Apostlenes Gerninger 7 |
Den Ny Aftale | 1992 | King James Version |
| 1 »Er det rigtigt hvad de siger?« spurgte ypperstepræsten. | 1 Ypperstepræsten spurgte da: »Forholder det sig således?« | 1 Then said the high priest, Are these things so? |
| 2 Stefanus svarede: »Hør her, mine brødre og fædre. Gud viste sig i al sin storhed for vores stamfar Abraham dengang han boede i Mesopotamien, og før han flyttede til Karan. | 2 Stefanus svarede: »Brødre og fædre! Hør på mig! Herlighedens Gud viste sig for vor fader Abraham i Mesopotamien, før han slog sig ned i Karan, | 2 And he said, Men, brethren, and fathers, hearken; The God of glory appeared unto our father Abraham, when he was in Mesopotamia, before he dwelt in Charran, |
| 3 Han sagde til ham: ›Du skal rejse fra dit land og din slægt og tage til det land jeg vil vise dig. ‹ | 3 og sagde til ham: 'Forlad dit land og din slægt, og drag til det land, jeg vil vise dig.' | 3 And said unto him, Get thee out of thy country, and from thy kindred, and come into the land which I shall show thee. |
| 4 Så forlod Abraham landet og slog sig ned i Karan med sin familie. Da hans far døde, førte Gud ham videre til landet her, hvor I bor i dag. | 4 Da forlod han kaldæernes land og slog sig ned i Karan, og da hans far var død, førte Gud ham bort derfra til det land, som I nu bor i. | 4 Then came he out of the land of the Chaldaeans, and dwelt in Charran: and from thence, when his father was dead, he removed him into this land, wherein ye now dwell. |
| 5 Men Gud gav ham ikke lov til at eje noget jord, ikke så meget som en kvadratmeter. Til gengæld gav han Abraham det løfte at han og hans efterkommere skulle komme til at eje hele landet – og det på trods af at Abraham ikke havde nogen børn. | 5 Gud gav ham ikke ejendom i det, ikke så meget som en fodsbred, men lovede at give Abraham og hans efterkommere landet til ejendom, skønt han var barnløs. | 5 And he gave him none inheritance in it, no, not so much as to set his foot on: yet he promised that he would give it to him for a possession, and to his seed after him, when as yet he had no child. |
| 6 Gud sagde til ham: ›Dine efterkommere skal bo som udlændinge i et fremmed land i fire hundrede år, og de vil blive mishandlet som slaver. | 6 Gud sagde, at hans efterkommere skulle bo som fremmede i et land, der ikke var deres. Der skulle de være trælle og plages i fire hundrede år. | 6 And God spake on this wise, That his seed should sojourn in a strange land; and that they should bring them into bondage, and entreat them evil four hundred years. |
| 7 Men så vil jeg gribe ind og straffe det folk de har været slaver for, så de kan slippe væk og komme hertil og tilbede mig. ‹ | 7 'Men så vil jeg dømme det folk, de er trælle for, sagde Gud, 'og derefter skal de drage ud af landet og dyrke mig på dette sted.' | 7 And the nation to whom they shall be in bondage will I judge, said God: and after that shall they come forth, and serve me in this place. |
| 8 Så indstiftede Gud en aftale med Abraham, og som tegn på at han og hans efterkommere tog imod aftalen, skulle de lade sig omskære. Da Abraham fik sin søn Isak, omskar han ham otte dage efter fødslen. Isak omskar Jakob, og Jakob omskar sine tolv sønner, vores stamfædre. | 8 Og Gud oprettede omskærelsens pagt med ham. Og så blev Abraham far til Isak og omskar ham på den ottende dag, og Isak blev far til Jakob, og Jakob til de tolv patriarker. | 8 And he gave him the covenant of circumcision: and so Abraham begat Isaac, and circumcised him the eighth day; and Isaac begat Jacob; and Jacob begat the twelve patriarchs. |
| 9 De elleve brødre blev misundelige på deres lillebror Josef, og derfor solgte de ham til Egypten, men Gud beskyttede ham | 9 Og patriarkerne blev skinsyge på Josef og solgte ham til Egypten, men Gud var med ham | 9 And the patriarchs, moved with envy, sold Joseph into Egypt: but God was with him, |
