Salmernes bog 69 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 2 For Korlederen. Al?shoshannim. Af David. Frels mig, Gud, for vandet når mig til halsen, | 2 Frels mig Gud, thi vandene når mig til sjælen, | 2 Til sangmesteren. Til "Liljene". Av David. Frels meg, Gud! For vannene har nådd meg til sjelen. |
| 3 jeg er sunket i bundløst dynd og kan ikke få fodfæste. jeg er kommet ud på der dybe vand, strømmen skyller sammen over mig. | 3 jeg er sunket i bundløst dynd, hvor der intet fodfæste er, kommet i vandenes dyb, og strømmen går over mig; | 3 Jeg synker ned i dyp gjørme, og jeg har ikke fotfeste. Jeg er kommet ut i dype vann, hvor vannstrømmen skyller over meg. |
| 4 Jeg er udmattet af at råbe, min strube er blevet hæs, mine øjne har stirret sig trætte af at vente på min Gud. | 4 træt har jeg skreget mig, struben brænder, mit øje er mat af at bie på min Gud; | 4 Jeg er trett av å rope. Min strupe brenner. Mine øyne tæres bort mens jeg håper på min Gud. |
| 5 De, der hader mig uden grund, er flere end hårene på mit hoved; mange vil gøre det af med mig, med urette er de mine fjender. Det, jeg ikke har røvet, skal jeg alligevel levere tilbage. | 5 flere end mit hoveds hår er de, der hader mig uden grund, mange er de, som vil mig til livs, uden skel er mig fjendske; hvad jeg ikke har ranet, skal jeg dog erstatte! | 5 Flere enn hårene på mitt hode er de som hater meg uten grunn. De som ville ødelegge meg, er mektige. På falskt grunnlag er de mine fiender. Selv om jeg ikke har røvet, må jeg gi tilbake. |
| 6 Du kender min dårskab, Gud, min skyld er ikke skjult for dig. | 6 Gud, du kender min dårskab, min skyld er ej skjult for dig. | 6 Gud, Du kjenner min uforstand. Og mine overtredelser er ikke skjult for Deg. |
| 7 Lad ikke dem, der håber på dig, blive gjort til skamme ved mig, Herre, Hærskarers Herre! Lad ikke dem, der søger dig, blive til spot ved mig, Israels Gud! | 7 Lad Mig ej bringe skam over dem, som bier på dig, o Herre, Hærskares Herre, lad mig ej bringe skændsel over dem der søger dig, Israels Gud! | 7 La ikke dem bli til skamme for min skyld, Herre, hærskarenes Gud, dem som venter på Deg. La ikke dem bli vanæret for min skyld, dem som søker Deg, Israels Gud! |
| 8 På grund af dig må jeg bære skændsel , skamrødme dækker mit ansigt. | 8 Thi for din skyld bærer jeg spot, mit åsyn dækkes af skændsel; | 8 For Din skyld har jeg båret spott. Skamrødme dekket mitt ansikt. |
| 9 Jeg er blevet en fremmed for mine brødre, en udlænding for min mors sønner. | 9 fremmed er jeg for mine brødre en udlænding for min moders sønner. | 9 Jeg er blitt en fremmed for mine brødre og en ukjent for min mors barn. |
| 10 Nidkærhed for dit hus fortærer mig, og mig har spotten ramt fra dem, der spotter dig. | 10 Thi nidkærhed for dit hus har fortæret mig, spotten mod dig er faldet på mig: | 10 For nidkjærhet for Ditt hus har fortært meg, og spotten fra dem som spotter Deg, har falt på meg. |
| 11 Jeg græd og holdt faste, men det hånede de mig for. | 11 Jeg spæged min sjæl med faste, og det blev mig til spot; | 11 Da jeg gråt og tuktet min sjel med faste, førte det til at de spottet meg. |
| 12 Jeg klædte mig i sæk, og de sang spottesange om mig. | 12 i sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et mundheld. | 12 Jeg gjorde sekkestrie til mitt klesplagg. Jeg ble et ordtak for dem. |
