Salmernes bog 78 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Maskil af Asaf. Mit folk, hør på min belæring, vend jeres øre mod min munds ord. | 1 Lyt, mit folk til min lære, bøj eders øre til ord fra min mund; | 1 En læresalme av Asaf. Mitt folk, legg øret til Min lov! Bøy ørene til ordene fra Min munn! |
| 2 Jeg vil åbne min mund med billedtale, jeg vil fremføre gådetale fra fortiden. | 2 jeg vil åbne min mund med billedtale, fremsætte gåder fra fordums tid, | 2 Jeg vil åpne min munn med en lignelse. Jeg vil framføre gåtefull tale fra fortiden. |
| 3 Det, vi har hørt og erfaret, det, vore fædre har fortalt os, | 3 hvad vi har hørt og ved, hvad vore fædre har sagt os; | 3 Det som vi har hørt og kjent, og våre fedre har fortalt oss, |
| 4 skjuler vi ikke for deres børn; vi fortæller den kommende slægt om Herrens glorværdige gerninger og styrke, om de undere, han har gjort. | 4 vi dølger det ikke for deres børn, men melder en kommende slægt om Herrens ære og vælde og underne, som han har gjort. | 4 det vil vi ikke skjule for deres barn, men for den kommende slekt forkynner vi Herrens pris og Hans styrke og de underfulle gjerninger som Han har gjort. |
| 5 Han satte et vidnesbyrd i Jakob, fastsatte en lov i Israel, som han befalede vore fædre at lære deres børn, | 5 Han satte et vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en lov, idet han bød vore fædre at lade deres børn det vide, | 5 For Han har oppreist et vitnesbyrd i Jakob og fastsatt en lov i Israel, som Han bød våre fedre å gjøre kjent for sine barn. |
| 6 for at den kommende slægt, de børn, der skulle fødes, skulle lære den at kende, så de kunne fortælle om det til deres børn. | 6 at en senere slægt kunne vide det, og børn, som fødtes siden, stå frem og fortælle deres børn derom, | 6 Slik skulle den kommende slekt lære dem å kjenne, de barna som skulle bli født, for at de skulle stå opp og forkynne dem til sine barn. |
| 7 De skulle sætte deres lid til Gud og ikke glemme Guds gerninger, men holde hans befalinger. | 7 så de slår deres lid til Gud og ikke glemmer Guds gerninger, men overholder hans bud, | 7 På den måten skulle de sette sin lit til Gud, og ikke glemme Guds gjerninger, men holde Hans bud. |
| 8 De skulle ikke være som deres fædre, en genstridig og trodsig slægt, en slægt, som ikke vendte sit hjerte til Gud, og hvis ånd ikke var trofast mod ham. | 8 ej slægter fædrene på, en vanartet, stridig slægt, hvis hjerte ikke var fast, hvis ånd var utro mod Gud | 8 Da skulle de ikke bli lik sine fedre, en sta og trassig slekt, en slekt som ikke gjorde sitt hjerte standhaftig, og som ikke var trofast mot Gud i sin ånd. |
| 9 Efraims sønner var udrustet med buer, men tog flugten på kampens dag. | 9 -Efraims børn var rustede bueskytter, men svigted på stridens dag - | 9 Efraims sønner var væpnede bueskyttere, men de flyktet på stridens dag. |
| 10 De holdt ikke Guds pagt og ville ikke følge hans lov. | 10 Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans lov; | 10 De holdt ikke Guds pakt, og de nektet å vandre i Hans lov. |
| 11 De glemte hans gerninger og de undere, han havde vist dem. | 11 hans gerninger gik dem ad glemme, de undere, han lod dem skue. | 11 De glemte Hans gjerninger og Hans under, som Han hadde latt dem se. |
| 12 Han gjorde undere for deres fædre i Egypten, på Soans slette. 13 | 12 Han gjorde undere for deres fædre i Ægypten på Zoans mark; | 12 For deres fedres øyne gjorde Han under, i landet Egypt, på Soan-sletten. |
| 13 Han kløvede havet og førte dem igennem, han rejste vandene som en vold. | 13 han kløvede havet og førte dem over, lod vandet stå som en vold; | 13 Han kløvde havet og lot dem gå igjennom. Og Han reiste vannet opp som en voll. |
