Habbakuks bog 3 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Profeten Habakkuks bøn. Al-shigjonot. | 1 En bøn af profeten Habakkuk. Al-Sjigjonot. | 1 En bønn av profeten Habakkuk. Al Sjigjonot. |
| 2 Herre, jeg har hørt dit ry, Herre, jeg har set din gerning. Lad den ske igen, før årene går, kundgør den, før årene går! Glem ikke barmhjertigheden, skønt du er vred. | 2 Herre, jeg har hørt dit ry, jeg har skuet din gerning, Herre. Fuldbyrd det i årenes løb, åbenbar dig i årenes løb, kom barmhjertighed i hu under vreden! | 2 Herre, jeg har hørt Ditt budskap, og jeg frykter! Herre, gi nytt liv til Ditt verk midt i de kommende år! Gjør det kjent midt i de kommende år. Husk på barmhjertigheten mens Du er vred! |
| 3 Gud kommer fra Teman, den Hellige fra Parans-bjerge. Sela Hans herlighed dækker himlen, jorden er fuld af hans pris; | 3 Gud drager frem fra Teman, den hellige fra parans bjerge. Sela. hans højhed skjuler himlen, hans herlighed fylder jorden. | 3 Gud kommer fra Teman, Den Hellige fra Paran-fjellet. Sela. Hans herlighet dekket himmelen, og jorden er full av Hans pris. |
| 4 glansen er som lyset, stråler udgår fra hans hånd; dér er hans styrke skjult. | 4 Under ham er glans som ild, fra hans side udgår stråler; der er hans vælde i skjul. | 4 Stråleglansen er som lyset. Det går lysstråler ut fra Hans hånd, og der gjemmes Hans kraft. |
| 5 Foran ham går pest, feberbrand følger i hans spor. | 5 Foran ham vandrer pest, og efter ham følger sot. | 5 Foran Hans åsyn går pesten, og feber følger i Hans fotspor. |
| 6 Hvor han træder, ryster jorden; hvorhen han ser, skælver folkene. De ældgamle-bjerge slår revner, de evige høje synker sammen. Her går hans vej fra ældgammel tid. | 6 Hans fjed får jorden til at skælve, hans blik får folk til at bæve. De ældgamle bjerge brister, de evige høje synker, ad evige stier går han. | 6 Han står der og måler jorden. Han ser og får folkeslagene til å skjelve. De evige fjellene blir spredt, haugene fra eldgammel tid synker sammen. Hans veier er evige. |
| 7 Midjans teltduge rives i stykker, Kushans telte vælter. | 7 Kusjans telte bæver, telttæpperne i midjans land. | 7 Jeg ser at det er elendighet i Kusjans telt. De skjelver under teltdukene i landet Midjan. |
| 8 Gælder din vrede floderne, Herre, er du vred på floderne, Herre, er din harme vendt mod havet, siden du rider frem på dine heste, og dine stridsvogne bringer sejr? | 8 Er Herren da vred på strømmene, gælder din vrede strømmene, gælder din harme havet, siden du farer frem på dine heste og dine vogne drøner. | 8 Herre, er Du harm på elvene, er Din vrede rettet mot elvene, er det havet Din harme gjelder, siden Du rir fram på Dine hester, på Dine frelsesvogner? |
| 9 Du tager din bue frem og mætter dens streng med pile. Sela Du kløver jorden til vandløb, | 9 Din bue kom blottet til syne, din buestreng mætter du med pile. - Sela. du kløver jorden i strømme, | 9 Din bue er blottet og bar. Pilene kommer slik Du har talt og sverget. Sela. Du kløver jorden med elver. |
| 10 -bjergene ser dig og skælver, skybruddene raser, og havdybet løfter sin røst. Solen glemmer at sende sine stråler, | 10 Bjergene ser dig og skælver. Skyerne nedsender regnskyl, og afgrunden løfter sin røst. | 10 Fjellene ser Deg og skjelver. Vannstrømmen farer forbi. Dypet hever sin røst og løfter sine hender mot det høye. |