| 13 De, der sidder i porten, snakker om mig, svirebrødrene synger nidviser om mig. | 13 De, der sidder i porten, taler om mig, ved drikkelagene synger de om mig. | 13 De som sitter i porten, morer seg over meg, og jeg er emnet i drankernes viser. |
| 14 Men jeg beder til dig i nådens tid, Herre, svar mig i din store trofasthed, Gud, med din sikre hjælp! | 14 Men jeg beder, herre, til dig i nådens tid, o Gud, i din store miskundhed svare du mig! | 14 Men jeg, jeg vender min bønn til Deg, Herre, i nådens tid. Gud, i Din rike miskunnhet, svar meg i Din frelses sannhet! |
| 15 Red mig op af dyndet, så jeg ikke synker til bunds, red mig fra dem, der hader mig, og fra det dybe vand! | 15 Frels mig med din trofaste hjælp fra dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra vandenes dyb, | 15 Fri meg ut fra gjørmen, så jeg ikke synker. La meg bli fridd ut fra dem som hater meg og ut fra de dype vann! |
| 16 Lad ikke strømmen skylle sammen over mig, lad ikke dybet opsluge mig, lad ikke brønden lukke sig over mig! | 16 lad strømmen ikke gå over mig; lad dybet ikke sluge mig eller brønden lukke sig over mig. | 16 La ikke vannstrømmen skylle over meg, og la ikke dypet oppsluke meg! Og la ikke avgrunnen lukke sitt gap over meg! |
| 17 Svar mig, Herre, for din trofasthed er god, vend dig til mig i din store barmhjertighed! | 17 Svar mig, herre, thi god er din nåde, vend dig til mig efter din store barmhjertighed; | 17 Svar meg, Herre, for Din miskunn er god. Vend Deg til meg etter Din store barmhjertighets rikdom! |
| 18 Skjul ikke dit ansigt for din tjener, for jeg er i nød, svar mig i hast! | 18 dit åsyn skjule du ej for din tjener, thi jeg er i våde, skynd dig og svar mig; | 18 Og skjul ikke Ditt åsyn for Din tjener, for jeg er i trengsel. Skynd Deg å svare meg! |
| 19 Kom mig nær og befri mig, udfri mig fra mine fjender! | 19 kom til min sjæl og løs den, fri mig for mine fjenders skyld! | 19 Kom nær min sjel og forløs den! Fri meg ut for mine fienders skyld! |
| 20 Du ved selv, hvor jeg bliver hånet, hvor jeg bliver til spot og spe, du har alle mine fjender for øje; | 20 Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer skam og skændsel; du har rede på alle mine fjender. | 20 Du kjenner spotten jeg får, min skam og min vanære. Fram for Deg står alle mine motstandere. |
| 21 deres hån har knust mit hjerte, det kan ikke læges. Jeg håbede på medfølelse, der var ingen, på nogen, der ville trøste mig, jeg fandt ingen. | 21 Spot har ulægeligt knust mit hjerte; jeg bied forgæves på medynk, på trøstere uden at finde; | 21 Spott har knust mitt hjerte, og jeg tynges av sykdom. Jeg ventet på en som kunne ha medlidenhet, men det var ingen, og på noen som kunne trøste, men jeg fant ingen. |
| 22 De gav mig malurt at spise og eddike til at slukke min tørst. | 22 de gav mig malurt at spise og slukked min tørst med eddike. | 22 Og de gav meg galle til føde, og for min tørst gav de meg eddik å drikke. |
| 23 Lad deres bord blive en fælde, en snare for dem i deres sorgløshed. | 23 Lad bordet foran dem blive en snare, deres takofre blive en fælde; | 23 La deres bord bli en snare for dem og deres velstand en felle! |