| 10 og hjalp ham gennem alle de farer han kom ud for. Han sørgede for at Egyptens konge, Farao, fik øjnene op for at Josef var både klog og dygtig, og derfor blev han sat til at lede Egypten og hele administrationen. | 10 og udfriede ham fra alle hans trængsler og lod ham finde yndest og visdom i egypterkongen Faraos øjne, så Farao indsatte ham som leder af Egypten og hele sit hus. | 10 And delivered him out of all his afflictions, and gave him favour and wisdom in the sight of Pharaoh king of Egypt; and he made him governor over Egypt and all his house. |
| 11 Men en dag blev både Egypten og Kanaan ramt af hungersnød, og det blev så slemt at vores forfædre ikke havde noget at spise. | 11 Der blev nu hungersnød i hele Egypten og Kana'an, nøden var stor, og vore fædre kunne ikke skaffe sig føden. | 11 Now there came a dearth over all the land of Egypt and Chanaan, and great affliction: and our fathers found no sustenance. |
| 12 Jakob hørte at man stadig kunne få korn i Egypten, og så sendte han sine sønner af sted første gang. | 12 Da Jakob hørte, at der var korn i Egypten, sendte han vore fædre af sted første gang. | 12 But when Jacob heard that there was corn in Egypt, he sent out our fathers first. |
| 13 Anden gang de kom derned, gav Josef sig til kende over for sine brødre, og på den måde blev Farao klar over hvor Josef stammede fra. | 13 Men anden gang gav Josef sig til kende for sine brødre, og Farao blev klar over Josefs afstamning. | 13 And at the second time Joseph was made known to his brethren; and Joseph's kindred was made known unto Pharaoh. |
| 14 Josef inviterede sin far, Jakob, og hele familien til at bo hos sig, i alt femoghalvfjerds mennesker. | 14 Josef sendte bud efter sin far Jakob og hele slægten, i alt femoghalvfjerds mennesker. | 14 Then sent Joseph, and called his father Jacob to him, and all his kindred, threescore and fifteen souls. |
| 15 Jakob og hans sønner, vores forfædre, slog sig ned i Egypten og boede der til de døde. | 15 Og Jakob drog ned til Egypten, og der døde han og vore fædre; | 15 So Jacob went down into Egypt, and died, he, and our fathers, |
| 16 Så blev de ført til Sikem og lagt i den grav Abraham havde købt af Hamor familien fra Sikem. | 16 de blev ført til Sikem og lagt i den grav, som Abraham for en sum penge havde købt af Hamors sønner i Sikem. | 16 And were carried over into Sychem, and laid in the sepulchre that Abraham bought for a sum of money of the sons of Emmor the father of Sychem. |
| 17 Den tid nærmede sig hvor Gud ville opfylde sit løfte til Abraham. Vores folk havde vokset sig stort i Egypten, | 17 Som tiden nu nærmede sig for opfyldelsen af det løfte, Gud havde givet Abraham, blev folket stort og talrigt i Egypten, | 17 But when the time of the promise drew nigh, which God had sworn to Abraham, the people grew and multiplied in Egypt, |
| 18 men så kom der en ny konge til magten, en der ikke vidste noget om Josef. | 18 indtil der kom en anden konge over Egypten, som ikke kendte til Josef. | 18 Till another king arose, which knew not Joseph. |
| 19 Han ville af med vores forfædre og tvang dem til at sætte deres nyfødte børn ud så de ikke kunne overleve. | 19 Denne konge brugte list mod vort folk og plagede vore fædre ved at lade deres spædbørn sætte ud, for at de ikke skulle blive i live. | 19 The same dealt subtly with our kindred, and evil entreated our fathers, so that they cast out their young children, to the end they might not live. |
| 20 På den tid blev Moses født, og Gud syntes at han var et dejligt barn. I tre måneder beholdt familien ham hjemme; | 20 På den tid blev Moses født, og han var et dejligt barn i Guds øjne. I tre måneder blev han passet i sin fars hus, | 20 In which time Moses was born, and was exceeding fair, and nourished up in his father's house three months: |
