Jobs bog 30 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Men nu ler de ad mig, de som er yngre end jeg, og hvis fædre jeg ikke fandt værdige til at være sammen med mine hyrdehunde. | 1 Nu derimod ler de ad mig, folk, der er yngre end jeg, hvis fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine hyrdehunde. | 1 Men nå spotter de meg, de som har færre levedager enn jeg. Deres fedre foraktet jeg slik at jeg ikke engang ville sette dem sammen med hundene som voktet småfeet mitt. |
| 2 Hvad skal jeg med deres styrke, når deres livskraft går tabt? | 2 Og hvad skulle jeg med deres hænders kraft? Deres ungdomskraft har de mistet, | 2 Sannelig, hva kunne styrken i deres hender utrette for meg, de hadde jo tapt sin fulle kraft. |
| 3 De er udtæret af nød og hunger, de afgnaver det tørre land, der allerede i går var den goldeste ørken. | 3 tørrede hen af trang og sult. De afgnaver ørk og ødemark | 3 De er utmagret av nød og sult, de gnager på sin føde i den tørre og tomme ødemarken. |
| 4 Mellem buske plukker de mælde, gyvelens rødder er deres føde. | 4 Og plukker melde ved krattet, gyvelrødder er deres brød. | 4 De plukker melde mellom buskene, og røtter av gyvelbusken er deres føde. |
| 5 De er udstødt af samfundet, man råber efter dem som efter en tyv. | 5 fra samfundet drives de bort, som ad tyve råbes der efter dem. | 5 De er drevet bort fra samfunnets fold, folk roper etter dem som tyver. |
| 6 De bor på-bjergskråninger i jordhuler og klippehuler. | 6 De bor i kløfter, fulde af rædsler, i jordens og klippernes huler. | 6 I kløftene i dalen må de bo, i hull i jorden og klippene. |
| 7 De hyler mellem buskene, de finder sammen blandt tidslerne. | 7 De brøler imellem buske, i tornekrat kommer de sammen, | 7 Blant buskene skriker de, og huker seg ned under neslene. |
| 8 De er udskud, folk uden ære, de er jaget ud af landet. | 8 en dum og navnløs æt, de joges med hug af lande. | 8 De var sønner av dårer, ja navnløse sønner. De ble fordrevet fra landet. |
| 9 Men nu synger de nidviser om mig, og snakken går om mig. | 9 Men nu er jeg hånsang for dem, jeg er dem et samtaleemne; | 9 Men nå er jeg blitt deres spottesang, ja, jeg er blitt deres ordtak. |
| 10 De afskyr mig og holder sig langt borte fra mig, de spytter mig endda i ansigtet. | 10 de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig. | 10 De avskyr meg og holder seg på avstand fra meg. De nøler ikke med å spytte meg i ansiktet. |
| 11 Gud har løsnet min buestreng og ydmyget mig, derfor kaster de tøjlerne af sig, når de ser mig. | 11 Thi han løste min buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de tøjlerne af. | 11 Fordi Han har løsnet min buestreng og fornedret meg, har de kastet av seg hemningene for meg. |
| 12 På min højre side rejser deres afkom sig, de slår benene væk under mig, de bygger deres ulykkesveje mod mig. | 12 Til højre rejser sig ynglen, fødderne slår de fra mig, bygger sig ulykkesveje imod mig | 12 Ved min høyre hånd skyter yngelen opp. De slår unna mine føtter, og de legger sine veier til undergang for meg. |
| 13 Min sti bryder de op, de arbejder på mit fordærv, uden at nogen hindrer dem. | 13 Min sti har de opbrudt, de hjælper med til mit fald, og ingen hindrer dem i det; | 13 De ødelegger min sti, de gjør seg rike på min ulykke, men selv har de ingen hjelper. |
| 14 Som gennem et gabende murbrud kommer de, mellem ruiner vælter de frem. | 14 de kommer som gennem et gabende murbrud, vælter sig frem under ruiner, | 14 De kommer som gjennom en vid revne. Med ødeleggelse trenger de seg fram. |
| 15 Rædsler er vendt mod mig, min værdighed er blæst bort som af vinden, mit håb om frelse er forsvundet som en sky. | 15 rædsler har vendt sig imod mig; min værdighed joges bort som af storm, min lykke svandt som en sky. | 15 Redsler velter over meg. Som en storm forfølger de min ære, og min velstand blir borte som en sky. |
