Nehemias bog 9 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Den fireogtyvende dag i denne måned samledes israelitterne under faste, klædt i sæk og med jord strøet på hovedet. | 1 Men på den fire og tyvende dag i samme måned samledes israeliterne under faste og i sørgedragt med jord på hovedet; | 1 På den tjuefjerde dagen i denne måneden samlet Israels barn seg for å holde faste, kledd i sekk og med jord strødd over seg. |
| 2 Israels slægt skilte sig ud fra alle de fremmede, og de trådte frem og bekendte deres synder og deres fædres skyld. | 2 og de, der var af Israels slægt, skilte sig ud fra alle fremmede og trådte frem og bekendte deres synder og deres fædres misgerninger. | 2 De som var av Israels ætt, skilte seg ut fra alle som hørte til fremmede folk. De stod fram og bekjente sine synder og sine fedres misgjerninger. |
| 3 De rejste sig op, og der blev læst op af Herren deres Guds lov bog en fjerdedel af dagen, og i en anden fjerdedel aflagde de bekendelse og tilbad Herren deres Gud. | 3 Så rejste de sig på deres plads, og der blev læst op af bogen med Herren deres Guds lov i en fjerdedel af dagen, og i en anden fjerdedel bekendte de deres synder og tilbad Herren deres Gud. | 3 Så ble de stående der de hadde sin plass, og de leste i Herren deres Guds Lovbok en fjerdedel av dagen. Den neste fjerdedelen bekjente de og tilbad Herren deres Gud. |
| 4 Og Jeshua, Bani, Kadmiel, Shebanja, Bunni, Sherebja, Bani og Kenani gik op på levitternes forhøjning og råbte med høj røst til Herren deres Gud. | 4 Og Jesua, Bani, Kadmiel, Sjebanja, Bunni, Sjerebja, Bani og Kenani trådte op på leviternes forhøjning og råbte med høj røst til Herren deres Gud; | 4 Josva, Bani, Kadmiel, Sjebanja, Bunni, Sjerebja, Bani og Kenani gikk så opp på plattformen til levittene og ropte med høy røst til Herren deres Gud. |
| 5 Og levitterne Jeshua, Kadmiel, Bani, Hashabneja,Sherebja, Hodija, Shebanja og Petakja sagde: "Rejs jer, pris Herren jeres Gud fra evighed til evighed!" Lovet være dit herlige navn, der er ophøjet over al lov og pris. | 5 og leviterne Jesua, Kadmiel, Bani, Hasjabneja, Sjerebja, Hodija, Sjebanja og Petaja sagde: »Stå op og lov Herren eders Gud fra evighed til evighed!« Da lovede de hans herlige navn, som er ophøjet over al lov og pris. | 5 Levittene Josva, Kadmiel, Bani, Hasjabneja, Sjerebja, Hodia, Sjebanja og Petakja sa: "Stå opp og lov Herren deres Gud fra evighet til evighet! Lovet være Ditt herlige navn, det som er opphøyet over all lov og pris! |
| 6 Du, Herre, er den eneste. Du skabte himlen, himlenes himmel med hele dens hær, jorden med alt, hvad den rummer, havene med alt, hvad de rummer. Du giver dem alle livet, og himlens hær tilbeder dig. | 6 Derpå sagde Ezra: »Du, herre, er den eneste; du har skabt himmelen, himlenes himle med al deres hær, jorden med alt, hvad der er på den, havene med alt, hvad der er i dem; du giver dem alle liv, og himmelens hær tilbeder dig. | 6 Du alene er Herren. Du har dannet himmelen, himlenes himmel med hele sin hær, jorden og alt som er på den, havene og alt som er i dem, og Du bevarer det alt i live. Himmelens hær tilber Deg. |
| 7 Du er Gud Herren, som udvalgte Abram og førte ham ud fra Ur i Kaldæa, du gav ham navnet Abraham. | 7 Du er Gud Herren, der udvalgte Abram og førte ham bort fra Ur-kasdim og gav ham navnet Abraham; | 7 Du er Herren Gud, som utvalgte Abram og førte ham ut av kaldeernes Ur og gav ham navnet Abraham. |