| 21 så var de nødt til at sætte ham ud. Men Faraos datter fandt ham, og hun tog ham til sig som om han var hendes eget barn. | 21 og da han så var blevet sat ud, tog Faraos datter ham op og opdrog ham som sin egen søn. | 21 And when he was cast out, Pharaoh's daughter took him up, and nourished him for her own son. |
| 22 Moses blev undervist og tilegnede sig al den viden man havde i Egypten. Han var en dygtig taler og god til sit arbejde. | 22 Moses blev oplært i al egypternes visdom og var mægtig både i ord og handling. | 22 And Moses was learned in all the wisdom of the Egyptians, and was mighty in words and in deeds. |
| 23 Da han blev fyrre, besluttede han at opsøge sine landsmænd, jøderne. | 23 Da han var fyldt fyrre år, fik han den tanke at besøge sine brødre, Israels børn. | 23 And when he was full forty years old, it came into his heart to visit his brethren the children of Israel. |
| 24 Under besøget så han en jøde blive mishandlet af en egypter uden at der var nogen grund til det. Han greb ind for at hjælpe jøden og tog hævn for uretfærdigheden ved at slå egypteren ihjel. | 24 Da han så en af dem blive overfaldet, kom han ham til hjælp, og han hævnede den mishandlede ved at slå egypteren ihjel. | 24 And seeing one of them suffer wrong, he defended him, and avenged him that was oppressed, and smote the Egyptian: |
| 25 Moses regnede med at jøderne forstod at Gud ville befri dem ved hans hjælp, men det gjorde de ikke. | 25 Han mente nu, at hans brødre ville forstå, at Gud ved hans hånd ville bringe dem frelse, men de forstod det ikke. | 25 For he supposed his brethren would have understood how that God by his hand would deliver them: but they understood not. |
| 26 Næste dag kom han tilbage og så to jøder der var oppe at slås. Han forsøgte at få dem til at slutte fred og sagde: ›Hør her. I er jo landsmænd, hvorfor slås I?‹ | 26 Næste dag dukkede han op, netop som de var i slagsmål. Han forsøgte at forlige dem til at slutte fred og sagde: 'I er jo brødre! Hvorfor overfalder I så hinanden?' | 26 And the next day he showed himself unto them as they strove, and would have set them at one again, saying, Sirs, ye are brethren; why do ye wrong one to another? |
| 27 Ham der var skyld i slagsmålet, skubbede Moses væk og sagde: ›Hvem har sat dig til at bestemme og være dommer over os? | 27 Men den mand, der havde overfaldet sin landsmand, afviste Moses og sagde: 'Hvem har sat dig til at være herre og dommer over os? | 27 But he that did his neighbour wrong thrust him away, saying, Who made thee a ruler and a judge over us? |
| 28 Du har vel ikke tænkt dig at slå mig ihjel, ligesom du gjorde med egypteren i går?‹ | 28 Vil du måske slå mig ihjel, ligesom du slog egypteren ihjel i går?' | 28 Wilt thou kill me, as thou diddest the Egyptian yesterday? |
| 29 Da Moses hørte det, flygtede han til landet Midjan, hvor han levede som fremmed. Med tiden fik han to sønner. | 29 Da Moses hørte det, flygtede han og boede som frem med i landet Midjan, hvor han fik to sønner. | 29 Then fled Moses at this saying, and was a stranger in the land of Madian, where he begat two sons. |
| 30 Da der var gået fyrre år, fik Moses et syn i ørkenen ved Sinaibjerget. Foran ham kom der en engel til syne inde i flammerne på en brændende tornebusk. | 30 Efter fyrre års forløb viste en engel sig for ham i ørkenen ved-bjerget Sinaj i flammen fra en brændende tornebusk. | 30 And when forty years were expired, there appeared to him in the wilderness of mount Sina an angel of the Lord in a flame of fire in a bush. |
