Fjerde Mosebog 35 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Herren talte til Moses på Moabs sletter ved Jordan over for Jeriko; han sagde: | 1 Herren talede fremdeles til Moses på Moabs sletter ved Jordan over for Jeriko og sagde: | 1 Herren talte til Moses på Moab-slettene ved Jordan, rett overfor Jeriko, og sa: |
| 2 Giv israelitterne befaling om at give levitterne byer at bo i af deres faste arvelod. I skal også give levitterne græsmark rundt om byerne. | 2 Byd israelitterne, at de af de besiddelser, de får i arv, skal give leviterne nogle byer at bo i; I skal også give leviterne græsmarker rundt om disse byer, | 2 "Befal Israels barn at de skal gi levittene byer å bo i av den arven de har fått til eiendom. Dere skal også gi levittene fellesareal rundt byene. |
| 3 De skal have byerne at bo i, og de tilhørende græsmarker skal de have til deres kvæg og deres hjorde, alt hvad de ejer af dyr. | 3 disse byer skal de have at bo i, og deres græsmarker skal de have til deres kvæg, deres hjorde og andre dyr. | 3 De skal ha byene til å bo i. Fellesarealet deres skal være for kveget, buskapen og for alle dyrene deres. |
| 4 Byernes græsmarker, som I skal give levitterne, skal strække sig tusind alen udefter fra bymuren hele vejen rundt. | 4 Græsmarkerne om byerne, som I skal give leviterne, skal strække sig 1000 alen fra bymuren ud til alle sider; | 4 Fellesarealet rundt byene, som dere skal gi til levittene, skal strekke seg fra bymuren og tusen alen utover hele veien rundt. |
| 5 Uden for byen skal I på østsiden måle to tusind alen, på sydsiden to tusind alen, på vestsiden to tusind alen og på nordsiden to tusind alen, med byen som midtpunkt. Det skal de have som byernes græsmarker. | 5 og uden for byen skal I til østside opmåle 2000 alen, til sydside 2000, til vestside 2000 og til nordside 2000, med byen i midten. Det skal tilfalde dem som græsgange til byerne. | 5 Utenfor byen skal dere måle to tusen alen på østsiden, to tusen alen på sørsiden, to tusen alen på vestsiden og to tusen alen på nordsiden. Byen skal ligge i midten. Dette skal tilhøre dem som fellesareal for byene. |
| 6 De byer, I giver levitterne, skal være de seks tilflugtsbyer; I udpeger til, at drabsmænd kan flygte dertil, og ud over dem skal I give 42 byer. | 6 Hvad de byer angår, som I skal give leviterne, så skal I give dem de seks tilflugtsbyer, som manddrabere kan ty ind i, og desuden to og fyrretyve byer. | 6 Blant de byene dere skal gi til levittene, skal du utpeke seks tilfluktsbyer, dit en drapsmann skal kunne flykte. I tillegg til disse skal dere gi førtito byer til. |
| 7 Tilsammen bliver det 48 byer, I skal give levitterne, byerne selv med tilhørende græsmarker. | 7 De byer, I skal give leviterne, bliver således i alt otte og fyrretyve byer med tilhørende græsmarker. | 7 Alle byene dere skal gi til levittene, skal være førtiåtte. Sammen med dem skal dere gi fellesarealet som hører til. |
| 8 Når I af israelitternes ejendom afgiver disse byer, skal I tage flest fra dem, der har mange, og færrest fra dem, der har få; hver stamme skal give levitterne af sine byer i forhold til sin arvelod. | 8 Og af de byer, I skal give dem af israelitternes besiddelser, skal I lade de større stammer give flere, de mindre færre; hver stamme skal give leviterne så mange af sine byer, som svarer til den arvelod, der tildeles den. | 8 Byene dere skal gi, skal være fra eiendommen til Israels barn. Fra en stor stamme skal dere gi mange, fra en mindre skal dere gi få. Hver av dem skal gi noen av byene sine til levittene ut fra hvor stor arv hver har fått." |
| 9 Herren talte til Moses og sagde: | 9 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: | 9 Så talte Herren til Moses og sa: |
| 10 Tal til israelitterne og sig til dem: Når I går over Jordan til Kana'an, | 10 Tal til israelitterne og sig til dem: når I kommer over Jordan til Kana'ans land, | 10 "Tal til Israels barn og si til dem: Når dere har gått over Jordan og inn i Kanaans land, |
| 11 skal I udvælge jer nogle byer, der skal være tilflugtsbyer for jer. En drabsmand, der uforsætligt har slået nogen ihjel, skal kunne flygte dertil. | 11 skal I udse eder nogle byer, I kan have som tilflugtsbyer, så at en manddraber, der begår et drab af vanvare, kan ty derhen. | 11 da skal dere peke ut de byene som skal være tilfluktsbyer for dere, slik at en drapsmann som farer vill og dreper et menneske, kan flykte dit. |