| 8 Du fandt hans hjerte trofast mod dig, og du sluttede pagten med ham om at give kana'anæernes land, hittitternes, amoritternes, perizzitternes, jebusitternes og girgashitternes land, om at give det til hans efterkommere; og du holdt dit løfte, for du er retfærdig. | 8 og du fandt hans hjerte fast i troen for dit åsyn og sluttede pagt med ham om at give hans afkom kana'anæernes,hetiternes, amoriternes, perizziternes, jebusiternes og girgasjiternes land; og du holdt dit ord; thi du er retfærdig. | 8 Du fant hans hjerte trofast framfor Ditt åsyn, og Du sluttet en pakt med ham for at Du skulle gi ham kanaaneernes, hetittenes, amorittenes, perisittenes, jebusittenes og girgasjittenes land. Du skulle gi det til hans ætt. Du har stadfestet Dine ord, for Du er rettferdig. |
| 9 Du så vore fædres lidelse i Egypten, du hørte deres skrig ved Sivhavet. | 9 Og da du så vore fædres nød i Ægypten og hørte deres råb ved det Røde Hav, | 9 Du så hvordan våre fedre ble fornedret i Egypt, og Du hørte deres rop ved Rødehavet. |
| 10 Du gjorde tegn og undere mod Farao, mod alle hans trælle og hele folket i hans land, for du vidste, at de handlede mod dem i overmod, og du skabte dig et navn, som du har den dag i dag. | 10 udførte du tegn og undere på Farao og alle hans tjenere og alt folket i hans land, fordi du vidste, at de havde handlet overmodigt med dem. Og således skabte du dig et navn, som du har den dag i dag. | 10 Du viste tegn og undere mot Farao, mot alle hans tjenere og mot hele folket i hans land. For Du kjente til at de for hovmodig fram mot dem. Du gjorde Deg et navn, slik det er i dag. |
| 11 Du kløvede havet foran dem, så de gik tørskoet gennem havet; men deres forfølgere kastede du i dybet som en sten i de vældige vande. | 11 Du kløvede havet for deres øjne, så de vandrede midt igennem havet på tør bund, og dem, der forfulgte dem, styrtede du i dybet som sten i vældige vande. | 11 Du kløvde havet rett foran dem, så de gikk midt gjennom havet på tørr grunn. De som forfulgte dem, kastet Du i dypet, som stein ut i mektige vann. |
| 12 I en skysøjle førte du dem om dagen, og i en ildsøjle om natten for at oplyse vejen for dem, som de skulle vandre. | 12 I en skystøtte førte du dem om dagen og i en ildstøtte om natten, så den lyste for dem på vejen, de skulle vandre. | 12 Ved en skystøtte ledet Du dem om dagen, og ved en ildstøtte om natten, for å opplyse for dem den veien de skulle vandre. |
| 13 Du steg ned på Sinajs-bjerg og talte med dem fra himlen; du gav dem retfærdige retsregler, sande love, gode lovbud og befalinger. | 13 Du steg ned på Sinaj bjerg, du talede med dem fra himmelen og gav dem retfærdige lovbud og tilforladelige love, gode anordninger og bud. | 13 Til Sinai-berget steg Du ned, og Du talte med dem fra himmelen. Du gav dem rette domsordninger og sanne lover, gode forskrifter og bud. |
| 14 Du kundgjorde dem din hellige sabbat, du gav dem befalinger, lovbud og love ved din tjener Moses. | 14 Du kundgjorde dem din hellige sabbat og pålagde dem bud, anordninger og love ved din tjener Moses. | 14 Du gjorde Din hellige sabbat kjent for dem, og befalte dem bud, forskrifter og lov, ved Din tjener Moses. |