| 16 Nu ebber livet i mig ud, elendighedens dage er over mig. | 16 Min sjæl opløser sig i mig; elendigheds dage har ramt mig: | 16 Nå utøses min sjel i meg. Dager med fornedrelse griper tak i meg. |
| 17 Om natten borer det i mine knogler, smerterne gnaver ustandseligt i mig. | 17 natten borer i mine knogler, aldrig blunder de nagende smerter. | 17 Det er natt, mine bein blir gjennomboret i meg, og min tærende smerte hviler aldri. |
| 18 Min hud er fuldstændig ukendelig, som kjortlens halsåbning hænger den om mig. | 18 Med vældig kraft vanskabes mit kød, det hænger om mig, som var det min kjortel. | 18 Med veldig styrke slites min kledning, det strammes rundt meg som kragen på min kjortel. |
| 19 Han har kastet mig i dyndet, jeg er kommet til at ligne støv og aske. | 19 Han kasted mig ud i dynd, jeg er blevet som støv og aske. | 19 Han har styrtet meg ned i gjørmen, jeg er å ligne med støv og aske. |
| 20 Jeg råber til dig om hjælp, men du svarer ikke; her står jeg, men du giver ikke agt på mig. | 20 Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke; | 20 Jeg roper til Deg, men Du svarer meg ikke. Jeg står fram, Du ser meg. |
| 21 Ubarmhjertigt har du vendt dig mod mig; med hård hånd angriber du mig. | 21 grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige hånd. | 21 Du har vendt Deg mot meg i grusomhet. Med Din sterke hånd forfølger Du meg. |
| 22 Du sætter mig op på stormen og lader den fare af sted med mig, dens rasen gennemryster mig. | 22 Du løfter og vejrer mig hen i stormen, og dens brusen gennemryster mig; | 22 Du løfter meg opp til stormen og lar meg ri av sted på den. Du lar meg forgå mens den raser. |
| 23 Jeg ved, at du fører mig til døden, til huset, hvor alle levende skal samles. | 23 thi jeg ved, du fører mig hjem til døden, til det hus, hvor alt levende samles. | 23 For jeg vet at Du fører meg i døden, til huset der alle levende skal samles. |
| 24 Og dog! Strækker man ikke hånden frem, når alt ligger i ruin? Råber man ikke om hjælp i sin ulykke? | 24 Dog, mon den druknende ej rækker hånden ud og råber om hjælp, når han går under? | 24 Sannelig, Han rekker ikke ut Sin hånd mot en ruinhaug, når den roper i nøden. |
| 25 Har jeg ikke grædt over den, der har det hårdt? Har jeg ikke sørget over den fattige? | 25 Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min sjæl for den fattiges skyld? | 25 Har ikke jeg grått for dem på den tunge dag? Har ikke min sjel sørget over den fattige? |
| 26 Jeg håbede på lykke, men der kom ulykke,jeg ventede på lys, men der kom mørke. | 26 jeg biede på lykke, men ulykke kom, jeg håbed på lys, men mørke kom; | 26 Men da jeg ventet det gode, kom det onde. Da jeg håpet på lyset, kom mørket. |
| 27 Mit indre er i oprør, det falder ikke til ro, elendighedens dage ligger foran mig. | 27 ustandseligt koger det i mig, elendigheds dage traf mig; | 27 Det koker i mitt indre, jeg har ikke ro. Dager med fornedrelse er kommet over meg. |
| 28 Jeg går sørgende omkring, der er ingen sol; jeg står frem i forsamlingen og råber om hjælp. | 28 trøstesløs går jeg i sorg, i forsamlingen rejser jeg mig og råber; | 28 Jeg går dyster av sorg, uten å se sollyset. Jeg står opp i forsamlingen og roper om hjelp. |
| 29 Jeg er blevet broder til sjakaler, jeg er blevet ven med strudse. | 29 sjakalernes broder blev jeg, strudsenes fælle. | 29 Jeg er blitt sjakalenes bror og strutsenes venn. |
| 30 Huden på mig er blevet sort, min krop brænder i feber. | 30 Min hud er sort, falder af, mine knogler brænder af hede; | 30 Min hud er blitt svart og skaller av meg. Mine bein brenner av feber. |
| 31 Min citer er stemt til sorg, min fløjte til gråd. | 31 min citer er blevet til sorg, min fløjte til hulkende gråd! | 31 Min harpe er stemt til sorg og min fløyte til de gråtendes røst. |