Jobs bog 14 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Et menneske, en kvindefødt, har et kort liv, mættet med uro. | 1 mennesket, født af en kvinde, hans liv er stakket, han mættes af uro; | 1 Mennesket, født av en kvinne, har få levedager, og de er fulle av uro. |
| 2 Han folder sig ud som en blomst og visner, han er som en flygtende skygge og kan ikke bestå; | 2 han spirer som blomsten og visner, flyr som skyggen, står ikke fast. | 2 Han skyter opp som en blomst og visner bort. Han forsvinner som en skygge og blir ikke stående. |
| 3 og dog retter du dit blik mod hun og bringer ham for retten hos dig. | 3 Og på ham vil du rette dit øje, ham vil du stævne for retten! | 3 En slik holder Du øye med, og meg fører Du til doms hos Deg Selv. |
| 4 Hvem kan gøre det urene rent? Ikke én! | 4 Ja, kunne der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een! | 4 Hvem kan finne fram en ren fra en uren? Ingen! |
| 5 Når nu hans dage er fastsat, og du har bestemt tallet på hans måneder, sat den grænse, han ikke kan overskride, | 5 Når hans dages tal er fastsat, hans måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig grænse, | 5 Siden hans dager er bestemt, er hans måneders tall hos Deg. Du har fastsatt hans grenser, som han ikke kan stige over. |
| 6 vend så blikket fra ham, og lad ham være, så han kan glæde sig som daglejeren over sin dag. | 6 tag så dit øje fra ham, lad ham i fred, at han kan nyde sin dag som en daglejer! | 6 Men se da bort fra ham, og la ham være, så han kan nyte sin dag, slik som leiekaren. |
| 7 For et træ er derhåb, hvis det fældes, kan det skyde igen; det holder ikke op med at sætte friske skud. | 7 Thi for et træ er der håb: fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye skud; | 7 For det er håp for et tre når det blir hogd ned, at det skal spire igjen, og at de spede skuddene ikke skal ta slutt. |
| 8 Selv om rødderne i jorden er gamle, og stubben dør i mulden, | 8 ældes end roden i jorden, dør end stubben i mulde: | 8 Selv om roten blir gammel i jorden, og trestubben må dø i molden, |
| 9 gror det igen, så snart det mærker vand, og sætter grene som et nyplantet træ. | 9 Lugter det vand, får det nye skud, skyder grene som nyplantet træ; | 9 så skal det spire ved duften av vann og skyte grener som en nysatt plante. |
| 10 Men dør en mand, er det forbi med ham, udånder et menneske, hvor er det så? | 10 men dør en mand, er det ude med ham, udånder mennesket, hvor er han da? | 10 Men en mann dør og ligger kraftløs. Sannelig, når mennesket utånder, hvor er han? |
| 11 Vandet kan svinde i søen, floden kan blive tør og vandløs; | 11 som vand løber ud af søen og floden svinder og tørres, | 11 Som vannet forsvinner fra en sjø, og en elv blir uttørret og tørker opp, |
| 12 men har mennesker lagt sig til hvile, rejser de sig ikke; de vågner ikke, før himlen forgår, de vækkes ikke af søvnen. | 12 så lægger manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før himlen forgår, aldrig vækkes han af sin søvn. | 12 slik legger mennesket seg ned uten å reise seg. Så lenge himmelen er til, våkner de ikke, og ingen vekker dem fra deres søvn. |
| 13 Gid du ville gemme mig i dødsriget, skjule mig, til din vrede har lagt sig, sætte en frist og så huske mig igen! | 13 Tag dog og gem mig i dødens rige, skjul mig, indtil din vrede er ovre, sæt mig en frist og kom mig i hu! | 13 Om Du bare ville gjemme meg i dødsriket, om Du ville skjule meg til Din vrede er vendt bort, om Du ville gi meg en fastsatt tid og så huske på meg! |
| 14 Kan en, der er død, få liv, da ville jeg holde ud alle min trængsels dage, til afløsningen kom. | 14 Om manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al stridens tid, indtil min afløsning kom; | 14 Blir en mann levende etter at han er død? Jeg vil vente, alle dagene jeg har strid, helt til forandringen kommer for meg. |
| 15 Du skulle kalde, og jeg ville svare, du skulle længes efter dine hænders værk. | 15 du skulle kalde - og jeg skulle svare længes imod dine hænders værk! | 15 Du skal kalle, og jeg skal svare Deg. Du skal lengte etter Dine henders verk. |
| 16 Men nu holder du tal på mine skridt; vogter du ikke på min synd? | 16 derimod tæller du nu mine skridt, du tilgiver ikke min synd, | 16 For nå teller Du mine skritt, vokter Du ikke over min synd? |
| 17 Min overtrædelse ligger forseglet i pungen, ? \ du har klistret til for min brøde. | 17 forseglet ligger min brøde i posen, og over min skyld har du lukket til. | 17 Min overtredelse er jo forseglet i en pung, og Du har dekket over min misgjerning. |
| 18 Nej, et-bjerg kan styrte sammen, en klippe kan komme i skred; | 18 Nej, ligesom bjerget skrider og falder, som klippen rokkes fra grunden, | 18 Men som et fjell faller og forvitrer, som en klippe rokkes fra sitt sted, |
| 19 sten rives med af vandet, jord skylles væk af skybrud? og du slukker menneskets håb. | 19 som vandet udhuler sten og plaskregn bortskyller jord, så har du udslukt menneskets håb. | 19 som vann sliper ned steiner, og som vannflommen vasker bort jorden, slik lar Du menneskets håp gå tapt. |
| 20 Du tvinger ham i knæ for altid, så han må gå bort, du forvrænger hans ansigt og sender ham væk. | 20 For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans ansigt og lader ham fare. | 20 Du har makten over ham for evig, og han blir borte. Du forvrenger hans ansikt og sender ham av sted. |
| 21 Hædres hans sønner, ænser han det ikke, går det dem dårligt, lægger han ikke mærke til det; | 21 Hans sønner hædres, han ved det ikke, de synker i ringhed, han mærker det ikke; | 21 Vinner hans sønner ære, så vet han det ikke. Blir de ringeaktet, så merker han det ikke. |
| 22 så mange smerter har han i kroppen, så stor sorg har han i sjælen. | 22 ikkun hans eget kød volder smerte, ikkun hans egen sjæl volder sorg. | 22 Men hans kjød pines hos ham. Hans sjel sørger over ham." |