| 15 Du gav dem brød fra himlen til at stille deres sult; du lod vand strømme ud af klippen til at stille deres tørst. Du befalede dem at gå ind og tage det land i besiddelse, som du havde svoret at give dem. | 15 Du gav dem brød fra himmelen til at stille deres sult og lod vand springe ud af klippen til at slukke deres tørst. Og du bød dem drage hen og tage det land i besiddelse, som du med løftet hånd havde lovet dem. | 15 Du gav dem brød fra himmelen for å stille deres sult, og Du lot det komme vann fra klippen til dem for å slukke deres tørst. Du sa til dem at de skulle dra inn og innta landet, det som Du avla ed på at Du skulle gi dem. |
| 16 Men de, vore fædre, handlede selvrådigt , de gjorde nakken stiv og adlød ikke dine befalinger. | 16 Men vore fædre blev overmodige og halsstarrige og hørte ikke på dine bud; | 16 Men de og våre fedre gikk hovmodig fram, de gjorde nakkene stive og hørte ikke på Dine bud. |
| 17 De nægtede at adlyde, og de huskede ikke de undere, du havde gjort for dem; de gjorde nakken stiv og satte sig i hovedet at vende tilbage til trældommen i Egypten. Men du er en tilgivelsens Gud, nådig og barmhjertig, sen til vrede og rig på troskab, så du svigtede dem ikke. | 17 de vægrede sig ved at lyde og ihukom ikke dine undergerninger, som du havde gjort iblandt dem; de blev halsstarrige og satte sig i hovedet at vende tilbage til trældommen i Ægypten. Men du er forladelsens Gud, nådig og barmhjertig, langmodig og rig på miskundhed, og du svigtede dem ikke. | 17 De nektet å lyde, og de husket ikke Dine undergjerninger, som Du hadde gjort blant dem. Men de gjorde nakkene stive, og i sitt opprør utpekte de et overhode for å vende tilbake til sin trelldom. Men Du er Gud, rede til å tilgi, nådig og miskunnhet, sen til vrede og rik på barmhjertighet, og Du forlot dem ikke. |
| 18 De støbte sig endog et billede af en tyrekalv og sagde: "Her erdin Gud, som førte dig op fra Egypten!" De gjorde sig skyldige i grove forhånelser. | 18 Selv da de lavede sig et støbt billede af en kalv og sagde: der er din Gud, som førte dig ud af Ægypten! Og gjorde sig skyldige i svare gudsbespottelser, | 18 Men Du, selv da de laget seg en støpt kalv og sa: "Dette er din gud som førte deg opp fra Egypt", i stor gudsbespottelse, selv da |
| 19 Men i din store barmhjertighed svigtede du dem ikke i ørkenen; skysøjlen veg ikke fra dem, når den om dagen skulle føre dem på vejen, ildsøjlen ej heller om natten, når den skulle oplyse vejen for dem, som de skulle vandre. | 19 svigtede du dem i din store barmhjertighed ikke i ørkenen; skystøtten veg ikke fra dem om dagen, men ledede dem på vejen, ej heller ildstøtten om natten, men lyste for dem på vejen, de skulle vandre. | 19 forlot Du dem ikke i Din rike barmhjertighet i ørkenen. Skystøtten vek ikke fra dem om dagen, men den ledet dem på veien. Heller ikke vek ildstøtten fra dem om natten, men den opplyste for dem den veien de skulle vandre. |
| 20 Du gav dem din gode ånd for at give dem indsigt; du forholdt dem ikke din manna, du gav dem vand til at stille deres tørst. | 20 Du gav dem din gode ånd for at give dem indsigt og forholdt ikke deres mund din manna, og du gav dem vand til at slukke deres tørst. | 20 Du gav også Din gode Ånd for å lære dem, og Du holdt ikke tilbake Din manna fra deres munn. Du gav dem vann for å slukke deres tørst. |
| 21 I fyrre år sørgede du for dem, så de ikke led mangel i ørkenen; deres klæder blev ikke slidt i laser, og deres fødder svulmede ikke op. | 21 I fyrretyve år sørgede du for dem i ørkenen, så de ingen nød led; deres klæder sledes ikke op, og deres fødder hovnede ikke. | 21 I førti år holdt Du dem oppe i ørkenen. De manglet ingenting, deres klær ble ikke slitt ut, og deres føtter hovnet ikke opp. |