| 14 Han førte dem i skyen om dagen og i lysende ild om natten. | 14 han ledede dem ved skyen om dagen, natten igennem ved ildens skær; | 14 Han ledet dem i skyen om dagen og hele natten i lyset fra ildstøtten. |
| 15 Han kløvede klipper i ørkenen og gav dem vand, rigeligt som det store dyb; | 15 han kløvede klipper i ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af strømme, | 15 Han kløvde klippene i ørkenen, og gav vann i overflod, som store dyp. |
| 16 han lod kilder strømme ud fra klippen, vandet løbe ned som floder. | 16 han lod bække rinde af klippen og vand strømme ned som floder. | 16 Han lot også vannstrømmer komme ut av klippen, og fikk vannet til å renne nedover som elver. |
| 17 Men de syndede stadig mod ham, i det tørre land trodsede de den Højeste | 17 Men de blev ved at synde imod ham og vække den højestes vrede i ørkenen; | 17 Men de la synd til synd mot Ham ved å gjøre opprør mot Den Høyeste i ørkenen. |
| 18 De udæskede Gud i hjertet og krævede den føde, de havde lyst til. | 18 de fristede Gud i hjertet og krævede mad til at stille sulten, | 18 Og de fristet Gud i sitt hjerte ved å be om den maten de hadde lyst på. |
| 19 De talte mod Gud og sagde: Kan Gud dække bord i ørkenen? | 19 de talte mod Gud og sagde: »Kan Gud dække bord i en ørken? | 19 Ja, de talte imot Gud; de sa: "Kan Gud dekke bord i ørkenen? |
| 20 Nok slog han på klippen, så vandet flød og bækkene strømmede; men kan han også give brød, kan han skaffe kød til sit folk? | 20 se, klippen slog han, så vand flød frem, og bække vælded ud; mon han også kan give brød og skaffe kød til sit folk?« | 20 Se, Han slo klippen, slik at vannet vellet fram, og elvene fløt over. Kan Han også gi brød? Kan Han skaffe kjøtt til Sitt folk?" |
| 21 Det hørte Herren og blev vred, en ild blussede op mod Jakob, en vrede rejste sig mod Israel, | 21 Det hørte Herren, blev vred, der tændtes en ild mod Jakob, ja vrede kom op mod Israel, | 21 Derfor, da Herren hørte dette, flammet Hans vrede opp. Så ble en ild tent mot Jakob, og vrede reiste seg mot Israel, |
| 22 for de troede ikke på Gud og stolede ikke på hans frelse. | 22 fordi de ikke troede Gud eller stolede på hans frelse. | 22 fordi de ikke trodde på Gud og ikke stolte på Hans frelse. |
| 23 Så gav han befaling til skyerne deroppe, han åbnede himlens døre | 23 Da bød han skyerne oventil, lod himlens døre åbne | 23 Likevel bød Han skyene over dem og åpnet himmelens dører, |
| 24 og lod det regne over dem med manna, korn fra himlen gav han dem at spise; | 24 og manna regne på dem til føde, han gav dem himmelkorn; | 24 lot det regne manna over dem til å ete og gav dem brød fra himmelen. |
| 25 mennesker spiste engles brød, han sendte dem føde, så de blev mætte. | 25 mennesker spiste englebrød, han sendte dem mad at mætte sig med. | 25 Menneskene åt englebrød. Han sendte dem føde i rikelig mål. |
| 26 Han lod en østenstorm bryde løs på himlen, i sin styrke drev han søndenstormen frem | 26 Han rejste østenvinden på himlen, førte søndenvinden frem ved sin kraft; | 26 Han lot østavinden blåse fra himlene. Og ved Sin kraft førte Han sønnavinden fram. |
| 27 og lod kød regne over dem som støv, fugle så talrige som havets sand; | 27 kød lod han regne på dem som støv og vingede fugle som havets sand, | 27 Han lot det regne kjøtt over dem som støv, fjærkledde fugler som havenes sand. |
| 28 han lod dem falde ned midt i lejren, rundt omkring deres boliger. | 28 lod dem falde midt i sin lejr, rundt omkring sine boliger; | 28 Og Han lot dem falle midt i deres leir, rundt sine telt. |
