Jobs bog 19 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Da sagde Job: | 1 Så tog Job til orde og svarede: | 1 Da tok Job til orde og sa: |
| 2 Hvor længe vil I plage mig og knuse mig med jeres ord? | 2 »Hvor længe vil I krænke min sjæl og slå mig sønder med ord? | 2 "Hvor lenge vil dere legge sorg på min sjel, og knuse meg med ord? |
| 3 Nu har I ti gange gjort mig til spot, I skammer jer ikke for at gøre mig uret. | 3 I håner mig nu for tiende gang, mishandler mig uden skam. | 3 Ti ganger har dere allerede vanæret meg. Dere skammer dere ikke over å gjøre meg urett. |
| 4 Har jeg virkelig fejlet, så bliver det min egen sag. | 4 Har jeg da virkelig fejlet, hænger der fejl ved mig? | 4 Hvis jeg virkelig har fart vill, da vil min villfarelse hvile over meg selv. |
| 5 Hvis I virkelig kan hovere over mig og gå i rette med mig, så jeg bliver til spot, | 5 Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde? | 5 Hvis dere virkelig vil opphøye dere over meg og gå i rette med meg for min vanæres skyld, |
| 6 skal I vide, at det er Gud, der krænker mig og kaster sit garn over mig. | 6 Så vid da, at Gud har bøjet min ret, omspændt mig med sit net. | 6 så skal dere også vite at det er Gud som har tatt min rett fra meg, Han har fanget meg i sitt garn. |
| 7 Jeg skriger: Vold! men får ikke svar. Jeg råber om hjælp, men der er ingen ret. | 7 Se, jeg skriger: vold! men får ikke svar, råber om hjælp, der er ingen ret. | 7 Se, jeg roper: "Vold!" Men ingen svarer. Jeg roper om hjelp, men det finnes ingen rettferdig dom. |
| 8 Han spærrer min vej, så jeg ikke kan komme frem; han lægger mørke over mine stier. | 8 Han spærred min vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine stier i mørke; | 8 Han har gjerdet inn min sti, så jeg ikke kan komme videre. Han har senket mørket over mine veier. |
| 9 Han tager min ære fra mig og fjerner kronen fra mit hoved. | 9 han klædte mig af for min ære, berøved mit hoved kronen, | 9 Han har kledd av meg min ære og tatt kronen av mitt hode. |
| 10 Helt og holdent bryder han mig ned, så jeg må gå bort, mit håb rykker han op som et træ. | 10 brød mig ned overalt, så jeg må bort, oprykked mit håb som træet; | 10 Han bryter meg ned på alle kanter, så jeg bare blir borte. Mitt håp har Han rykket opp som et tre. |
| 11 Hans vrede flammer op imod mig, og han regner mig for sin fjende. | 11 hans vrede blussede mod mig, han regner mig for sin fjende; | 11 I tillegg har Han latt Sin vrede bli opptent imot meg, og Han regner meg som Sin fiende. |
| 12 Alle hans krigerskarer rykker frem, de baner sig vej imod mig og belejrer mit telt. | 12 samlede rykker hans flokke frem og bryder sig vej imod mig, de lejrer sig om mit telt. | 12 Hans stridsavdelinger kommer samlet og legger deres vei rett imot meg. De slår leir og kringsetter mitt telt. |
| 13 Mine brødre holder sig på afstand af mig, for dem, der kender mig, er jeg en fremmed. | 13 Mine brødre har fjernet sig fra mig, venner er fremmede for mig, | 13 Mine brødre har Han drevet langt bort fra meg, og mine bekjente er blitt helt fremmede for meg. |
| 14 Mine nærmeste og mine bekendte har forladt mig, de folk, jeg havde boende, har glemt mig. | 14 mine nærmeste og hendinge holder sig fra mig, de, der er i mit hus, har glemt mig; | 14 Mine nærmeste er borte, og mine venner har glemt meg. |
| 15 Mine trælkvinder regner mig for en fremmed, i deres øjne er jeg en udlænding. | 15 mine piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres øjne; | 15 Gjestene i mitt hus og mine tjenestepiker regner meg som en fremmed. Jeg er en utlending i deres øyne. |