| 24 Lad det blive sort for deres øjne, så de ikke kan se, lad altid deres lænder ryste. | 24 lad øjnene slukkes, så synet svigter, lad lænderne altid vakle! | 24 La deres øyne bli formørket, så de ikke ser. Og la deres hofter alltid svikte! |
| 25 Udøs din vrede over dem, lad din glødende harme nå dem! | 25 Din vrede udøse du over dem din glødende harme nå dem; | 25 Utøs Din vrede over dem, og la Din brennende harme og vrede innhente dem! |
| 26 Deres lejr skal blive øde, ingen skal bo i deres telte. | 26 deres teltlejr blive et øde, og ingen bo i deres telte! | 26 La deres leir legges øde! La ingen bo i deres telt! |
| 27 For den, du har slået, forfølger de, de øger smerten hos den, du har såret. | 27 Thi de forfølger den, du slog, og øger smerten for dem, du såred. | 27 For de forfølger den Du har slått, og forteller om lidelsen til dem Du har gjennomboret. |
| 28 Føj skyld til deres skyld, lad dem ikke få del i din retfærdighed! | 28 Tilregn dem hver eneste brøde lad dem ikke få del i din retfærd; | 28 Legg skyld til deres skyld, og la dem ikke komme inn i Din rettferdighet! |
| 29 Slet dem af livets bog, de skal ikke stå optegnet sammen med retfærdige! | 29 lad dem slettes af livets bog, ej optegnes blandt de retfærdige! | 29 La dem strykes ut av de levendes bok, og la dem ikke bli skrevet opp sammen med de rettferdige! |
| 30 Men jeg er hjælpeløs, jeg lider, lad din hjælp beskytte mig, Gud! | 30 Men mig, som er arm og lidende, bjærge din Frelse, o Gud! | 30 Men jeg er elendig og lider. La Din frelse, Gud, sette meg høyt opp i trygghet! |
| 31 Jeg vil lovprise Guds navn med sang og ophøje ham med tak. | 31 Jeg vil prise Guds navn med sang og ophøje ham med tak; | 31 Jeg vil prise Guds navn med sang, og jeg vil opphøye Ham med lovprisning. |
| 32 Det vil Herren hellere have end okser, hellere end tyre med horn og klove. | 32 det er mer for Herren end okser end tyre med horn og klove! | 32 Dette skal behage Herren mer enn okse eller ungstut, med horn og klover. |
| 33 Når de ydmyge ser det, skal de glæde sig, I, der søger Gud, skal få nyt mod. | 33 Når de ydmyge ser det, glæder de sig; i, som søger Gud, eders hjerte oplives! | 33 De ydmyke skal se det og glede seg. Og dere som søker Gud, deres hjerter skal leve. |
| 34 For Herren hører på de fattige, han ringeagter ikke sine fangne. | 34 Thi Herren låner de fattige øre, han agter ej fangne venner ringe. | 34 For Herren hører de fattige, og Han forakter ikke de fanger som hører Ham til. |
| 35 Himmel og jord skal lovprise ham, havene og alt, hvad der rører sig i dem. | 35 Himmel og jord skal prise ham, havet og alt, hvad der rører sig der; | 35 La himmel og jord prise Ham, de store hav og alt som rører seg i dem. |
| 36 For Gud frelser Zion og opbygger Judas byer, så de kan bo der og få landet i eje. | 36 thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas byer; der skal de bo og tage det i eje; | 36 For Gud vil frelse Sion og bygge byene i Juda, så de kan bo der og ta det i eie. |
| 37 Det skal gå i arv til hans tjeneres børn, de, der elsker hans navn, skal bo i det. | 37 hans tjeneres afkom skal arve det, de, der elsker hans navn, skal bo deri. | 37 Også etterkommerne av Hans tjenere skal arve det, og de som elsker Hans navn, skal bo i det. |