| 29 De spiste og blev helt mætte, han tilfredsstillede deres grådighed. | 29 og de spiste sig overmætte, hvad de ønskede, lod han dem få. | 29 Så spiste de og ble helt mette, for Han gav dem det de selv hadde lyst til. |
| 30 Men deres grådighed hørte ikke op; de havde endnu munden fuld af mad, | 30 Men før deres attrå var stillet, mens maden var i deres mund, | 30 De ble ikke avvendt fra sin grådighet. Men da de ennå hadde maten i munnen, |
| 31 da Guds vrede rejste sig mod dem. Han spredte død blandt deres stærke mænd og strakte Israels unge krigere til jorden. | 31 rejste Guds vrede sig mod dem; han vog deres kraftige mænd, fældede Israels ynglinge. | 31 reiste Guds vrede seg mot dem og drepte de kraftigste og slo ned de beste menn i Israel. |
| 32 Trods det blev de ved med at synde, de troede ikke på hans undere. | 32 Og dog blev de ved at synde og troede ej på hans undere. | 32 Til tross for dette syndet de enda mer, og de trodde ikke på Hans underfulle gjerninger. |
| 33 Han lod deres dage ende i tomhed, deres år i den bratte død. | 33 Da lod han deres dage svinde i tomhed og endte brat deres år. | 33 Derfor lot Han deres dager svinne bort i tomhet, og deres år bli borte ved en katastrofe. |
| 34 Når han dræbte nogle af dem, søgte de ham, de søgte tilbage til Gud. | 34 Når han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud, | 34 Da han slo noen av dem i hjel, søkte de Ham. Og de vendte om og søkte alvorlig etter Gud. |
| 35 De huskede på, at Gud var deres klippe, Gud den Højeste deres forløser. | 35 kom i hu, at Gud var deres klippe, Gud den Allerhøjeste deres genløser. | 35 Da husket de at Gud var deres klippe, og Den Høyeste Gud deres Forløser. |
| 36 Men de hyklede for ham med deres mund, med tungen løj de for ham. | 36 De hyklede for ham med munden, løj for ham med deres tunge; | 36 Likevel hyklet de for Ham med sin munn, og de løy for Ham med sin tunge. |
| 37 Deres hjerte holdt ikke fast ved ham, de var ikke trofaste mod hans pagt. | 37 deres hjerter holdt ikke fast ved ham, hans pagt var de ikke tro. | 37 For deres hjerte holdt ikke fast ved Ham, og de var ikke trofaste mot Hans pakt. |
| 38 Men han er barmhjertig, han tilgiver synd og ødelægger ikke; gang på gang holdt han igen på sin vrede og lod ikke hele sin harme bryde ud. | 38 Og dog er han barmhjertig, han tilgiver misgerning, lægger ej øde, hans vrede lagde sig gang på gang, han lod ikke sin harme fuldt bryde frem; | 38 Men Han var full av medynk, gav soning for deres misgjerning, og ødela dem ikke. Ja, Han økte tallet på de ganger da Han vendte Sin vrede bort, og lot ikke all Sin harme bli vekket opp. |
| 39 Han huskede på, at de var dødelige, et vindpust, der forsvinder og ikke vender tilbage. | 39 han kom i hu, de var kød, et pust, der svinder og ej vender tilbage. | 39 For Han husket at de var kjød, et pust som farer forbi og ikke kommer tilbake. |
| 40 Hvor ofte trodsede de ham ikke i ørkenen og vakte hans vrede i ødemarken! | 40 Hvor tit stod de ham ikke imod i ørkenen og voldte ham sorg i det øde land! | 40 Å, hvor ofte trosset de Ham ikke i ødemarken, og gav Ham sorg i ørkenen! |
| 41 På ny gav de sig til at udæske Gud og krænke Israels Hellige. | 41 De fristede alter Gud, de krænkede Israels hellige; | 41 Ja, de gjentok å friste Gud, og bedrøvet Israels Hellige. |
| 42 De huskede ikke på hans magt, dengang han udfriede dem fra fjenden, | 42 hans hånd kom de ikke i hu, de dag han friede dem fra fjenden, | 42 De husket ikke Hans hånd den dagen Han forløste dem fra fienden, |
