Salmernes bog 18 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 2 For Korlederen. Af Herrens tjener. Af David. Han sang denne sang til Herren, dengang Herren havde reddet ham fra alle hans fjender og fra Sauls hånd. Han sagde: Jeg elsker dig, Herre, min styrke; | 2 Herre, jeg har dig! Hjerteligt kær, min styrke! | 2 Til sangmesteren. Av David, Herrens tjener, som brukte ordene i denne sangen da han talte til Herren, den dagen Herren utfridde ham fra alle hans fienders hånd og fra Sauls hånd. Og han sa: Jeg elsker Deg, Herre, min styrke. |
| 3 Herren er min klippe, min borg, min befrier, min Gud, mit-bjerg, hvor jeg søger tilflugt, mit skjold, min frelses horn og min fæstning. | 3 Herre, min klippe, min borg. Min befrier, min Gud, mit bjerg, hvortil jeg tyr, mit skjold, mit Frelseshorn, mit værn! | 3 Herren er min klippe, min festning og min redningsmann, min Gud, min klippe, Den jeg tar min tilflukt til, mitt skjold og min frelses horn, min borg. |
| 4 Jeg råber til Herren, den lovpriste, og bliver frelst fra mine fjender. | 4 Jeg påkalder Herren, den højlovede, og Frelses fra mine fjender. | 4 Jeg vil påkalle Herren, som er lovprisning verdig, så skal jeg bli frelst fra mine fiender. |
| 5 Dødens bånd omgav mig, undergangens floder slog mig med rædsel. | 5 Dødens reb omsluttede mig, ødelæggelsens strømme forfærdede mig, | 5 Jeg ble omsluttet av dødens bånd, og ugudelighetens strømmer skremte meg. |
| 6 Dødsrigets bånd snørede sig om mig, dødens snarer truede mig. | 6 dødsrigets reb omspændte mig, dødens snarer faldt over mig; | 6 Dødsrikets bånd omsluttet meg. Jeg ble truet av dødens snarer. |
| 7 I min nød råbte jeg til Herren, råbte til min Gud om hjælp. Han hørte mig fra sit tempel, mit råb nåede hans ører. | 7 i min vånde påkaldte jeg Herren og råbte til min Gud. Han hørte min røst fra sin helligdom, mit råb fandt ind til hans ører! | 7 I min trengsel kalte jeg på Herren og ropte til min Gud. Fra Sitt tempel hørte Han min røst, og mitt rop kom for Ham, like til Hans ører. |
| 8 Da rystede og skælvede jorden,-bjergenes grundvolde rokkede, de rystedes, fordi han var vred. | 8 Da rystede jorden og skjalv, bjergenes grundvolde bæved og rysted, thi hans vrede blussede op. | 8 Da ristet jorden og skalv. Også fjellenes grunnvoller skaket og ble rystet, for Han var vred. |
| 9 Røg stod ud af hans næse, fortærende ild af hans mund, gløder flammede op fra ham, | 9 Røg for ud af hans næse, fortærende ild af hans mund, gløder gnistrede fra ham. | 9 Røk steg opp fra Hans nese, og fortærende ild fra Hans munn. Kull ble satt i brann av den. |
| 10 Han sænkede himlen og steg ned med mørke skyer under sine fødder | 10 Han sænkede himlen, steg ned med skymulm under sine fødder; | 10 Han senket også himlene og kom ned med mørke under Sine føtter. |
| 11 Han red på keruber og fløj, for frem på vindens vinger. | 11 båret af keruber fløj han, svæved på vindens vinger; | 11 Han red på en kjerub og fløy. Han svevde på vindens vinger. |
| 12 Han skjulte sig i mørket omkring ham, han dækkede sig i regnsorte skymasser. | 12 han omgav sig med mulm som en bolig, mørke vandmasser, vandfyldte skyer. | 12 Han gjorde mørket til sitt skjul. Tronhimmelen rundt Ham var mørke vann og himmelens mørke skyer. |