| 11 månen bliver i sin bolig; de flygter for lyset fra dine pile, for lysskæret fra dit lynende spyd. | 11 Solen glemmer at stå op, månen bliver i sit bo; de flygter for skinnet af dine pile, for glansen af dit lynende spyd. | 11 Solen og månen ble stående stille på sin plass. Ved lyset fra Dine piler farer de fram, ved skinnet fra Ditt lynende spyd. |
| 12 I harme skrider du frem over jorden, i vrede søndertramper du folkene. | 12 I harme skrider du hen over jorden, du nedtramper folk i vrede. | 12 Du skrider fram gjennom landet i harme. Du tramper folkeslag ned i vrede. |
| 13 Du drager ud for at frelse dit folk, for at frelse din salvede. Du knuser taget på den ugudeliges hus og river grundmuren ned lige til klippen. Sela | 13 Du drager ud til Frelse for dit folk, ud for at frelse din salvede. Du knuser den gudløses hustag, blotter grunden til klippen. - Sela. | 13 Du går fram til frelse for Ditt folk, til frelse ved Din Salvede. Du knuser overhodet i den ugudeliges hus ved å legge grunnvollen bar helt ned til klippen. Sela. |
| 14 Du gennemborer med dine pile hovedet på hans høvdinge, der stormer frem for at drive mig bort. De jubler, som når man fortærer de hjælpeløse i det skjulte. | 14 Med dit spyd gennemborer du hans hoved, bans høvdinger splittes. | 14 Med hans egne piler gjennomborer Du overhodet for hans krigere. De kommer som en virvelvind for å spre meg. Deres glede er å fortære den elendige i hemmelighet. |
| 15 Du drager gennem havet med dine heste, de vældige vande bruser. | 15 Du tramper hans heste i havet, i de mange vandes dynd. | 15 Du farer gjennom havet med Dine hester, gjennom de store vann som hoper seg opp. |
| 16 Da jeg hørte det, skælvede mit indre, ved lyden klaprede mine tænder; der gik edder i mine knogler, mine fødder vaklede under mig. Jeg venter på, at trængslens dag skal ramme det folk, der vil overfalde os. | 16 Jeg hørte det; da bæved min krop, ved braget skjalv mine læber; edder for i mine ben, og under mig vakled mine skridt. Jeg bier på trængselens dag over folket, som volder os krig. | 16 Da jeg hørte dette, ble jeg rystet i mitt indre. Mine lepper skalv ved røsten. Det kom skjørhet i mine bein. Jeg skjelver der jeg står. Må jeg bare rolig vente på trengselens dag som skal komme opp mot folket. Han skal sende sine tropper inn i det! |
| 17 For figentræet sætter ikke blomst, vinstokken bærer ikke frugt; olivenhøsten slår fejl, marken giver ingen afgrøde. Fårene er forsvundet fra folden, der er intet kvæg i indhegningen. | 17 Thi figentræet blomstrer ikke, vinstokken giver intet, olietræets afgrøde svigter, markerne giver ej føde. Fårene svandt af folden, i staldene findes ej okser. | 17 Selv om fikentreet ikke blomstrer og det ikke blir frukt på vintreet, selv om frukten svikter på oliventreet og markene ikke gir noe føde, selv om småfeet er utryddet fra kveen og det ikke er noe storfe på båsene, |
| 18 Jeg vil juble over Herren og fryde mig over min frelses Gud. | 18 Men jeg vil frydes i Herren, juble i min Frelses Gud. | 18 så vil jeg likevel fryde meg i Herren, jeg vil glede meg i min frelses Gud. |
| 19 Gud Herren er min styrke, han gør min fod let som hindens og lader mig løbe over højderne. For korlederen. Til strengespil. ' | 19 Den Herre Herren er min styrke, han gør mine fødder som hindens og lader mig gå på mine høje. Til sangmesteren. Med strengespil. | 19 Herren Gud er min styrke. Han gir meg føtter som dådyrene, og Han lar meg fare fram på mine høyder. Til sanglederen. Med mine strengeinstrumenter. |