| 43 dengang han gjorde sine tegn i Egypten og sine undere på Soans slette. | 43 da han gjorde sine tegn i Ægypten, sine undere på Zoans mark, | 43 da Han viste Sine tegn i Egypt og Sine under på Soan-sletten. |
| 44 Han forvandlede deres floder til blod, de kunne ikke drikke af bækkene. | 44 forvandlede deres floder til blod, så de ej kunne drikke af strømmene, | 44 Han gjorde deres elver til blod, også deres bekker, så de ikke kunne drikke. |
| 45 Han sendte fluer, som åd dem, og frøer, som bragte ødelæggelse. | 45 sendte myg imod dem, som åd dem, og frøer, som lagde dem øde, | 45 Han sendte fluesvermer inn blant dem, som fortærte dem, og frosker som ødela dem. |
| 46 Han gav deres afgrøde til gnavere og udbyttet af deres slid til græshopper. | 46 gav Æderen, hvad de avlede, græshoppen al deres høst, | 46 Han gav deres avlinger til åmen og deres høst til gresshoppen. |
| 47 Han ødelagde deres vinstokke med hagl og deres morbærfigen med isregn. | 47 slog deres vinstokke ned med hagl, deres morbærtræer med frost, | 47 Han ødela deres vintrær med hagl og deres morbærtrær med frost. |
| 48 Han overgav deres kvæg til pesten og deres hjorde til feberbrand. | 48 prisgav kvæget for hagl og deres hjorde for lyn. | 48 Han overgav deres fe til haglet og deres buskap til flammende lyn. |
| 49 Han sendte sin glødende vrede mod dem, harme, forbandelse og trængsel, en flok af ulykkesengle. | 49 Han sendte sin vredesglød mod dem, harme, vrede og trængsel, en sendefærd af ulykkesengle; | 49 Han sendte Sin brennende vrede over dem, raseri, harme og trengsel, ved å sende ut onde engler. |
| 50 Han gav sin vrede frit løb; han skånede dem ikke for døden, men overgav dem til pesten. | 50 frit løb gav han sin vrede, skånede dem ikke for døden, gav deres liv til pris for pest; | 50 Han jevnet en sti for Sin vrede. Han sparte ikke deres sjel fra døden, men overgav deres liv til pesten |
| 51 Han dræbte alle Egyptens førstefødte, manddommens førstefrugt i Kams telte | 51 alt førstefødt i Ægypten slog han, mandskraftens førstegrøde i kamiternes telte, | 51 og slo i hjel alle de førstefødte i Egypt, det første av deres kraft i Kams telt. |
| 52 Så lod han sit folk bryde op som en fåreflok og ledte dem i ørkenen som en hjord. | 52 lod sit folk bryde op som en hjord, ledede dem som kvæg i ørkenen, | 52 Men Han førte Sitt eget folk fram som sauer og ledet dem som en hjord i ørkenen. |
| 53 Han førte dem i tryghed, de var uden frygt, men over deres fjender lukkede havet sig. | 53 ledede dem trygt, uden frygt, mens havet lukked sig over deres fjender; | 53 Og Han ledet dem trygt videre, så de slapp å være redde. Men havet lukket seg over deres fiender. |
| 54 Han førte dem ind i sit hellige land, det-bjergland, hans højre hånd havde vundet. | 54 han bragte dem til sit hellige land, de bjerge, hans højre vandt, | 54 Og Han førte dem innenfor grensene til Sitt hellige land, til dette fjellet som Hans høyre hånd hadde vunnet. |
| 55 Han drev folkeslag bort foran dem, lod deres land tilfalde dem som ejendom, så Israels stammer kunne bo i deres telte. | 55 drev folkeslag bort foran dem, udskiftede ved lod deres land og lod Israels stammer bo i deres telte. | 55 Han drev også folkeslagene ut foran dem, målte opp arven for dem og lot Israels stammer bo i sine telt. |
| 56 Men de udæskede og trodsede Gud den Højeste, de overholdt ikke hans formaninger. | 56 Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans vidnesbyrd; | 56 Likevel fristet og trosset de Den Høyeste Gud og holdt ikke Hans vitnesbyrd. |