| 13 Fra lysskæret foran ham kom skyer frem med hagl og glødende kul. | 13 Fra glansen foran ham for der hagl og ildgløder gennem hans skyer. | 13 Fra stråleglansen foran Ham brøt Hans mørke skyer fram med hagl og glødende kull. |
| 14 Herren tordnede i himlen, den Højeste løftede sin røst med hagl og glødende kul. | 14 Herren tordnede fra himlen, den højeste lod høre sin røst, hagl og ildgløder. | 14 I himmelen tordnet Herren, og Den Høyeste hevet sin røst, hagl og glødende kull. |
| 15 Han sendte sine pile ud og spredte fjenderne, han forfærdede dem med sine mange lyn. | 15 Han udslyngede pile, adsplittede dem, lyn i mængde og skræmmede dem. | 15 Han sendte Sine piler og spredte dem, lyn på lyn, og Han forvirret dem. |
| 16 Havets bund kom til syne, og jordens grundvolde blottedes ved din trussel, Herre, ved din fnysende vrede. | 16 Vandenes bund kom til syne, jordens grundvolde blottedes ved din trusel, herre, for din vredes pust. | 16 Så kom havets kanaler til syne, verdens grunnvoller ble avdekket ved Din trussel, Herre, ved pusten som blåste fra Din nese. |
| 17 Han rakte ud fra det høje og greb mig, han trak mig op af de vældige vande. | 17 Han udrakte hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige vande, | 17 Han sendte bud fra det høye, Han grep meg, Han drog meg ut av mange vann. |
| 18 Han reddede mig fra min mægtige fjende, fra dem, som hader mig, de var mig for stærke. | 18 frelste mig fra mine mægtige fjender, fra mine avindsmænd; de var mig for stærke. | 18 Han fridde meg ut fra min sterke fiende, fra dem som hatet meg, for de var for sterke for meg. |
| 19 De truede mig på min ulykkes dag, men Herren var min støtte. | 19 På min ulykkes dag faldt de over mig, men Herren blev mig til værn. | 19 De truet meg på min ulykkes dag, men Herren var min støtte. |
| 20 Han førte mig ud i det åbne land, han befriede mig, for han holder af mig. | 20 Han førte mig ud i åbent land, han frelste mig, thi han havde behag i mig. | 20 Han førte meg også ut i åpent land. Han fridde meg ut fordi Han hadde velbehag i meg. |
| 21 Herren lønnede mig for min retfærdighed, han gengældte mig mine hænders renhed. | 21 Herren gengældte mig efter min retfærd, lønned mig efter mine hænders uskyld; | 21 Herren lønnet meg etter min rettferdighet. Etter mine henders renhet har Han gjengjeldt meg. |
| 22 For jeg har fulgt Herrens veje og ikke forbrudt mig mod min Gud. | 22 thi jeg holdt mig til Herrens veje, svigted i gudløshed ikke min Gud | 22 For jeg har holdt fast på Herrens veier, og har ikke veket bort fra min Gud i ondskap. |
| 23 Alle hans bud har jeg for øje, hans love har jeg ikke tilsidesat. | 23 hans bud stod mig alle for øje, hans lov skød jeg ikke fra mig. | 23 For alle Hans dommer stod for meg, og jeg kastet ikke Hans lover bort fra meg. |
| 24 Jeg er retskaffen i hans øjne, og jeg tager mig i agt for synd. | 24 Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for brøde. | 24 Jeg var ulastelig for Ham, og jeg holdt meg borte fra min misgjerning. |
| 25 Herren gengældte mig min retfærdighed, mine hænders renhed har han for øje. | 25 Herren lønned mig efter min retfærd, mine hænders uskyld, som stod ham for øje! | 25 Derfor har Herren gitt meg igjen etter min rettferdighet, etter mine henders renhet for Hans øyne. |