| 31 Moses undrede sig over det og gik tættere på for bedre at kunne se hvad det var. Så hørte han Guds stemme. | 31 Og da Moses så det, undrede han sig over synet, men da han gik hen for at se nøjere på det, lød Herrens røst: | 31 When Moses saw it, he wondered at the sight: and as he drew near to behold it, the voice of the Lord came unto him, |
| 32 ›Jeg er dine forfædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, ‹ sagde den. Moses begyndte at ryste og turde ikke se op. | 32 'Jeg er dine fædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud.' Da skælvede Moses og turde ikke se derhen. | 32 Saying, I am the God of thy fathers, the God of Abraham, and the God of Isaac, and the God of Jacob. Then Moses trembled, and durst not behold. |
| 33 ›Tag dine sandaler af, ‹ fortsatte stemmen. ›Du står på hellig jord. | 33 Men Herren sagde til ham: 'Tag din sa-daler af, for stedet, du står på, er hellig jord. | 33 Then said the Lord to him, Put off thy shoes from thy feet: for the place where thou standest is holy ground. |
| 34 Jeg har set hvor forfærdeligt mit folk har det i Egypten, og jeg har hørt deres råb om hjælp. Nu er jeg kommet for at befri dem. Tag af sted, jeg sender dig til Egypten. ‹ | 34 Jeg har set mit folks lidelse Egypten, jeg har hørt deres klageskrig, og jeg er kommet ned for at redde dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Egypten.' | 34 I have seen, I have seen the affliction of my people which is in Egypt, and I have heard their groaning, and am come down to deliver them. And now come, I will send thee into Egypt. |
| 35 Det var altså den samme Moses som de afviste da de sagde: ›Hvem har sat dig til at bestemme og være dommer over os?‹ Det var netop ham Gud sendte af sted som hersker og befrier da han lod englen vise sig i tornebusken. | 35 Den Moses, som de afviste med ordene: Hvem har sat dig til at være herre og dommer? ? ham sendte Gud som herre og befrier, hjulpet af den engel, der havde vist sig for ham i tornebusken. | 35 This Moses whom they refused, saying, Who made thee a ruler and a judge? the same did God send to be a ruler and a deliverer by the hand of the angel which appeared to him in the bush. |
| 36 Det var den selv samme Moses der gjorde mirakler da han fik jøderne ud af Egypten, førte dem gennem Det Røde Hav og rundt i ørkenen i fyrre år. | 36 Det var ham, der førte dem ud, og som gjorde undere og tegn i Egypten og ved Det røde Hav og i ørkenen i fyrre år. | 36 He brought them out, after that he had showed wonders and signs in the land of Egypt, and in the Red sea, and in the wilderness forty years. |
| 37 Det var Moses der sagde til jøderne: ›Gud vil gøre en af jeres egne til en profet som mig‹. | 37 Det var den Moses, som sagde til israelitterne: 'Gud vil lade en profet som mig fremstå for jer, en af jeres egne.' | 37 This is that Moses, which said unto the children of Israel, A prophet shall the Lord your God raise up unto you of your brethren, like unto me; him shall ye hear. |
| 38 Det var Moses der var sammen med vores forfædre ude i ørkenen, og det var ham englen talte til oppe på Sinaibjerget. Her fik han Loven, de ord fra Gud der giver os livet, og den gav han videre til os. | 38 Det var også ham, der i menigheden i ørkenen var sammen med englen, der talte til ham på-bjerget Sinaj, og med vore fædre, og han modtog livgivende ord at give os. | 38 This is he, that was in the church in the wilderness with the angel which spake to him in the mount Sina, and with our fathers: who received the lively oracles to give unto us: |
| 39 Det var Moses vores forfædre nægtede at adlyde. De afviste ham og længtes tilbage til Egypten | 39 Ham ville vore fædre ikke adlyde, de afviste ham og vendte i deres hjerte tilbage til Egypten | 39 To whom our fathers would not obey, but thrust him from them, and in their hearts turned back again into Egypt, |
