Jobs bog 29 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Og Job fortsatte sin tale: | 1 Og Job vedblev at fremsætte sit tankesprog: | 1 Job fortsatte med sin visdomstale, og sa: |
| 2 Gid alt var som i gamle dage, som dengang Gud beskyttede mig | 2 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig, | 2 "Å, om jeg kunne være som i månedene som var, som i dagene da Gud våket over meg. |
| 3 Og lod sin lampe lyse over mit hoved, så jeg ved dens lys kunne vandre i mørket. | 3 da hans lampe lyste over mit hoved, og jeg ved hans lys vandt frem i mørke, | 3 Da lyste Hans lampe over mitt hode, ved Hans lys kunne jeg vandre i mørket. |
| 4 Sådan havde jeg det i mine velmagtsdage, da Gud skærmedemit telt, | 4 som i mine modne år, da Guds fortrolighed var over mit telt, | 4 Slik var jeg i min manndoms dager, da Guds fortrolighet hvilte over mitt telt. |
| 5 da den Almægtige endnu var mig nær, og jeg havde mine drenge om mig, | 5 da den almægtige end var hos mig og mine drenge var om mig, | 5 Da var Den Allmektige fortsatt med meg, og mine barn var rundt meg. |
| 6 da jeg kunne bade mine fødder i tykmælk, og oliestrømme flød til mig fra klippen. | 6 da mine fødder vaded i fløde, og olie strømmede, hvor jeg stod, | 6 Da var mine skritt badet i fet melk, og klippen lot det strømme olje ut til meg. |
| 7 Når jeg gik hen til byens port og indtog mit sæde på torvet, | 7 da jeg gik ud til byens port og rejste mit sæde på torvet. | 7 Når jeg gikk ut til byporten og tok mitt sete på torget, |
| 8 trak de unge mænd sig tilbage, når de så mig, og de gamle rejste sig op. | 8 Når ungdommen så mig, gemte deo sig, oldinge rejste sig op og stod, | 8 gikk de unge mennene og gjemte seg når de så meg, og de eldre reiste seg og ble stående. |
| 9 Stormænd holdt ordene tilbage og lagde hånden på munden; | 9 høvdinger standsed i talen og lagde hånd på mund, | 9 Fyrstene avholdt seg fra å tale, og de la hånden for munnen. |
| 10 mægtige mænds stemmer døde hen, deres tunge klæbede til ganen. | 10 stormænds røst forstummed, deres tunge klæbed til ganen; | 10 Stormennenes stemme stilnet, deres tunge hang fast i ganen. |
| 11 Når de hørte mig, priste de mig, når de så mig, roste de mig. | 11 øret hørte og priste mig lykkelig, øjet så og tilkendte mig ære. | 11 Det øret som hørte, velsignet meg, og det øyet som så, gav meg godt vitnesbyrd. |
| 12 Jeg reddede den hjælpeløse, der råbte om hjælp, den faderløse og den, som ingen hjælper havde. | 12 Thi jeg redded den arme, der skreg om hjælp, den faderløse, der savned en hjælper; | 12 For jeg utfridde den fattige som ropte, den farløse som ingen hjelper hadde. |
| 13 Folk, der var ved at gå til grunde, takkede mig, jeg skabte jubel i enkers hjerte. | 13 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede enkens hjerte; | 13 Velsignelsen fra en som var på undergangens rand, kom over meg, og jeg fikk enkens hjerte til å juble av glede. |
| 14 Jeg iførte mig retfærdighed, den var min klædning, retten var min kappe og turban. | 14 jeg klædte mig i retfærd, og den i mig, i ret som kappe og hovedbind. | 14 Jeg kledde meg i rettferdighet, og den dekket meg, ja, som en kappe og en lue var min rett. |
| 15 Jeg var den blindes øjne og den lammes fødder. | 15 Jeg var den blindes øje, jeg var den lammes fod; | 15 Jeg var øyne for den blinde og føtter for den lamme. |
| 16 Jeg var en fader for fattige, jeg tog mig af retssager for folk, jeg ikke kendte. | 16 jeg var de fattiges fader, udreded den mig ukendtes sag; | 16 Jeg var en far for den fattige, og jeg utforsket saken for en jeg ikke kjente. |
| 17 Jeg knuste kæberne på forbrydere og rev byttet ud mellem tænderne på dem. | 17 den lovløses tænder brød jeg, rev byttet ud af hans gab. | 17 Jeg knuste kjevene på ugjerningsmannen og drog offeret ut fra hans tenner. |
| 18 Jeg tænkte, at jeg skulle dø i min rede og leve længe som fugl Føniks, | 18 Så tænkte jeg da: »Jeg skal dø i min rede, leve så længe som føniksfuglen; | 18 Da sa jeg: "I mitt rede skal jeg få dø, og mine dager skal bli mange som sanden. |
| 19 at mine rødder skulle suge vand til sig og duggen lægge sig på mine grene, | 19 min rod kan vand komme til, duggen har nattely i mine grene; | 19 Min rot folder seg ut til vannene, og duggen ligger hele natten på min gren. |
| 20 at min anseelse stadig skulle fornyes og buen i min hånd spændes igen og igen. | 20 min ære er altid ny, min bue er altid ung i min hånd!« | 20 Min ære fornyes i mitt indre, og min bue er som ny i min hånd." |
| 21 De hørte på mig i forventning, i tavshed lyttede de til mit råd. | 21 Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav råd; | 21 Det var på meg de hørte, de ventet og tidde for å lytte til mitt råd. |
| 22 Når jeg havde talt, tog ingen til genmæle, mine ord faldt som regndråber på dem. | 22 ingen tog ordet, når jeg havde talt, mine ord faldt kvægende på dem; | 22 Etter at jeg hadde talt mine ord, svarte de ikke, men min tale senket seg over dem. |
| 23 De håbede på mig som på regn, spærrede munden op som efter forårsregn. | 23 de bied på mig som på regn, spærred munden op efter vårregn. | 23 De ventet på meg som på regnet, og de åpnet sin munn vidt opp som for vårregnet. |
| 24 Jeg smilede til dem, og de fattede mod, mit ansigt lyste mod dem, og de gav ikke op. | 24 Mistrøstige smilte jeg til, mit åsyns lys fikde ej til at svinde. | 24 Jeg oppmuntret dem når de ikke kunne tro, mitt ansikts lys foraktet de ikke. |
| 25 Jeg førte forsædet og valgte vejen for dem, jeg sad som en konge blandt sine krigere, som den, der trøster de sørgende, | 25 Vejen valgte jeg for dem og sad som høvding, troned som konge blandt hærmænd, som den, der gav sørgende trøst. | 25 Jeg valgte veien for dem, og jeg satt som overhode. Så bodde jeg som en konge blant hærstyrkene, lik en som trøster de sørgende. |