| 12 Byerne skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren, så drabsmanden undgår at blive dræbt, før han stilles for menighedens domstol. | 12 I disse byer skal I have ret til at søge tilflugt for blodhævneren, for at ikke manddraberen skal dø, før han er blevet stillet for menighedens domstol. | 12 Disse skal være tilfluktsbyene deres fra blodhevneren, så drapsmannen ikke skal bli drept før han har blitt stilt for retten foran menigheten. |
| 13 Af de byer, I afgiver, skal de seks være tilflugtsbyer. | 13 Det skal være seks byer, I skal afstå til tilflugtsbyer; | 13 Av de byene dere gir, skal seks være tilfluktsbyer for dere. |
| 14 De tre skal I afgive øst for Jordan og de tre i Kana'an; de skal være tilflugtsbyer. | 14 de tre skal I afstå hinsides Jordan og de tre andre i Kana'ans land; de skal være tilflugtsbyer. | 14 Dere skal gi tre byer på denne siden av Jordan, og dere skal gi tre byer i Kanaans land, som skal være tilfluktsbyer. |
| 15 Både for israelitterne og for de fremmede og tilflytterne blandt dem skal disse seks byer være tilflugtssteder, så enhver, der uforsætligt har slået nogen ihjel, kan flygte dertil. | 15 Israelitterne, de fremmede og de indvandrede iblandt dem skal have ret til at søge tilflugt i de seks byer, så at enhver, der begår et drab af vanvare, kan ty derhen. | 15 Disse seks byene skal være en tilflukt både for Israels barn, for den fremmede, og for den som bor som gjest blant dem, så den som farer vill og slår et menneske i hjel, kan flykte dit. |
| 16 Men hvis én rammer nogen med en genstand af jern, med døden til følge, er det manddrab; drabsmanden skal lide døden. | 16 Men slår han ham ihjel med et jernredskab, så er han en manddraber, og manddraberen skal lide døden; | 16 Men hvis noen slår en annen med et redskap av jern, så han dør, er han en morder. Morderen skal sannelig dø. |
| 17 Og hvis én griber en sten, som man kan blive slået ihjel af, og rammer nogen med den, med døden til følge, er det manddrab; drabsmanden skal lide døden. | 17 og slår han ham ihjel med en sten, som han har i hånden, og som kan slå en mand ihjel, så er han en manddraber, og manddraberen skal lide døden; | 17 Hvis noen slår en annen med en stein i hånden, en stein stor nok til å drepe med, så den andre dør, da er han en morder. Morderen skal sannelig dø. |
| 18 Eller hvis én griber en genstand af træ, som man kan blive slået ihjel af, og rammer nogen med den, med døden til følge, er det manddrab; drabsmanden skal lide døden. | 18 og slår han ham ihjel med et træredskab, som han har i hånden, og som kan slå en mand ihjel, så er han en manddraber, og madraberen skal lide døden. | 18 Eller om noen slår en annen med et redskap av tre, sterkt nok til å drepe med, så den andre dør, da er han en morder. Morderen skal sannelig dø. |
| 19 Det er blodhævneren, der skal slå drabsmanden ihjel; når han træffer ham, skal han slå ham ihjel. | 19 Blodhævneren skal dræbe manddraberen; når han træffer ham, skal han dræbe ham. | 19 Blodhevneren selv kan drepe morderen. Når han treffer ham, kan han drepe ham. |
| 20 Og hvis én i had skubber til nogen eller i ond vilje kaster noget efter ham, med døden til følge, | 20 Og støder han til ham af had eller kaster noget på ham i ond hensigt, så han dør deraf, | 20 Hvis noen dytter til en annen på grunn av hat eller han ligger på lur og kaster noe på ham, så han dør, |
| 21 eller i fjendskab rammer ham med hånden, med døden til følge, skal den, der slog, lide døden; det er manddrab. Blodhævneren skal slå drabsmanden ihjel, når han træffer ham. | 21 eller slår han ham med hånden i fjendskab, så han dør deraf, skal drabsmanden lide døden, thi han er en manddraber; blodhævneren skal dræbe manddraberen, når han træffer ham. | 21 eller han slår ham med neven på grunn av fiendskap, så han dør, da skal den som slo ham, sannelig dø. Han er en morder. Blodhevneren kan drepe morderen når han treffer ham. |
| 22 Men hvis én kommer til at skubbe til nogen uden fjendskab eller kaster et eller andet efter ham uden ond vilje | 22 Støder han derimod til ham af vanvare, ikke i fjendskab, eller kaster han et redskab på ham, uden at det er i ond hensigt, | 22 Men dersom noen plutselig dytter til en annen uten at det er av fiendskap, eller kaster noe på en annen uten å ligge på lur, |
| 23 eller med en sten, som man kan blive slået ihjel af, rammer nogen, som han ikke har set, med døden til følge, og det ikke er hans fjende, og han ikke har villet ham noget ondt, | 23 eller rammer han ham uden at se ham med en sten, som kan slå en mand ihjel, så han dør deraf, og han ikke er hans uven eller har pønset på ondt imod ham, | 23 eller bruker en stein som er stor nok til å drepe en mann, og den faller på ham uten at han ser ham på forhånd, så han dør, men uten at han var hans fiende eller søkte å skade ham, |