| 40 ›Skaf os nogle guder der kan gå i spidsen for os, ‹ sagde de til Aron. ›Vi ved ikke hvad der er blevet af ham Moses der førte os ud af Egypten. ‹ | 40 og sagde til Aron: 'Lav os en gud, som kan gå foran os, for vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, som førte os ud af Egypten.' | 40 Saying unto Aaron, Make us gods to go before us: for as for this Moses, which brought us out of the land of Egypt, we wot not what is become of him. |
| 41 Så fremstillede de en kalv og gav offergaver til deres afgud. De var begejstrede over den gud de havde skabt med deres egne hænder. | 41 I de dage fremstillede de så en kalv og ofrede til afgudsbilledet, og de glædede sig over deres hænders værk. | 41 And they made a calf in those days, and offered sacrifice unto the idol, and rejoiced in the works of their own hands. |
| 42 Derfor vendte Gud sig væk fra dem, og som straf lod han dem dyrke himlens stjerner. Han siger jo til dem i profeten Amos’ bog: Slagtede I dyr til mig, og bragte I mig offergaver i de fyrre år i ørkenen? | 42 Da vendte Gud sig bort og prisgav dem til at dyrke himlens hær, som der er skrevet i Profeternes Bog: Bragte I mig slagtofre og afgrødeofre de fyrre år i ørkenen, Israels hus? | 42 Then God turned, and gave them up to worship the host of heaven; as it is written in the book of the prophets, O ye house of Israel, have ye offered to me slain beasts and sacrifices by the space of forty years in the wilderness? |
| 43 Nej, I rejste et telt for Molok og tilbad et billede af guden Raifans stjerne. I lavede jeres egne guder og tilbad dem. Nu sender jeg jer i eksil i Babylon. | 43 Teltet med Molok førte I med jer og jeres gud Raifans stjerne, de billeder, I har lavet for at tilbede dem. Så fører jeg jer bort til et sted på den anden side af Babylon. | 43 Yea, ye took up the tabernacle of Moloch, and the star of your god Remphan, figures which ye made to worship them: and I will carry you away beyond Babylon. |
| 44 Da vores forfædre var i ørkenen, fik de Åbenbaringsteltet som var lavet efter den plan Gud havde vist Moses. | 44 I ørkenen havde vore fædre Vidnesbyrdets telt, og det var sådan, som han der havde talt med Moses, havde befalet ham at indrette det, efter det for billede, Moses havde fået at se. | 44 Our fathers had the tabernacle of witness in the wilderness, as he had appointed, speaking unto Moses, that he should make it according to the fashion that he had seen. |
| 45 De tog det med sig da de indtog Kanaan under ledelse af Josua, og Gud jog dem væk der boede i landet i forvejen. Åbenbaringsteltet blev brugt indtil David blev konge. | 45 Det telt overtog vore fædre, og de bragte de med sig, da de under Josva tog landet i besiddelse efter de folkeslag, som Gud drev bort foran vore fædre, og sådan var det indtil Davids tid. | 45 Which also our fathers that came after brought in with Jesus into the possession of the Gentiles, whom God drave out before the face of our fathers, unto the days of David; |
| 46 Gudsørgede for at det gik ham godt, og derfor bad David om lov til at bygge et rigtigt tempel. | 46 Han fandt nåde for Guds øjne og bad om, at han måtte finde en bolig til Jakobs Gud. | 46 Who found favour before God, and desired to find a tabernacle for the God of Jacob. |
| 47 Det endte med at blive Salomon der byggede det, | 47 Men det blev Salomo, der byggede ham et hus. | 47 But Solomon built him an house. |
| 48 men Gud bor ikke i huse der er bygget af mennesker. Det er det profeten Esajas siger: | 48 Dog bor den Højeste ikke i huse, bygget af hænder ? som profeten siger: | 48 Howbeit the most High dwelleth not in temples made with hands; as saith the prophet, |
