Jakobs brev 1 |
1992 | 1948 | Guds Ord |
| 1 Jakob, Guds og Herren Jesu Kristi tjener, hilser de tolv stammer, der lever spredt blandt andre folkeslag. | 1 Jakob, Guds og Herren Jesu Kristi tjener, sender hilsen til de tolv stammer i adspredelsen. | 1 Jakob, Guds og Herren Jesu Kristi tjener, til de tolv stammene som er spredt omkring: Vær hilset! |
| 2 Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags; | 2 »Mine brødre! I skal regne det for lutter glæde, når I kommer ind i mange slags prøvelser. | 2 Mine brødre, regn alt bare som glede når dere blir utsatt for forskjellige prøvelser, |
| 3 I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. | 3 I ved jo, at når jeres tro prøves, virker det udholdenhed; | 3 for dere vet at når troens ekthet blir prøvet, virker det tålmodighet. |
| 4 Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget. | 4 og udholdenhed skal føre til fuldkommen gerning, så I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget. | 4 Men tålmodigheten må vise seg i moden gjerning, for at dere selv kan være modne og helstøpte og ikke stå tilbake i noe. |
| 5 Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den. | 5 Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, da skal han bede om at få den fra Gud, der giver alle gavmildt og uden bebrejdelser, og så vil den blive ham givet. | 5 Men hvis noen av dere mangler visdom, skal han be til Gud, Han som gir alle, rikelig og uten anklage, og den skal bli gitt ham. |
| 6 Men han skal bede i tro, uden at tvivle; for den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden. | 6 Men han skal bede i tro, uden at tvivle; den der tvivler, ligner nemlig en havets bølge, som jages og kastes hid og did af vinden; | 6 Men han må be i tro, uten å tvile, for den som tviler, er lik en bølge på havet, som blir drevet og kastet av vinden. |
| 7 Det menneske skal ikke bilde sig ind, at det får noget af Herren, | 7 og et sådant menneske må ikke vente at få noget fra Herren, | 7 For det mennesket må ikke tro at han skal få noe fra Herren; |
| 8 tvesindet som det er og ustadigt i al sin færd. | 8 en tvesindet mand, som han er, ustadig på alle sine veje. | 8 han er jo en tvesinnet mann, ustø på alle sine veier. |
| 9 En broder i ringe kår skal være stolt af sin høje stand, | 9 Den broder, der har ringe kår, skal rose sig af sin højhed, | 9 Men den bror som lever i ringe kår, skal rose seg av sin opphøyelse, |
| 10 en rig af sin ringe stand, for som markens blomster skal han forgå. | 10 den rige af sin ringhed; thi han skal forgå som græssets blomster. | 10 og den rike av sin fornedrelse. For som blomsten på gresset skal han forgå. |
| 11 Solen står op og svider marken med sin glød, så dens blomster falder, og deres skønhed er forbi; sådan skal også den rige visne midt i sin foretagsomhed. | 11 Thi solen står op med sin glød og svider græsset, så dets blomster falder, og deres skønhed forsvinder; således skal også den rige visne på sine veje. | 11 For så snart solen har stått opp med brennende hete, visner gresset, og dets blomst faller av, og blomstens skjønnhet går til grunne. Slik skal også den rike mannen visne bort i alt sitt jag. |
| 12 Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham. | 12 Salig den mand, som holder ud i prøvelse; thi når han har stået sin prøve, skal han få den livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham. | 12 Salig er den mann som holder ut fristelse. For når han har bestått prøven, skal han få livets krone, som Herren har lovt dem som elsker Ham. |
| 13 Men ingen, som bliver fristet, må sige: »Jeg bliver fristet af Gud«; for Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen. | 13 Ingen må sige, når han bliver fristet: »Jeg fristes af Gud;« thi Gud kan ikke fristes af noget ondt, og selv frister han ingen; | 13 Ingen må si når han blir fristet: "Jeg blir fristet av Gud." For Gud kan ikke bli fristet av det onde, og selv frister Han ikke noen. |
| 14 Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én; | 14 men enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær; | 14 Men hver og en blir fristet når han blir dratt bort og lokket av sitt eget begjær. |