| 22 Du gav dem kongeriger og folkeslag, som du tildelte som grænseland; de erobrede Sihons land, Heshbons konges land, og landet, der tilhørte Og, Bashans konge. | 22 Du gav dem riger og folkeslag; som du uddelte stykke for stykke. De tog kong Sihon af Hesjbons land og kong og af basans land i besiddelse. | 22 Du gav dem også kongeriker og mange folk, og delte dem opp i områder. Så tok de i eie landet til Sihon, landet til Hesjbons konge og landet til Og, Basans konge. |
| 23 Du gjorde deres børn talrige som himlens stjerner, du førte dem til det land, du havde lovet deres fædre, at de skulle gå ind og tage i besiddelse. | 23 Du gjorde deres børn talrige som himmelens stjerner og førte dem ind i det land, du havde lovet deres fædre, at de skulle komme ind i og tage i besiddelse; | 23 Du lot også deres barn bli mange som stjernene på himmelen, og Du førte dem inn i det landet som Du hadde sagt at deres fedre skulle dra inn og ta i eie. |
| 24 Og børnene kom ind og tog landet i besiddelse; foran dem undertvang du landets indbyggere, kana'anæerne, og du gav dem i deres hånd, både deres konger og landets folk, så de kunne gøre med dem, hvad de ville. | 24 og børnene kom og tog landet i besiddelse, og du underlagde dem landets indbyggere, kana'anæerne, og gav dem i deres hånd, både deres konger og folkene i landet, så de kunne handle med dem, som de fandt for godt. | 24 Så kom da sønnene inn og tok landet i eie. Rett foran dem fornedret Du dem som bodde i landet, kanaaneerne, og Du overgav dem i deres hender, både kongene deres og folkene i landet, så de kunne gjøre med dem som de ville. |
| 25 De indtog befæstede byer og frugtbar jord, de tog huse i besiddelse, der var fulde af alt godt, cisterner, vingårde, olivenlunde og frugttræer i mængde. De spiste, blev mætte og fede, de svælgede i dine rige, gode gaver. | 25 De indtog befæstede byer og frugtbart land, og huse, fulde af alle slags goder, tog de i besiddelse og udhugne cisterner, vingårde, oliventræer og frugttræer i mængde; og de spiste sig mætte og blev fede og gjorde sig til gode med dine store rigdomme. | 25 De tok over sterke byer og et fruktbart land, og hus fulle av alle slags goder tok de i eie, brønner som var gravd ut, vingårder, olivenlunder og en overflod av frukttrær. Så spiste de, ble mette og vokste seg kraftige, og de frydet seg i Din store godhet. |
| 26 Men de blev trodsige og gjorde oprør mod dig og vendte ryggen til din lov. De dræbte dine profeter, som formanede dem til at omvende sig til dig. De gjorde sig skyldige i grove forhånelser. | 26 Men de var genstridige og satte sig op imod dig; de kastede din lov bag deres ryg, dræbte dine profeter, som talte dem alvorligt til for at lede dem tilbage til dig, og gjorde sig skyldige i svare gudsbespottelser. | 26 Likevel var de trassige og gjorde opprør mot Deg, og de kastet Din lov bak sin rygg og drepte Dine profeter, som vitnet for dem, så de skulle vende om til Deg. De gikk fram i stor gudsbespottelse. |
