Esajas bog 15 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Et profetudsagn om Moab. En nat bliver Ar?Moab hærget, udslettet, en nat bliver Kir?Moab hærget, udslettet | 1 Et udsagn om moab. Ak, Ar lægges øde ved nat, det er ude med Moab, Kir lægges øde ved nat, det er ude med Moab. | 1 Send lammet til herskeren i landet, fra Sela gjennom ørkenen til Sions datters berg. |
| 2 Dibons datter stiger op for at græde på offerhøjene; på Nebo og Medeba jamrer Moab, alle har klippet issen skaldet og skåret skægget af. | 2 Dibons datter går op på høje for at græde, oppe på Nebo og Medeba jamrer Moab; hvert et hoved er skaldet, alt skæg skåret af, | 2 For som en flakkende fugl som er kastet ut av redet, skal Moabs døtre være ved Arnons vadesteder: |
| 3 På gaderne går de klædt i sæk, på byens tage og torve jamrer de alle sammen og synker hen i gråd. | 3 på gader og oppe på tage bærer de sæk, på torvene jamrer de alle, opløst i gråd. | 3 "Gi råd, fell dom! Gjør din skygge som natt på høylys dag. Skjul de bortdrevne, avslør ikke den som flykter! |
| 4 Heshbon og El'ale skriger, det høres helt til Jahas. Derfor jamrer Moabs krigere, og modet svigter dem. | 4 Hesjbon og El'ale skriger, det høres til Jahaz. Derfor skælver moabs lænder, dets sjæl er i vånde. | 4 La Moabs bortdrevne få bo hos deg! Vær deres skjulested fra dem som ødelegger dem. For undertrykkeren har fått sin ende, ødeleggelsen skal opphøre, voldsmennene forsvinner fra landet. |
| 5 Mit hjerte skriger over Moab; de flygter til Soar og Eglat?Shelishija. De går grædende op gennem Luhit?passet; på vejen til Horonajim lyder deres skrig over ulykken. | 5 Hjertet skriger i Moab, man flygter til Zoar, til Eglat-Sjelisjija. Ak, grædende stiger de op ad Luthiths skråning, undervejs til Horonajim opløfter de jammerskrig; | 5 Ved miskunnhet skal tronen bli grunnfestet. Det skal sitte En på den i sannhet, i Davids telt. Han skal dømme og søke rett og fremme rettferdighet." |
| 6 Nimris vandløb bliver til ørken, græsset tørrer ind, planterne forsvinder, der er intet grønt tilbage. | 6 Nimrims vande bliver ødemarker, thi græsset visner, grønsværet svinder, grønt er der ikke. | 6 Vi har hørt om Moabs stolthet, han er meget stolt, om hans hovmod, stolthet og vrede. Men hans skryt er bare tom tale. |
| 7 Så slæber de deres sidste ejendele, det de har opbevaret, med sig over Arabim?bækken. | 7 Derfor slæber de godset, de vandt, deres hengemte ting over vidjebækken. | 7 Derfor skal Moab selv klage over Moab. Alle skal klage. Over rosinkakene i Kir-Hareset skal dere sukke, tynget av sorg. |
| 8 Skriget når ud over hele Moab, deres jammer når til Eglajim, deres jammer når til Be'er?Elim, | 8 Ak, nødråbet omspænder Moabs land, dets jamren når til Eglajim og Be'er-Elim; | 8 For Hesjbons marker tørker bort, også vintreet i Sibma. Herrene over folkeslagene har slått ned de beste vintrærne der, de som nådde helt til Jaser og som bredte seg ut i ørkenen. Grenene på det strekker seg ut, de har nådd ut over havet. |
| 9 for Dimons vandløb er fulde af blod. Jeg har mere tilbage til Dimon: Løver til de overlevende i Moab, til dem, der er tilbage i landet! | 9 Thi Dimons vand er fuldt af blod. Men jeg sender endnu mer over Dimon: En løve over Moabs undslupne, landets rest. | 9 Derfor gråter jeg sammen med Jaser over vintreet i Sibma. Jeg vanner deg med mine tårer, Hesjbon og El'ale! For det lyder krigsrop over din sommerfrukt og over din høst. |