Prædikerens bog 3 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. | 1 Alt har sin stund og hver en ting under himmelen sin tid: | 1 Alt har sin tid, det er en tid for alt som skjer under himmelen: |
| 2 En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde. | 2 Tid til at fødes og tid til at dø, tid til at plante og tid til at rydde, | 2 En tid til å bli født, og en tid til å dø, en tid til å plante, og en tid til å rykke opp, |
| 3 En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede. En tid til at rive ned, en tid til at bygge op. | 3 tid til at dræbe og tid til at læge, tid til at nedrive og tid til at opbygge, | 3 en tid til å drepe, og en tid til å lege, en tid til å rive ned, og en tid til å bygge opp, |
| 4 En tid til at græde, en tid til at le. En tid til at holde klage, en tid til at danse. | 4 tid til at græde og tid til at le, tid til at sørge og tid til at danse, | 4 en tid til å gråte, og en tid til å le, en tid til å sørge, og en tid til å danse, |
| 5 En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten. En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne. | 5 tid til at kaste sten, og tid til at sanke sten, tid til at favne og tid til ikke at favne, | 5 en tid til å kaste bort steiner, og en tid til å samle steiner, en tid til å omfavne, og en tid til å avslå å omfavne, |
| 6 En tid til at opsøge, en tid til at miste. En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort. | 6 tid til at søge og tid til at miste, tid til at gemme og tid til at bortkaste, | 6 en tid til å lete, og en tid til å miste, en tid til å bevare, og en tid til å kaste bort, |
| 7 En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen. En tid til at tie, en tid til at tale. | 7 tid til at flænge og tid til at sy, tid til at tie og tid til at tale, | 7 en tid til å rive i stykker, og en tid til å bøte, en tid til å tie, og en tid til å tale, |
| 8 En tid til at elske, en tid til at hade. En tid til krig, en tid til fred. | 8 tid til at elske og tid til at hade, tid til krig og tid til fred. | 8 en tid til å elske, og en tid til å hate, en tid til krig, og en tid til fred. |
| 9 Hvad udbytte af sit slid har den, der foretager sig noget? | 9 Hvad løn for sin flid har da den, der arbejder? | 9 Hvilken vinning har den som arbeider, av sitt strev? |
| 10 Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med: | 10 jeg så det slid, som Gud har givet menneskens børn at slide med. | 10 Jeg har sett hvilken plage Gud gir menneskenes barn så de skulle streve. |
| 11 Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør. | 11 Alt har han skabt smukt til rette tid; også evigheden har han lagt i deres hjerte, dog således at menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket. | 11 Alt har Han gjort vakkert i sin tid. Også evigheten har Han lagt ned i deres hjerte. Likevel er det slik at mennesket ikke kan finne ut av den gjerningen Gud gjør fra begynnelsen til enden. |
| 12 Jeg erkendte, at intet er bedre for dem end at være glade og finde lykke i livet. | 12 Jeg skønnede, at der ikke gives noget andet gode for dem end at glæde sig og have det godt, sålænge de lever. | 12 Jeg erkjenner at ingenting er godt for dem, foruten dette at enhver gleder seg og gjør det gode gjennom sitt liv, |
| 13 Men at menneskene kan spise og drikke og nyde frugten af deres slid, det er en gave fra Gud. | 13 Dog også det at spise og drikke og nyde det gode under al sin flid er for hvert menneske en Guds gave. | 13 og at hvert menneske spiser og drikker og får se det gode som kommer ut av alt sitt strev. Det er også en gave fra Gud. |
