Salmernes bog 139 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 For Korlederen. Salme Af David. Herre, du ransager mig og kender mig. | 1 Herre, du ransager mig og kender mig! | 1 Til sangmesteren. En salme av David. Herre, Du har ransaket meg og kjenner meg. |
| 2 Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; | 2 Du ved, når jeg står op, du fatter min tanke i frastand, | 2 Hvor jeg enn sitter eller står, så vet Du det. Langt borte fra kjenner Du min tanke. |
| 3 du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. | 3 du har rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine veje kender du grant. | 3 Min sti og mitt leie blir gransket av Deg, Du kjenner nøye alle mine veier. |
| 4 Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; | 4 Thi før ordet er til på min tunge, se, da ved du det, herre, til fulde. | 4 Ikke et ord er på min tunge, se, Herre, uten at Du kjenner det helt og fullt allerede. |
| 5 bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig. | 5 Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din hånd på mig. | 5 Bakfra og forfra omgir Du meg, og Du har lagt Din hånd på meg. |
| 6 Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det. | 6 At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke! | 6 Å forstå dette er for underfullt for meg, det er for høyt, jeg kan ikke fatte det. |
| 7 Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? | 7 Hvorhen skal jeg gå for din ånd, og hvor skal jeg fly for dit åsyn? | 7 Hvor kan jeg gå bort fra Din Ånd? Eller hvor kan jeg flykte fra Ditt åsyn? |
| 8 Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. | 8 Farer jeg op til himlen, da er du der, reder jeg leje i dødsriget, så er du der; | 8 For jeg opp til himmelen, er Du der. Redde jeg leie i dødsriket, se, da er Du der. |
| 9 Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, | 9 tager jeg morgenrødens vinger, fæster jeg bo, hvor havet ender, | 9 Spenner jeg morgenrødens vinger, setter jeg bo ved havets ytterste grense, |
| 10 så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast. | 10 da vil din hånd også lede mig der, din højre holde mig fast! | 10 selv der skal Din hånd lede meg, og Din høyre hånd skal holde meg fast. |
| 11 Siger jeg: »Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig«, | 11 Og siger jeg: »mørket skal skjule mig, lyset blive nat omkring mig!« | 11 Om jeg skulle si: "Sannelig, mørket skal falle over meg," så skal likevel natten være lys rundt meg. |
| 12 så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset. | 12 så er mørket ej mørkt for dig, og natten er klar som dagen, mørket er som lyset. | 12 Sannelig, selv mørket er ikke mørkt for Deg, men natten lyser som dagen. Mørke eller lys gjør ingen forskjell. |
| 13 Det var dig, der dannede mine nyrer, du flettede mig sammen i min mors liv. | 13 Thi du har dannet mine nyrer, vævet mig i moders liv. | 13 For det er Du som hadde mine nyrer i eie. Du vevde meg sammen i min mors liv. |
| 14 Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt, underfulde er dine gerninger, jeg ved det fuldt ud! | 14 Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine gerninger, det kender min sjæl til fulde. | 14 Jeg vil prise Deg, for ved fryktinngytende gjerninger er jeg blitt et underverk. Underfulle er Dine gjerninger, og min sjel vet det så vel. |
| 15 Mine knogler var ikke skjult for dig, da jeg blev formet i det skjulte, blev vævet i jordens dyb. | 15 Mine ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i løndom, virket i jordens dyb; | 15 Mine bein var ikke gjemt for Deg, da jeg ble dannet i det skjulte og kunstferdig knyttet sammen i mors liv. |
| 16 Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje; alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet, før en eneste af dem var kommet. | 16 som foster så dine øjne mig, i din bog var de alle skrevet, dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet. | 16 Som foster så Dine øyne meg. Og i Din bok var de alle skrevet ned, de dager som var fastlagt for meg, før en eneste av dem var kommet. |
| 17 Hvor er dine tanker dyrebare for mig, hvor stor er dog summen af dem, Gud! | 17 Hvor kostelige er dine tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres sum! | 17 Hvor uutgrunnelige Dine tanker er for meg, å, Gud! Hvor veldig er summen av dem! |
| 18 Tæller jeg dem, er de flere end sandet, bliver jeg færdig, er jeg stadig hos dig. | 18 Tæller jeg dem, er de flere end sandet, jeg vågner - og end Er jeg hos dig. | 18 Skulle jeg telle dem, er de mer tallrike enn sand. Når jeg våkner, er jeg fortsatt hos Deg. |
| 19 Gid du ville dræbe forbryderne, Gud! Vig fra mig, I mordere! | 19 Ville du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte blodets mænd vige fra mig, | 19 Å, Gud, om Du ville slå ned den ugudelige! Dere blodtørstige menn, gå bort fra meg! |
| 20 De spinder rænker mod dig, de farer med løgn mod dig. | 20 de, som taler om dig på skrømt og sværger falsk ved dit navn. | 20 De taler ondskapsfullt mot Deg. Dine fiender misbruker Ditt navn. |
| 21 Hader jeg ikke dem, der hader dig, Herre? Væmmes jeg ikke ved dem, der rejser sig mod dig? | 21 Jeg hader jo dem, der hader dig, herre, og væmmes ved dem, der står dig imod; | 21 Å, Herre, hater jeg ikke dem som hater Deg? Har jeg ikke avsky for dem som reiser seg mot Deg? |
| 22 Grænseløst er mit had til dem, de er blevet mine fjender. | 22 med fuldt had bader jeg dem, de er også mine fjender. | 22 Jeg hater dem med et fullstendig hat. De er blitt mine fiender. |
| 23 Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, | 23 Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig og kend mine tanker! | 23 Ransak meg, Gud, og kjenn mitt hjerte! Prøv meg, og kjenn mine tanker! |
| 24 se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evigheds vej! | 24 Se, om jeg er på smertens vej, og led mig på evigheds vej! | 24 Se om fortapelsens vei har inntatt meg, og led meg på evighetens vei! |