| 57 De faldt fra og var troløse som deres fædre, de svigtede som en slap bue. | 57 de faldt fra, var troløse som deres fædre, svigtede som en slappet bue, | 57 De vendte seg bort og handlet svikefullt som sine fedre. De gav etter som en sviktende bue. |
| 58 De vakte hans trods med deres offerhøje og æggede hans vrede med deres gudebilleder. | 58 de krænkede ham med deres offerhøje, æggede ham med deres Gudebilleder. | 58 For de egget Ham til vrede med sine offerhauger og vakte Hans nidkjærhet med sine avgudsbilder. |
| 59 Det hørte Gud, og han blev vred og forkastede Israel helt og fuldt. | 59 Det hørte Gud og blev vred følte højlig lede ved Israel; | 59 Da Gud hørte dette, ble Hans vrede opptent, og Han slo enda mer ned på Israel. |
| 60 Han vragede sin bolig i Shilo, det telt, hvor han boede blandt mennesker; | 60 han opgav sin bolig i Silo, det telt, hvor han boede blandt mennesker; | 60 Derfor forlot han tabernaklet i Silo, teltet der Han hadde Sin bolig blant menneskene. |
| 61 sin styrke sendte han i fangenskab, sin herlighed gav han i fjendehånd. | 61 han gav sin stolthed i fangenskab, sin herlighed i fjendehånd, | 61 Og Han overgav Sin styrke til fangenskap og Sin herlighet i fiendens hånd. |
| 62 Han overgav sit folk til sværdet, han blev vred på sin ejendom. | 62 prisgav sit folk for sværdet, blev vred på sin arvelod; | 62 Han overlot også Sitt folk til sverdet, og Hans vrede ble opptent mot Hans arv. |
| 63 Ilden fortærede dets unge mænd, jomfruerne fik ingen bryllupssang; | 63 ild fortærede dets unge mænd, dets jomfruer fik ej bryllupssange, | 63 Ilden fortærte deres menn i den beste alder, og deres jomfruer fikk aldri høre bryllupssang. |
| 64 præsterne faldt for sværdet, enkerne kunne ikke holde ligklage. | 64 dets præster faldt for sværdet, dets enker holdt ikke klagefest. | 64 Deres prester falt for sverdet, og deres enker kunne ikke gråte. |
| 65 Da vågnede Herren som en, der har sovet, som krigeren, der er overvældet af vin. | 65 Da vågnede Herren som en, der har sovet, som en helt, der er døvet af vin; | 65 Da våknet Herren som av søvnen, lik en kraftig mann som roper av vin. |
| 66 Han slog sine fjender tilbage og lod evig skændsel overgå dem. | 66 han slog sine fjender på ryggen, gjorde dem evigt til skamme. | 66 Og han slo Sine fiender tilbake; evig skam førte Han over dem. |
| 67 Han vragede Josefs telte, Efraims stamme udvalgte han ikke. | 67 Men han fik lede ved Josefs telt, Efraims stamme udvalgte han ikke; | 67 Han forkastet Josefs telt, og Efraims stamme utvalgte Han ikke, |
| 68 Men han udvalgte Judas stamme, Zions-bjerg, som han elsker; | 68 han udvalgte Judas stamme, Zions bjerg, som han elsker; | 68 men Han utvalgte Juda stamme, Sions berg, som Han elsket. |
| 69 han byggede sin helligdom som en himmelbolig, ligesom den jord, han havde grundlagt for evigt. | 69 han byggede sit tempel himmelhøjt, grundfæstede det evigt som jorden. | 69 Og Han bygde Sin helligdom lik høye steder, lik jorden som Han har grunnfestet for evig tid. |
| 70 udvalgte sin tjener David, han hentede ham fra fårefoldene | 70 Han udvalgte David, sin tjener, og tog ham fra fårenes folde, | 70 Han utvalgte også Sin tjener David og tok ham fra sauekveene. |
| 71 og tog ham bort fra fårene til at vogte sit folk, Jakob, og sin ejendom, Israel. | 71 hentede ham fra de diende dyr til at vogte Jakob, hans folk, Israel, hans arvelod; | 71 Fra å følge søyene hentet Han ham til å være hyrde for Sitt folk, Jakob, og Sin arv, Israel. |
| 72 Og David vogtede dem med oprigtigt hjerte og førte dem med kyndig hånd. | 72 han vogtede dem med oprigtigt hjerte,ledede dem med kyndig hånd. | 72 Så røktet han dem etter sitt oppriktige hjerte, og ledet dem ved sine kyndige hender. |