Jobs bog 23 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Da sagde Job: | 1 Så tog Job til orde og svarede: | 1 Da tok Job til orde og sa: |
| 2 Jeg klager trodsigt stadigvæk; hans hånd ligger tungt, og jeg sukker. | 2 »Også i dag er der trods i min klage, tungt ligger hans hånd på mit suk! | 2 "Selv i dag er min klage bitter. Min hånd hviler tungt over mine stønn. |
| 3 Gid jeg vidste, hvordan jeg skal finde ham og nå frem til hans bolig. | 3 Ak, vidste jeg vej til at finde ham, kunne jeg nå hans trone! | 3 Om jeg bare kunne forstå, så jeg kunne finne Ham, og komme fram til Hans trone. |
| 4 Så ville jeg fremlægge min sag for ham og tage kraftigt til genmæle. | 4 Da ville jeg udrede sagen for ham og fylde min mund med beviser, | 4 Da ville jeg legge saken fram for Hans åsyn, og min munn skulle være full av beviser. |
| 5 Jeg ville få at vide, hvad han havde at svare mig, blive klar over, hvad han havde at sige til mig. | 5 vide, hvad svar han gav mig, skønne, hvad han sagde til mig! | 5 Jeg vil da få kjenne de ordene Han vil gi meg til svar, og forstå hva Han vil si til meg. |
| 6 Ville han bruge sin vældige styrke i sagen mod mig? Nej, han måtte høre på mig! | 6 Mon han da satte sin almagt imod mig? Nej, visselig agted han på mig; | 6 Ville Han da føre sak mot meg i Sin store kraft? Nei! Han ville lytte til meg. |
| 7 Dér skulle en retskaffen gå i rette med ham, og så var jeg endelig sluppet fri af min dommer. | 7 da gik en oprigtig i rette med ham, og jeg bjærged for evigt min ret. | 7 Der kunne den oppriktige bevise sin rett overfor Ham, og jeg skulle bli utfridd fra min Dommer for evig. |
| 8 Men går jeg mod øst, er han der ikke, går jeg mod vest, får jeg ikke øje på ham; | 8 Men går jeg mod øst, da er han der ikke, mod vest, jeg mærker ej til ham; | 8 Se, jeg går mot øst, men Han er ikke der, og mot vest, men jeg kan ikke merke Ham. |
| 9 virker han i nord, ser jeg ham ikke, vender han sig mod syd, får jeg ham ikke at se. | 9 jeg søger i nord og ser ham ikke, drejer mod syd og øjner ham ej. | 9 Gjør Han Sin gjerning på venstre side, får jeg ikke øye på det. Vender Han Seg mot høyre, kan jeg ikke se det. |
| 10 Gud kender min færd, prøver han mig, kommer jeg ud som guld. | 10 Thi han kender min vej og min vandel, som guld går jeg frem af hans prøve. | 10 Men Han kjenner den veien jeg tar. Når Han prøver meg, skal min utgang bli som gullet. |
| 11 Min fod har fulgt i hans spor, jeg har holdt mig til hans vej uden at bøje af, | 11 Min fod har holdt fast ved hans spor, hans vej har jeg fulgt, veg ikke derfra, | 11 Min fot har med fasthet fulgt Hans spor. Jeg har holdt fast på Hans vei uten å vike av. |
| 12 uden at bryde de bud, han gav, de ord, han talte, har jeg gemt i mit bryst. | 12 fra hans læbers bud er jeg ikke veget, hans ord har jeg gemt i mit bryst. | 12 Jeg har ikke forlatt budene som ble talt ved Hans lepper. Ordene fra Hans munn har jeg tatt vare på framfor min egen lov. |
| 13 Men når han vil noget, hvem kan så hindre ham? Han gør, hvad han har lyst til! | 13 Men han gjorde sit valg, hvem hindrer ham han udfører, hvad hans sjæl attrår. | 13 Men Han er Én, og hvem kan få Ham til å vende om? Hva Hans sjel begjærer, det gjør Han. |
| 14 Sin bestemmelse med mig fører han til ende, og meget af samme slags har jeg i vente fra ham. | 14 Thi han fuldbyrder, hvad han bestemte, og af sligt har han meget for. | 14 For Han fullfører det som er fastsatt for meg, og av alt det er det mye hos Ham. |
| 15 Derfor fyldes jeg af rædsel for ham, når jeg indser det, gribes jeg af angst for ham. | 15 Derfor forfærdes jeg for ham og gruer ved tanken om ham. | 15 Derfor er jeg forferdet foran Hans åsyn. Når jeg tenker på alt dette, skjelver jeg for Ham. |
| 16 Gud har gjort mig bange, den Almægtige har slået mig med rædsel. | 16 Ja, Gud har nedbrudt mit mod, forfærdet mig har den almægtige; | 16 For Gud gjør mitt hjerte matt, og Den Allmektige forferder meg, |
| 17 Men mørket har ikke bragt mig til tavshed, skønt det dybeste mørke skjuler mit ansigt. | 17 thi jeg går til i mørket, mit åsyn dækkes af mulm. | 17 fordi jeg ikke ble brakt til taushet før mørket kom, så Han kunne skjule det dype mørke for mitt ansikt. |