| 14 Jeg erkendte, at alt, hvad Gud gør, forbliver, hvad det er; der kan ikke føjes noget til, og der kan ikke trækkes noget fra! Sådan har Gud gjort, for at man skal frygte ham. | 14 Jeg skønnede, at alt, hvad Gud virker, bliver evindelig, uden at noget kan føjes til eller tages fra; og således har Gud gjort det, for at man skal frygte for hans åsyn. | 14 Jeg erkjenner at uansett hva Gud gjør, så skal det forbli til evig tid. Ingenting kan legges til det, og ingenting kan trekkes fra det. Gud gjør det for at de skal frykte framfor Hans åsyn. |
| 15 Det, der var, er der allerede igen; det, der kommer, har allerede været. Gud opsøger det, der svandt bort. | 15 Hvad der sker, var allerede, og hvad der skal ske, har allerede været; Gud leder det svundne op. | 15 Det som allerede har vært, er det som er nå, og det som skal bli, har allerede vært. Gud oppsøker det som hører fortiden til. |
| 16 Dette har jeg også set under solen: På rettens plads sidder uretten, på retfærdighedens plads sidder uretten. | 16 Fremdeles så jeg under solen, at gudløshed var på rettens sted og gudløshed på retfærds sted. | 16 Videre så jeg under solen: På rettens sted, der var det ugudelighet, og på rettferdighetens sted, der var det også ugudelighet. |
| 17 Jeg tænkte: Både den retfærdige og den uretfærdige dømmes af Gud. For alt, hvad der sker, og for alt, hvad man gør, er der en tid. | 17 Jeg sagde ved mig selv: »Den retfærdige og den gudløse dømmer Gud; thi for hver en ting og hver en idræt har han fastsat en tid. | 17 Da sa jeg i mitt hjerte: Både den rettferdige og den skyldige skal Gud dømme, for det er en tid for alt som skjer og for hver gjerning. |
| 18 Jeg tænkte: Gud har udskilt menneskene, for at de skal indse, at de ikke er andet end dyr. | 18 Jeg sagde ved mig selv: »Det er for menneskenes skyld, for at Gud kan prøve dem, og for at de selv kan se, at de er dyr:« | 18 Jeg sa i mitt hjerte: Når det gjelder menneskenes barn, så prøver Gud dem, så de kan se at de i seg selv er som dyr. |
| 19 For menneskenes skæbne og dyrenes skæbne er én og samme skæbne: Som den ene dør, sådan dør den anden; de har samme livsånde. Menneskene har ikke noget frem for dyrene. Alt er tomhed! | 19 Thi menneskers og dyrs skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme ånd har de alle; mennesket har intet forud for dyrene, thi alt er tomhed. | 19 For den lagnaden som menneskenes barn får, og den lagnaden som dyrene får, er en og samme lagnad for dem alle: Slik den ene dør, slik dør også den andre. Sannelig, de har alle en livsånde. Mennesket har ingen forrang framfor dyret, for alt er tomhet. |
| 20 Alle går samme sted hen; alle er blevet til af jord, alle bliver til jord igen. | 20 Alle går sammesteds hen, alle blev til af muld, og alle vender tilbage til mulden. | 20 Alle farer til ett sted; alle er kommet fra støvet, og alle vender tilbake til støvet. |
| 21 Ingen kan vide, om menneskenes livsånde stiger op, og om dyrenes livsånde stiger ned i jorden. | 21 Hvo ved, om menneskenes ånd stiger opad, og om dyrenes ånd farer nedad til jorden? | 21 Hvem kjenner menneskenes barns ånd, som stiger oppover, og ånden til dyret, som farer ned til jorden? |
| 22 Jeg så, at intet er bedre for mennesket end at glæde sig i alt, hvad det gør; det er dets løn. For ingen kan sætte det i stand til at se, hvad der sker i fremtiden. | 22 Således indså jeg, at intet er bedre for mennesket end at glæde sig ved sin gerning, thi det er hans del; thi hvo kan bringe ham så vidt, at han kan se, hvad der kommer efter hans død? | 22 Da innså jeg at ingenting er bedre for et menneske enn at han gleder seg ved sine egne gjerninger, for det er hans arvedel. For hvem lar ham få se det som skal hende etter ham? |