Fjerde Mosebog 14 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Da brød hele menigheden ud i høje råb, og folket græd hele natten. | 1 Da opløftede hele menigheden sin røst og brød ud i klageråb, og folket græd natten igennem. | 1 Så hevet hele menigheten sin røst og ropte, og folket gråt hele den natten. |
| 2 Alle israelitterne gav ondt af sig mod Moses og Aron, og hele menigheden sagde til dem: "Gid vi var døde i Egypten! Eller gid vi var døde i ørkenen her! | 2 Og alle israelitterne knurrede imod Moses og Aron, og hele menigheden sagde til dem: »Gid vi var døde i Ægypten eller her i ørkenen! | 2 Alle Israels barn klaget til Moses og Aron, og hele menigheten sa til dem: "Om vi bare hadde dødd i landet Egypt! Eller om vi bare hadde dødd i denne ørkenen! |
| 3 Hvorfor fører Herren os til dette land, hvor vi skal falde for sværdet og vores kvinder og børn blive taget som bytte? Var det ikke bedre, om vi vendte tilbage til Egypten?" | 3 Hvorfor fører Herren os til dette land, når vi skal falde for sværdet og vore kvinder og børn blive til bytte? Var det dog ikke bedre for os at vende tilbage til Ægypten?« | 3 Hvorfor har Herren ført oss til dette landet, så vi må falle for sverdet og våre hustruer og barn bli tatt som bytte? Var det ikke bedre for oss å vende tilbake til Egypt?" |
| 4 Og de sagde til hinanden: "Lad os vælge os en anfører og vende tilbage til Egypten!" | 4 Og de sagde til hverandre: »Lad os vælge os en fører og vende tilbage til Ægypten!« | 4 Så sa de til hverandre: "La oss ta ut et overhode og vende tilbake til Egypt!" |
| 5 Da kastede Moses og Aron sig ned foran hele israelitternes menighed, | 5 Da faldt Moses og Aron på deres ansigt foran hele den israelitiske menigheds forsamling. | 5 Da falt Moses og Aron ned på ansiktene foran hele forsamlingen av Israels barns menighet. |
| 6 og Josva, Nuns søn, og Kaleb, Jefunnes søn, som havde været med til at udspejde landet, flængede deres klæder | 6 Men Josua, Nuns søn, og kaleb, jefunnes søn, der havde været med til at undersøge landet, sønderrev deres klæder | 6 Men Josva, Nuns sønn, og Kaleb, Jefunnes sønn, som var blant dem som hadde speidet på landet, flerret klærne sine. |
| 7 og sagde til hele israelitternes menighed: "Det land, vi drog igennem og udspejdede, er et meget, meget herligt land. | 7 Og sagde til hele israelitternes menighed: »Landet, vi har rejst igennem og undersøgt, er et såre, såre godt land. | 7 De talte til hele menigheten av Israels barn og sa: "Det landet vi drog gjennom for å speide på, er et overmåte godt land. |
| 8 Hvis Herren holder af os, vil han føre os ind i dette land og give os det, et land der flyder med mælk og honning. | 8 Hvis Herren har behag i os, vil han føre os til det land og give os det, et land, der flyder med mælk og honning. | 8 Dersom Herren har behag i oss, så vil Han føre oss inn i dette landet og gi det til oss, et land som flyter med melk og honning. |
| 9 Gør ikke oprør mod Herren! I skal ikke være bange for landets befolkning, dem æder vi! Deres skygge har forladt dem, men Herren er med os. I skal ikke være bange for dem!" | 9 Gør kun ikke oprør imod Herren og frygt ikke for landets befolkning, thi dem tager vi som en bid brød; deres skygge er veget fra dem, men med os er Herren; frygt ikke for dem!« | 9 Gjør bare ikke opprør mot Herren, og frykt ikke for folket i landet, for de blir som brød for oss. Deres vern har veket fra dem, og Herren er med oss. Frykt ikke for dem!" |
| 10 Hele menigheden truede med at stene dem, men Herrens herlighed viste sig ved Åbenbaringsteltet for alle israelitterne. | 10 Hele menigheden tænkte allerede på at stene dem; men da kom Herrens herlighed til syne for alle israelitterne ved åbenbaringsteltet. | 10 Da sa hele menigheten at de ville steine dem. Men Herrens herlighet viste seg i Åpenbaringsteltet, for alle Israels barn. |
| 11 Og Herren sagde til Moses: "Hvor længe skal dette folk håne mig? Hvor længe skal de vise mig mistillid trods alle de tegn, jeg har gjort blandt dem? | 11 Og Herren sagde til Moses: »Hvor længe skal dette folk håne mig, og hvor længe vil det vægre sig ved at tro på mig, til trods for alle de tegn jeg har gjort i det? | 11 Da sa Herren til Moses: "Hvor lenge vil dette folket forakte Meg? Og hvor lenge vil de la være å tro på Meg, tross alle tegnene Jeg har gjort blant dem? |
