Habbakuks bog 1 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Det udsagn, profeten Habakkuk modtog i et syn. | 1 Det udsagn, profeten Habakkuk skuede. | 1 Byrden som profeten Habakkuk fikk se. |
| 2 Hvor længe, Herre, skal jeg råbe om hjælp, uden at du hører, skrige til dig om vold, uden at du frelser? | 2 Hvor længe skal jeg klage, herre, uden du hører, skrige til dig over vold, uden du Frelser? | 2 Herre, hvor lenge skal jeg rope uten at Du hører? Jeg må rope til Deg: "Vold!" Men Du frelser ikke. |
| 3 Hvorfor lader du mig opleve uret og ser roligt på ulykken? Undertrykkelse og vold møder mig, der lyder anklage, der rejser sig fordømmelse. | 3 Hvi lader du mig skue uret, være vidne til kvide? Ødelæggelse og vold har jeg for øje, der opstod kiv, og strid kom op. | 3 Hvorfor viser Du meg misgjerning og lar meg se elendighet? For ødeleggelse og vold finner sted rett foran meg. Strid og trette oppstår. |
| 4 Derfor er loven lammet, retten sker aldrig fyldest. Uretfærdige omringer retfærdige, derfor bliver retten fordrejet. | 4 Derfor ligger loven lammet, og ret kommer aldrig frem. Thi når gudløse trænger retfærdige, fremkommer krøget ret. | 4 Derfor er loven maktesløs, og den rette dom kommer aldri fram. For den ugudelige omringer den rettferdige. Derfor blir retten forvrengt. |
| 5 Se jer om blandt folkeslagene, I skal blive stumme af undren, for jeg udfører en gerning i jeres dage, som I ikke vil tro, når den bliver fortalt; | 5 Se eder om blandt folkene til skræk og rædsel for eder! Thi en gerning gør han i eders dage, som i ej ville tro, om det fortaltes. | 5 Se dere om blant folkeslagene, se dere godt om, undre dere, ja undre dere! For Jeg gjør et verk i deres dager som dere ikke vil tro, selv om det blir fortalt. |
| 6 nu rejser jeg kaldæerne, det hidsige og hurtige folk, som drager ud over hele jorden for at erobre bopladser, der ikke er deres. | 6 Thi se, han vækker kaldæerne, det grumme og raske folk, som drager viden om lande for at indtage andres bo. | 6 For se, Jeg reiser opp kaldeerne, et bittert og overmodig folkeslag som farer vidt omkring på jorden for å ta bosteder i eie som ikke er hans. |
| 7 Grusomme og frygtelige er de, deres lov og ret sker fyldest. | 7 Forfærdeligt, frygteligt er det, ødelæggelse udgår derfra. | 7 Han er grusom og fryktinngytende. Sin rett og verdighet henter han fra seg selv. |
| 8 Deres heste er hurtigere end pantere, rappere end nattens ulve. Rytterne galoperer af sted, de kommer flyvende fra det fjerne som en ørn, der jager efter bytte. | 8 Dets heste er rappere end pantere, mer viltre end ulve ved kvæld; dets rytterheste kommer i spring, flyvende langvejs fra. Som ørnen i fart efter føde | 8 Hans hester er raskere enn leoparder og farligere enn ulver om kvelden! Hans hestfolk jager av sted. Hans hestfolk kommer langt borte fra. De flyr som ørnen, den som farer av sted etter føde. |
| 9 De kommer alle for at øve vold; alles ansigter er vendt fremad, de tager fanger, talrige som sand. | 9 er de alle på vej efter vold. De higede stadig mod øst og samlede fanger som sand. | 9 Alle hos ham søker etter vold. Deres skarer skrider framover som østavinden. Han samler fanger som sand, |
| 10 De gør nar af konger, fyrster er til latter for dem. De ler ad alle fæstninger, kaster en jordvold op og indtager dem, | 10 Med kongerne drev det spot, fyrsterne lo det kun ad. Det lo ad hver en fæstning, opdynged en vold og tog den. | 10 spotter konger, og fyrster blir gjort til latter av ham. Han ler av hvert festningsverk, for han dynger opp jordhauger og inntar det. |
| 11 så farer de videre som vinden. De gør deres egen kraft til deres gud! | 11 Så suste det videre som stormen og gjorde sin kraft til sin Gud. | 11 Så farer han av sted som vinden, han gjør overtredelse og blir skyldig. Hans egen kraft er hans gud. |
| 12 Herre, har du ikke været til fra ældgammel tid? Min hellige Gud, lad os ikke dø! Herre, har du ikke sat dem til dommere? Min klippe, har du ikke indsat dem til at fælde dom? | 12 Er du ikke fra fordum Herren, min hellige Gud? - vi skal ej dø - herre, har du sat ham til dommer, givet ham fuldmagt til straf? | 12 Er ikke Du fra eldgammel tid, Herre min Gud, min Hellige? Vi skal ikke dø. Herre, Du har utpekt ham til dom. Klippe, Du har innsatt ham til å refse. |
| 13 Du, hvis øjne er for rene til at se på ondskaben, du, som ikke roligt kan se på ulykken, hvordan kan du roligt se på troløse, tie, når uretfærdige opsluger retfærdige? | 13 Dit rene blik afskyr ondt, du tåler ej synet af kvide; hvi ser du da tavs på ransmænd, at gudløs sluger sin overmand i retfærd? | 13 Du har rene øyne, og Du kan ikke se på ondskap, Du kan ikke holde ut å se på elendighet. Hvorfor ser Du da på dem som farer med svik, og hvorfor er Du stille når de ugudelige oppsluker den som er mer rettferdig enn ham? |
| 14 Du gør med mennesker som med havets fisk, som med krybet, der er uden hersker. | 14 Med mennesker gør du som med havets fisk, som med kryb, der er uden hersker: | 14 Du har gjort menneskene som fisken i havet, som krypet som ikke har noen hersker over seg. |
| 15 De trækker dem alle op med en krog, slæber dem bort i deres net, samler dem i deres garn I og glæder sig og jubler over det. | 15 Han fisker dem alle med krog, slæber dem bort i sit vod og samler dem i sit garn; derfor er han jublende glad; | 15 Med en krok tar han opp alle som hører ham til. Han sleper ham bort i sitt garn, og samler ham i sin not. Derfor fryder han seg og er glad. |
| 16 Derfor ofrer de til deres net og tænder offerild for deres garn; for med dem får de rig fangst og fede spiser. | 16 han ofrer derfor til sit vod, tænder offerild for sit garn. Ved dem blev hans del jo fed og kraftig blev hans føde. | 16 Derfor ofrer han til sitt garn, og brenner røkelse til sin not. For ved disse har han fått en fet del, og hans mat er utsøkt. |
| 17 Derfor drager de stadig sværdet og dræber folk uden skånsel. | 17 Skal han altid tømme sit vod og slå folk ihjel uden skånsel? | 17 Skal han derfor hele tiden få tømme sitt garn og fortsette med å drepe folkeslag uten skånsel? |