| 49 Himlen er min trone, og jorden er min fodskammel. Hvilket hus kan I bygge til mig, spørger Gud. Hvilket sted skulle være min bolig? | 49 Himlen er min trone jorden min fodskammel; hvilket hus skulle I kunne bygge mig, siger Herren, eller hvilket sted skulle være min bolig? | 49 Heaven is my throne, and earth is my footstool: what house will ye build me? saith the Lord: or what is the place of my rest? |
| 50 Jeg har jo selv skabt alt hvad der findes. | 50 Har min hånd ikke skabt alt dette. | 50 Hath not my hand made all these things? |
| 51 Stivnakkede, stædige og døve, det er hvad I er. I sætter jer ustandselig op mod Helligånden, præcis ligesom jeres forfædre. | 51 I stivnakkede og uomskårne på hjerte og øre! I sætter jer altid op imod Helligånden; det gjorde jeres fædre, og det gør I. | 51 Ye stiffnecked and uncircumcised in heart and ears, ye do always resist the Holy Ghost: as your fathers did, so do ye. |
| 52 Er der en eneste af profeterne de ikke har forfulgt? Først dræbte de alle dem der sagde at Messias skulle komme, og nu er han så blevet forrådt og myrdet af jer. | 52 Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt? De dræbte dem, der forudsagde, at den Retfærdige ville komme, og I er blevet hans forrædere og mordere. | 52 Which of the prophets have not your fathers persecuted? and they have slain them which showed before of the coming of the Just One; of whom ye have been now the betrayers and murderers: |
| 53 I fik Loven gennem englene, men I har ikke overholdt den. « | 53 I modtog loven på engles anvisninger, men I har ikke holdt den.« | 53 Who have received the law by the disposition of angels, and have not kept it. |
| 54 Stefanus’ ord fik rådsmedlemmerne til at skære tænder af raseri, | 54 Da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder imod ham. | 54 When they heard these things, they were cut to the heart, and they gnashed on him with their teeth. |
| 55 men Stefanus var fyldt af Helligånden og kiggede op mod himlen. Der så han Gud i sin himmelske magt, og ved siden af ham stod Jesus. | 55 Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. | 55 But he, being full of the Holy Ghost, looked up stedfastly into heaven, and saw the glory of God, and Jesus standing on the right hand of God, |
| 56 »Jeg kan se lige ind i himlen, og der står Menneskesønnen til højre for Gud, « sagde han. | 56 Og han sagde: »Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.« | 56 And said, Behold, I see the heavens opened, and the Son of man standing on the right hand of God. |
| 57 Rådsmedlemmerne begyndte at råbe og skrige og holdt sig for ørerne for ikke at høre hvad Stefanus sagde. Så styrtede de på én gang hen mod ham | 57 Da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. | 57 Then they cried out with a loud voice, and stopped their ears, and ran upon him with one accord, |
| 58 og jog ham uden for byen, hvor de begyndte at stene ham. De der havde vidnet mod ham, fik en ung mand der hed Saul, til at passe på deres kapper. | 58 De drev ham uden byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus. | 58 And cast him out of the city, and stoned him: and the witnesses laid down their clothes at a young man's feet, whose name was Saul. |
| 59 Stefanus bad mens de stenede ham: »Jesus, min herre, tag imod mig. « | 59 Så stenede de Stefanus, mens han lad: »Herre Jesus, tag imod min ånd!« | 59 And they stoned Stephen, calling upon God, and saying, Lord Jesus, receive my spirit. |
| 60 og så faldt han på knæ og råbte: »Straf dem ikke for det forfærdelige de har gjort. « Da han havde sagt det, døde han. | 60 Han faldt på knæ og råbte med høj røst: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!« Og da han havde sagt dette, sov han hen. Forfølgelsen i Jerusalem | 60 And he kneeled down, and cried with a loud voice, Lord, lay not this sin to their charge. And when he had said this, he fell asleep. |