| 27 Da gav du dem i deres fjenders hånd, og de bragte trængsler over dem. I deres trængsler råbte de til dig; du hørte dem fra himlen, og i din store barmhjertighed gav du dem befriere, som frelste dem fra deres fjenders hånd. | 27 Da gav du dem i deres fjenders hånd, og de bragte trængsel over dem. Men når de da i deres trængsel råbte til dig, hørte du dem i himmelen og sendte dem i din store barmhjertighed befriere, som friede dem af deres fjenders hånd. | 27 Derfor overgav Du dem i hendene på deres fiender, som gav dem trengsel. Men i trengselens tid ropte de til Deg. Du hørte fra himmelen, og ved Din rike barmhjertighet gav Du dem befriere som frelste dem fra deres fienders hånd. |
| 28 Men så snart de fik fred, gjorde de på ny, hvad der var ondt i dine øjne. gav du dem i deres fjenders hånd, og de herskede over dem. De råbte igen til dig, og du hørte dem frahimlen og reddede dem gang på gang i din barmhjertighed. | 28 Men når de fik ro, handlede de atter ilde for dit åsyn. Da overlod du dem i deres fjenders hånd, og de undertvang dem. Men når de atter råbte til dig, hørte du dem i himmelen og udfriede dem i din barmhjertighed gang på gang. | 28 Men etter at de hadde fått ro, vendte de igjen om til det som var ondt for Ditt åsyn. Derfor overgav Du dem i hendene på deres fiender, så de fikk herredømme over dem. Men da de igjen vendte om og ropte til Deg, hørte Du fra himmelen, og Du utfridde dem ved Din barmhjertighet gang etter gang. |
| 29 Du formanede dem til at vende om til din lov, men de handlede selvrådigt og adlød ikke dine bud. De syndede mod dine retsregler, som mennesket lever ved, når det følger dem. I trods vendte de ryggen til, de gjorde nakken stiv og ville ikke høre. | 29 Du talede dem alvorligt til for at lede dem tilbage til din lov, men de var overmodige og ville ikke høre på dine bud, og de syndede mod dine lovbud, som dog holder det menneske i live, der gør efter dem; de vendte i genstridighed ryggen til og var halsstarrige og ville ikke lyde. | 29 Du vitnet for dem for å omvende dem til Din lov. Likevel gikk de fram i hovmod og hørte ikke på Dine bud, men syndet mot Dine dommer. For det mennesket som gjør dem, skal leve ved dem. De satte bare fram en trassig skulder, gjorde nakkene stive, og de ville ikke høre. |
| 30 Du bar over med dem i mange år, og du formanede dem ved din ånd gennem profeterne, og da de ikke ville lytte, gav du dem i fremmede folks hånd. | 30 I mange år var du langmodig imod dem og talede dem alvorligt til ved din ånd gennem dine profeter; men da de ikke ville høre, gav du dem til pris for hedningefolkene. | 30 Men Du hadde tålmodighet med dem i mange år, og Du vitnet for dem ved Din Ånd ved Dine profeter. Men de ville ikke vende øret til. Derfor overgav Du dem i hendene på folkene i de andre landene. |
| 31 Men i din store barmhjertighed gjorde du det ikke af med dem, og du svigtede dem ikke, for du er en nådig og barmhjertig Gud. | 31 Dog har du i din store barmhjertighed ikke helt tilintetgjort dem eller forladt dem, thi du er en nådig og barmhjertig Gud! | 31 Men i Din rike barmhjertighet utryddet Du dem ikke, og Du forlot dem ikke. For Du er Gud, nådig og barmhjertig! |