| 24 så skal menigheden dømme mellem drabsmanden og blodhævneren efter disse retsregler. | 24 så skal menigheden dømme drabsmanden og blodhævneren imellem på grundlag af disse lovbud; | 24 da skal menigheten dømme mellom drapsmannen og blodhevneren ut fra disse rettsreglene. |
| 25 Menigheden skal redde drabsmanden fra blodhævnerens hånd og bringe ham tilbage til den tilflugtsby, han var flygtet til. Dér kan han blive boende, tilypperstepræsten dør, han som er salvet med hellig olie. | 25 og menigheden skal værne manddraberen modblodhævneren, og menigheden skal føre ham tilbage til hans tilflugtsby, hvorhen han var tyet, og der skal han blive boende, indtil den med hellig olie salvede ypperstepræst dør. | 25 Så skal menigheten utfri drapsmannen fra blodhevnerens hånd, og menigheten skal sende ham tilbake til den tilfluktsbyen han hadde flyktet til. Der skal han bli til ypperstepresten som var salvet med hellig olje, er død. |
| 26 Men hvis drabsmanden forlader den tilflugtsbys område, hvortil han er flygtet, | 26 Men hvis manddraberen for lader sin tilflugtsbys område, hvorhen han er tyet, | 26 Men dersom drapsmannen noen gang skulle komme utenfor grensene til tilfluktsbyen som han har flyktet til, |
| 27 og blodhævneren træffer ham udenfor tiflugtsbyens område, så kan blodhævneren slå drabsmanden ihjel; der foreligger ikke blodskyld. | 27 og blodhævneren træffer ham uden for hans tilflugtsbys område, så kan blodhævneren dræbe manddraberen uden at pådrage sig blodskyld; | 27 og blodhevneren finner ham utenfor grensene til tilfluktsbyen, og blodhevneren dreper drapsmannen, da får han ikke blodskyld. |
| 28 Drabsmanden skal nemlig blive i sin tilflugtsby, til ypperstepræsten dør. Først når ypperstepræsten er død, kan drabsmanden vende tilbage til den jord, han ejer. | 28 thi han skal blive i sin tilflugtsby indtil ypperstepræstens død; først efter ypperstepræstens død kan manddraberen vende tilbage til den jord, han ejer. | 28 For han skulle ha blitt i tilfluktsbyen helt til ypperstepresten var død. Men etter yppersteprestens død kan drapsmannen vende tilbake til jorden som er hans eiendom. |
| 29 Dette skal være gældende lov for jer, slægt efter slægt, overalt hvor I bor. | 29 Det skal være eder en retsgyldig anordning fra slægt til slægt, hvor I end bor. | 29 Dette skal være en rettsgyldig lov for dere i alle slekter etter dere, overalt hvor dere bor. |
| 30 Hvis nogen slår et menneske ihjel, må man kun henrette drabsmanden på grundlag af vidners udsagn; hvad et vidne siger, er ikke nok til, at nogen skal lide døden. | 30 Når nogen slår et menneske ihjel, må man kun dræbe manddraberen efter flere vidners udsagn. Et enkelt vidnes udsagn er ikke nok til en dødsdom. | 30 Den som slår et menneske i hjel, er en morder og skal drepes på flere vitners ord. Men ett vitne er ikke vitneutsagn nok til at et menneske kan dømmes til døden. |
| 31 I må ikke tage imod sonepenge for en drabsmands liv, når han er skyldig til døden; han skal lide døden. | 31 I må ikke tage mod sonebøde for en manddraber, når han har forbrudt sit liv; han skal lide døden, | 31 Men dere skal ikke ta imot løsepenger for livet til en morder som er skyldig til døden; han skal sannelig dø. |
| 32 I må heller ikke tage mod sonepenge for den, der er flygtet til sin tilflugtsby, så han skulle kunne vende tilbage og bo på sin jord, før ypperstepræsten er død. | 32 heller ikke må I tage mod sonebøde, således at den, der er tyet til sin tilflugtsby, før ypperstepræstens død kan vende tilbage og bosætte sig i landet. | 32 Dere skal heller ikke ta imot løsepenger for en som har flyktet til tilfluktsbyen sin, så han kan vende tilbake og bo i landet før presten er død. |
| 33 I må ikke vanhellige det land, I bor i. Blod vanhelliger landet, og for det blod, der udgydes i det, kan der kun skaffes landet soning ved blodet af den, der udgød det. | 33 vanhelliger ikke det land, I er i, thi blodet vanhelliger landet, og landet får kun soning for det blod, der er udgydt deri, ved dens blod, der har udgydt det. | 33 Dere skal ikke vanhellige landet der dere bor. For blod vanhelliger landet, og det kan ikke gjøres soning for landet, for blodet som er utøst der, uten ved blodet av den som utøste det. |
| 34 Du må ikke gøre det land, I bor i, urent; i det har jeg min bolig, for jeg er Herren, som bor iblandt israelitterne. | 34 gør ikke det land urent, I er bosat i, og i hvis midte jeg bor; thi jeg Herren bor midt iblandt Israels børn. | 34 Landet der dere bor skal du ikke gjøre urent, der Jeg bor i dets midte. For Jeg, Herren, bor midt iblant Israels barn." |