| 15 når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden, og når synden er vokset op, føder den død. | 15 derefter, når begæret har undfanget, føder det synd, og når synden er fuldvoksen, avler den død. | 15 Når så begjæret har unnfanget, føder det synd. Og synden, når den er blitt fullmoden, føder død. |
| 16 Far ikke vild, mine kære brødre! | 16 Far ikke vild, mine elskede brødre! | 16 La dere ikke forføre, mine kjære brødre! |
| 17 Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader, hos hvem der ikke findes forandring eller skiftende skygge. | 17 Lutter gode og fuldkomne gaver kommer ned ovenfra, fra himmellysenes Fader, hos hvem der ikke er forandring eller skygge, der kommer og går. | 17 All god gave og all fullkommen gave er ovenfra, og den kommer ned fra lysenes Far. Hos Ham er det ingen forandring eller skiftende skygge. |
| 18 Efter sin vilje fødte han os ved sandhedens ord til at være en førstegrøde af hans skabninger. | 18 Af egen fri vilje fødte han os ved sandhedens ord til at være en førstegrøde af hans skabninger. | 18 Fordi Han Selv ville, fødte Han oss ved sannhetens ord, for at vi skulle være førstegrøden av Hans skapninger. |
| 19 Det skal I vide, mine kære brødre: Enhver skal være snar til at høre, men sen til at tale, sen til vrede, | 19 Det ved I, mine elskede brødre. Enhver skal være snar til at høre, sen til at tale, sen til vrede; | 19 Derfor, mine elskede brødre, skal hvert menneske være snar til å høre, sen til å tale, sen til vrede, |
| 20 for et menneskes vrede udretter intet, der er retfærdigt for Gud. | 20 thi et menneskes vrede virker ikke det, som er ret for Gud. | 20 for en manns vrede fremmer ikke Guds rettferdighet. |
| 21 Aflæg derfor al urenhed og al den megen ondskab, og tag med sagtmodighed imod det ord, som er indplantet i jer, og som kan frelse jeres sjæle. | 21 Aflæg derfor al urenhed og alle de mange udslag af ondskab, og tag med sagtmodighed imod det ord, som er indplantet i jer, og som har magt til at frelse jeres sjæle. | 21 Legg derfor av all urenhet og alle utslag av ondskap, og ta med saktmodighet imot ordet som er innplantet i dere, og som har kraft til å frelse deres sjeler. |
| 22 Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv. | 22 Og vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv. | 22 Men vær ordets gjørere, og ikke bare hørere som bedrar seg selv. |
| 23 Den, der er ordets hører, men ikke dets gører, ligner en, som betragter sit eget ansigt i et spejl: | 23 Thi hvis nogen er ordets hører og ikke dets gører, så ligner han en mand, der betragter sit eget ansigt i et spejl: | 23 For om noen er en ordets hører og ikke gjør etter det, da er han lik en mann som ser sitt naturlige ansikt i et speil. |
| 24 Han betragter nok sig selv, men går bort og har straks glemt, hvordan han så ud. | 24 når han har betragtet sig selv, går han bort og glemmer straks, hvordan han så ud. | 24 For han ser på seg selv, går bort, og med det samme glemmer han hvordan han så ut. |
| 25 Men den, der fordyber sig i frihedens fuldkomne lov og bliv er ved den og ikke er en glemsom hører, men en gerningens gører, han skal være salig ved det, han gør. | 25 Men den, som skuer ind i frihedens fuldkomne lov og bliver ved dermed, så han ikke er en glemsom hører, men en gerningens gører, han skal være salig i sin gerning. | 25 Men den som ser inn i den fullkomne lov, frihetens lov, og fortsetter med det og ikke blir en glemsom hører, men en gjerningens gjører, han skal være salig i alt han gjør. |
| 26 Den, der mener at dyrke Gud, men ikke tøjler sin tunge, fører sig selv bag lyset; hans gudsdyrkelse er intet værd. | 26 Hvis nogen mener at dyrke Gud og ikke tøjler sin tunge, men bedrager sit hjerte, hans gudsdyrkelse er intet værd. | 26 Hvis noen blant dere mener at han tjener Gud, og ikke styrer sin tunge, men bedrar sitt eget hjerte, da er hans gudstjeneste bare tomhet. |
| 27 En ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden. | 27 En ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor Fader, er dette: at besøge faderløse og enker i deres trængsel og bevare sig selv uplettet af verden. | 27 En ren og usmittet tjeneste for Gud og Faderen er dette: Å se til foreldreløse barn og enker i deres nød, og å holde seg selv usmittet av verden. |