| 32 Og nu, vor Gud, du store Gud, du vældige og frygtindgydende, som bevarer pagten og troskaben: Lad det være nok med de trængsler, som har ramt os, vore konger og vore stormænd, vore præster og vore profeter, vore fædre og hele vort folk fra assyrerkongernes dage indtil i dag. | 32 Og nu, vor Gud, du store, vældige, frygtelige Gud, som holder fast ved pagten og miskundheden! Lad ikke alle de lidelser, der har ramt os, vore konger, øverster,præster, profeter, vore fædre og hele dit folk fra assyrerkongernes dage indtil i dag, synes ringe for dine øjne! | 32 Og nå, Du vår Gud, Gud den store, den mektige og den fryktinngytende, Du som holder pakten og viser miskunnhet, la det ikke være for lite framfor Ditt åsyn, alt det onde som har kommet over oss, over våre konger og våre ledere, våre prester og våre profeter, våre fedre og over hele Ditt folk, fra assyrerkongens tider og helt til i dag. |
| 33 Du er retfærdig i alt det, der har ramt os, for du har vist trofasthed, mens vi har handlet uretfærdigt. | 33 I alt, hvad der er kommet over os, står du retfærdig, thi du har vist dig trofast, men vi var ugudelige. | 33 Men Du er rettferdig i alt som er kommet over oss. For Du har vist trofasthet, men vi har bare levd i ugudelighet. |
| 34 Vore konger og vore stormænd, vore præster og vore fædre fulgte ikke din lov, de lyttede ikke til de bud og formaninger, du havde givet dem. | 34 Vore konger, øverster og præster og vore fædre handlede ikke efter din lov og lyttede ikke til dine bud og de vidnesbyrd, du lod dem blive til del. | 34 Verken våre konger eller våre ledere, våre prester eller våre fedre, har holdt Din lov. De har heller ikke hørt på Dine bud og på Dine vitnesbyrd, dem Du vitnet blant dem. |
| 35 Trods deres kongedømme, trods den store godhed, du havde vist dem, og trods det vidstrakte, frugtbare land, du havde givet dem, ville de ikke tjene dig og ikke vende om fra deres onde gerninger. | 35 Da de var i besiddelse af deres rige og de store rigdomme, du gav dem, og af det vidtstrakte, frugtbare land, du oplod for dem, tjente de dig ikke, og de omvendte sig ikke fra deres onde gerninger. | 35 For selv om de fikk bo i sitt eget kongerike, og de fikk nyte Din store godhet som Du gav dem, og selv om de fikk utfolde seg i dette store og fruktbare landet som Du gav rett framfor dem, så har de likevel ikke tjent Deg, og de vendte ikke om fra sine onde gjerninger. |
| 36 Derfor er vi i dag trælle! I landet, du gav vore fædre, for at de kunne nyde dets frugt og dets goder, i det land er vi nu trælle. | 36 se, derfor er vi nu trælle; i det land, du gav vore fædre, for at de skulle nyde dets frugter og rigdom, er vi trælle; | 36 Se bare, i dag er vi slaver. Se, i landet Du gav våre fedre, så de kunne spise frukten fra det og av alt det gode som er i det, her er vi slaver. |
| 37 Dets rige afgrøde tilfalder de konger, du har sat over os for vore synders skyld; de hersker over vore kroppe og vort kvæg, som de har lyst. Vi er i stor nød! | 37 dets rige afgrøde tilfalder de konger, du for vore synders skyld har øvet magten over os, og de gør, hvad de lyster, med vore kroppe og vort kvæg. Vi er i stor nød!« | 37 Men grøden i landet blir gitt til de kongene Du satte over oss på grunn av våre synder, Du lot dem også herske over våre kropper og våre dyr slik de selv finner det for godt. Å, vi er i stor trengsel! |
| 38 På grund af alt dette indgår vi skriftligt en overenskomst. Den forseglede skrivelse var underskrevet af vores stormænd, levitter og præster. | 38 I henhold til alt dette indgår vi med navns underskrift en urokkelig pagt, og den beseglede skrivelse er underskrevet af vore øverster, leviter og præster. | 38 På grunn av alt dette slutter vi en fast pakt og skriver den ned. Våre ledere, våre levitter og våre prester besegler den." |