| 26 Du er trofast mod den trofaste, retsindig mod den retsindige mand. | 26 Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige, | 26 Mot den barmhjertige viser Du Deg barmhjertig. Mot en rettskaffen mann viser Du Deg rettskaffen. |
| 27 Du er oprigtig mod den oprigtige, men over for den falske forstiller du dig | 27 du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde. | 27 Mot den rene viser Du Deg ren. Og mot den falske viser Du Deg vrang. |
| 28 Du frelser de hjælpeløse, du ydmyger de hovmodiges blik. | 28 De arme giver du frelse, hovmodiges øjne skam! | 28 For et ydmykt folk frelser Du, men stolte blikk støter Du ned. |
| 29 Du lader min lampe lyse, Herre, min Gud spreder lys i mit mørke. | 29 Ja, min lampe lader du lyse, herre, min Gud opklarer mit mørke. | 29 For Du lar min lampe lyse. Herren, min Gud tenner lyset i mitt mørke. |
| 30 Ved din hjælp stormer jeg volde, ved min Guds hjælp springer jeg over mure. | 30 Thi ved din hjælp søndrer jeg mure, ved min Guds hjælp springer jeg over volde. | 30 For med Deg kan jeg løpe ut mot en krigshær, med min Gud kan jeg hoppe over en mur. |
| 31 Guds vej er fuldkommen, Herrens ord er lutret, han er skjold for alle, der søger tilflugt hos ham. | 31 Fuldkommen er Guds vej, lutret er Herrens ord. Han er et skjold for alle, der sætter deres lid til ham. | 31 Gud, Hans vei er fullkommen. Herrens ord er bevist å være rent. Han er et skjold for alle som tar sin tilflukt til Ham. |
| 32 Hvem er Gud om ikke Herren? Hvem er klippe om ikke vor Gud? 33+ Gud er den, der væbner mig med styrke og gør min vej fuldkommen. | 32 Ja, hvem er Gud uden Herren, hvem er en klippe uden vor Gud, | 32 For hvem er Gud, foruten Herren? Og hvem er en klippe, foruten vår Gud? |
| 33 Han gør min fod let som hindens og giver mig fodfæste på højderne. | 33 den Gud, der omgjorded mig med kraft, jævnede vejen for mig, | 33 Det er Gud som spenner Sin styrke om meg og gjør min vei fullkommen, |
| 34 Han gør min fod let som hindens og giver mig fodfæste på højderne. | 34 gjorde mine fødder som hindens og gav mig fodfæste på højene, | 34 når Han gjør mine føtter lik hjortens og setter meg på mine høyder, |
| 35 Han opøver mine hænder til krig og mine arme til at spænde kobberbuen. | 35 oplærte min hånd til krig, så mine arme spændte kobberbuen! | 35 når Han lærer mine hender opp til strid, så en bue av bronse spennes av mine armer. |
| 36 Du giver mig din frelse som skjold, din højre hånd støtter mig, din hjælp giver mig styrke. | 36 Du gav mig din Frelses skjold, din højre støttede mig, din nedladelse gjorde mig stor; | 36 Du har gitt meg Din frelses skjold. Din høyre hånd har holdt meg oppe, Din ydmykhet har gjort meg stor. |
| 37 Du skaffer plads for mine skridt, og mine ankler giver ikke efter. | 37 du skaffede plads for mine skridt, mine ankler vaklede ikke. | 37 Du gav rom for mine skritt, så ikke mine ankler sviktet. |
| 38 Jeg sætter efter mine fjender og når dem, jeg vender ikke om, før de er tilintetgjort. | 38 Jeg jog mine fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet, | 38 Jeg har forfulgt mine fiender og innhentet dem. Jeg vendte ikke tilbake før de var utslettet. |