| 16 Kalder jeg på min tjener, svarer han ikke; det er mig, der må bønfalde ham. | 16 ej svarer min træl, når jeg kalder, jeg må trygle ham med min mund; | 16 Jeg kaller på min tjener, men han svarer ikke. Jeg må bønnfalle ham med min munn. |
| 17 Min kone væmmes ved min ånde og mine brødre ved min stank. | 17 ved min ånde væmmes min hustru, mine egne brødre er jeg en stank; | 17 Min ånde byr min hustru imot, og jeg er blitt avskyelig for mine sønner av mitt eget kjøtt. |
| 18 Selv børn foragter mig, når jeg rejser mig, snakker de om mig. | 18 selv drenge agter mig ringe, når jeg reljsermig, taler de mod mig; | 18 Selv guttunger forakter meg. Vil jeg stå opp, så taler de imot meg. |
| 19 Alle mine nære venner afskyr mig, og de, jeg holder af, vender sig imod mig. | 19 standsfælleræmmes til hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig. | 19 Alle som stod i mitt råd, avskyr meg, dem jeg elsker, har vendt seg mot meg. |
| 20 Jeg er ikke andet end skind og ben, jeg er kun lige sluppet igennem med livet i behold. | 20 benene hænger fast ved min hud, med kødet i tænderne slap jeg bort. | 20 Mine bein trenger ut i min hud og mitt kjøtt, bare tannkjøttet er friskt på meg. |
| 21 Vær barmhjertige, venner, vær barmhjertige! Guds hånd har jo ramt mig. | 21 nåde, mine venner, nåde, thi Guds hånd har rørt mig! | 21 Vær meg nådig, vær meg nådig, dere mine venner, for Guds hånd har rammet meg. |
| 22 Hvorfor forfølger I mig, ligesom Gud gør? Bliver I aldrig mætte af mit kød? | 22 Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit kød? | 22 Hvorfor forfølger dere meg slik som Gud, uten å nøyes med mitt kjøtt? |
| 23 Gid mine ord dog var skrevet ned! Gid de var nedfældet på skrift, | 23 Ak, gid mine ord blev skrevet op, blev tegnet op i en bog, | 23 Å, gi bare at mine ord nå ble skrevet ned! Å, gi at de blir nedtegnet i en bok! |
| 24 for evigt indridset i klippen, med en griffel af jern og med bly. | 24 med griffel af jern, med bly indristet i hlippen for evigt! | 24 Må de bli risset inn på klippen med en jerngriffel og med bly, til evig tid! |
| 25 Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden. | 25 Men jeg ved, at min løser lever, over støvet vil en forsvarer stå frem. | 25 For jeg vet at min Gjenløser lever, og som Den siste skal Han stå fram på støvet. |
| 26 Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud; | 26 når min sønderslidte hud er borte, skal jeg ud fra mit kød skue Gud, | 26 Etter at denne min hud er revet av, skal jeg ut fra mitt kjød skue Gud. |
| 27 ham skal jeg skue, ham og ingen anden skal mine øjne se. Mit indre fortæres af længsel. | 27 hvem jeg skal se på min side; ham skal mine øjne se, ingen fremmed! Mine nyrer forgår i mit indre! | 27 Ham skal jeg skue, meg til gode. Mine egne øyne skal se, ikke en fremmed. Å, hvor mine nyrer lengter i mitt indre! |
| 28 Når I siger: "Vi vil forfølge ham, vi vil finde ondets rod hos ham," | 28 Når I siger: »Hor vi skal forfølge ham, sagens rod vil vi udfinde hos ham!« | 28 Hvis dere sier: "Hvordan skal vi forfølge ham?" - siden sakens rot er funnet å være i meg -, |
| 29 så frygt I selv for sværdet, for den slags synder straffes med sværd. I må forstå, at der er en dom! | 29 Så tag jer i vare for sværdet; thi vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en dom! | 29 da skal dere selv frykte for sverdet. For vreden kommer med sverd over uretten, for at dere skal erkjenne at det er en dom." |