| 39 Jeg knuser dem, så de ikke kan rejse sig, de ligger faldne under mine fødder. | 39 slog dem ned, så de ej kunne rejse sig, men lå faldne under min fod. | 39 Jeg har såret dem, så de ikke klarte å reise seg. De har falt under mine føtter. |
| 40 Du væbner mig med styrke til krig, du tvinger mine modstandere i knæ. | 40 Du omgjorded mig med kraft til kampen, mine modstandere tvang du i knæ for mig; | 40 For Du har spent Din styrke om meg til slaget. Du har tvunget mine motstandere i kne. |
| 41 Mine fjender slår du på flugt, og jeg gør det af med mine modstandere. | 41 du slog mine fjender på flugt, mine avindsmænd rydded jeg af vejen. | 41 Du har også vist meg nakken på mine fiender, slik at jeg ødela dem som hatet meg. |
| 42 De råber om hjælp, men ingen hjælper, de råber til Herren, men han svarer dem ikke. | 42 De råbte, men ingen hjalp, til Herren, han svared dem ikke. | 42 De skrek, men det var ingen til å frelse; til Herren skrek de, men Han svarte dem ikke. |
| 43 Jeg knuser dem til støv for vinden, jeg kaster dem ud som gadeskarn. | 43 Jeg knuste dem som støv for vinden, fejed dem bort som gadeskarn. | 43 Så knuste jeg dem som fint støv for vinden. Jeg tømte dem ut som søle på gatene. |
| 44 Du redder mig, når folkene strides, du gør mig til folkeslagenes hersker, et folk, jeg ikke kender, skal tjene mig. | 44 Du friede mig af folkekampe, du satte mig til folkeslags høvding; nu tjener mig ukendte folk; | 44 Du har fridd meg ut fra folkets stridigheter. Du har satt meg til hode for folkeslagene. Et folk jeg ikke har kjent, skal tjene meg. |
| 45 Ved rygtet om mig må de adlyde, fremmede skal krybe for mig, | 45 hører de om mig, lyder de mig, udlandets sønner kryber for mig; | 45 Så snart de hører om meg, lyder de meg. Fremmede kryper for meg. |
| 46 de fremmede giver op og kommer skælvende frem fra deres skjul. | 46 udlandets sønner vansmægter, slæber sig frem af deres skjul. | 46 De fremmede visner bort og kommer forskremte fram fra sine skanser. |
| 47 Herren lever! Lovet være min klippe! Min frelses Gud er ophøjet. | 47 Herren lever, højlovet min klippe, ophøjet være min Frelses Gud, | 47 Herren lever! Lovet være min Klippe! Opphøyet være min frelses Gud! |
| 48 Gud er den, der giver mig hævn og lægger folkene under mig; | 48 den Gud, som giver mig hævn, tvinger folkeslag under min fod | 48 Det er Gud som gir meg hevn og med Sitt ord legger folkene under meg. |
| 49 du udfrier mig fra mine fjender, ja, du løfter mig op fra mine modstandere og redder mig fra voldsmænd. | 49 og frier mig fra mine vrede fjender! Du ophøjer mig over mine modstandere, fra voldsmænd Frelser du mig. | 49 Han frir meg ut fra mine fiender. Du opphøyer meg også over dem som reiser seg mot meg. Fra den voldelige mann har Du fridd meg ut. |
| 50 Derfor vil jeg prise dig blandt folkene, Herre, jeg vil lovsynge dit navn. | 50 Herre, derfor priser jeg dig blandt folkene og lovsynger dit navn, | 50 Derfor vil jeg prise Deg blant hedningefolkene, Herre, og lovsynge Ditt navn. |
| 51 Han giver sin konge store sejre og viser troskab mod sin salvede, mod David og hans slægt til evig tid. | 51 du, som kraftig hjælper din konge og viser din salvede miskundhed, David og hans æt evindelig. | 51 Stor frelse gir Han Sin konge, og viser miskunn mot Sin salvede, mot David og hans ætt til evig tid. |