| 12 Jeg vil slå dem med pest og tilintetgøre dem; men dig vil jeg gøre til et folk, der er større og mægtigere end de." | 12 Jeg vil slå det med pest og udrydde det, men dig vil jeg gøre til et folk, større og stærkere enddet!« | 12 Jeg vil slå dem med pest og ta fra dem arven, og Jeg vil gjøre deg til et folk som er større og mektigere enn dem." |
| 13 Men Moses sagde til Herren: "Hvad nu, hvis egypterne får det at høre? Du førte jo dette folk op derfra i din styrke. | 13 Men Moses sagde til Herren: »Ægypterne har hørt, at du i din vælde har ført dette folk bort fra dem; | 13 Moses sa til Herren: "Da vil egypterne få høre om det, for ved Din makt førte Du dette folket ut fra dem. |
| 14 Og hvad nu, hvis de fortæller det til indbyggerne i dette land? De har jo hørt, at du bor hos dette folk, Herre, og at du viser dig ansigt til ansigt, at din sky står over dem, og at du går foran dem i en skysøjle om dagen og i en ildsøjle om natten. | 14 og ligeledes har alle dette lands indbyggere hørt, at du, herre, er midt iblandt dette folk, thi du, herre, åbenbarer dig synligt, idet din sky står over dem, og du vandrer foran dem om dagen i en skystøtte og om natten i en ildstøtte. | 14 De vil fortelle om det til dem som bor i dette landet. De har hørt at Du, Herren, er midt iblant dette folket, og at Du, Herren, viser Deg ansikt til ansikt, og at Din sky står over dem og at Du går foran dem i en skystøtte om dagen og i en ildstøtte om natten. |
| 15 Hvis du nu dræber dette folk alle som en, vil de folk, som har hørt om dig, sige: | 15 Hvis du nu dræber dette folk alle som een, vil de folk, der har hørt dit ry, sige: | 15 Hvis Du dreper dette folket som én mann, da vil folkeslagene som har hørt gjetordet om Deg, si: |
| 16 'Fordi Herren ikke magtede atføre dette folk ind i det land, han havde lovet dem, slog han dem ned i ørkenen'. | 16 fordi Herren ikke evnede at føre dette folk til det land, han havde tilsvoret dem, lod han dem omkomme i ørkenen. | 16 "Fordi Herren ikke klarte å føre dette folket inn i landet Han hadde tilsverget dem, har Han slaktet dem ned i ørkenen." |
| 17 Lad nu Herrens styrke vise sig i sin storhed på den måde, du selv har sagt: | 17 Derfor, herre, lad din vælde nu vise sig i sin storhed, således som du forjættede, da du sagde: | 17 Men nå - jeg ber Deg -, la min Herres kraft vise seg mektig, slik Du har talt og sagt: |
| 18 'Herren er sen til vrede og rig på troskab. Han tilgiver skyld og overtrædelse, men han lader ikke den skyldige ustraffet; han straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn.' | 18 Herren er langmodig og rig på miskundhed, han forlader misgerning og overtrædelse, men han lader ingen ustraffet, og han hjemsøger fædrenes brøde på børnene i tredje og fjerde led. | 18 "Herren er sen til vrede og rik på miskunn. Han tilgir misgjerning og overtredelse. Men Han holder sannelig ikke den skyldige uskyldig, men lar fedrenes misgjerning komme over barn i tredje og fjerde slektsledd." |
| 19 Tilgiv dog i din store troskab dette folk dets skyld, sådan som du har båret over med dette folk lige fra Egypten til nu!" | 19 Så tilgiv nu dette folk dets misgerning efter din store miskundhed, således som du har tilgivet dette folk hele vejen fra Ægypten og hertil!« | 19 Jeg ber Deg: Tilgi dette folkets misgjerning etter Din store miskunn, slik Du har tilgitt dette folket hele veien fra Egypt og helt til denne stund." |
| 20 Herren svarede: "På din bøn vil jeg tilgive dem. | 20 Da sagde Herren: »Jeg tilgiver dem på din bøn. | 20 Da sa Herren: "Jeg har tilgitt etter ditt ord. |
| 21 Men så sandt jeg lever, og så sandt Herrens herlighed fylder hele jorden: | 21 Men så sandt jeg lever så sandt hele jorden skal opfyldes af Herrens herlighed: | 21 Men så sant Jeg lever, skal Herrens herlighet fylle hele jorden. |
| 22 Ingen af de mænd, som har set min herlighed og de tegn, jeg har gjort i Egypten og i ørkenen, og som for tiende gang har udæsket mig og ikke har adlydt mig, | 22 Ingen af de mænd, der har set min herlighed og de tegn, jeg har gjort i Ægypten og i ørkenen, og dog nu for tiende gang har fristet mig og ikke villet lyde min røst, | 22 Fordi alle disse mennene som har sett Min herlighet og tegnene Jeg gjorde i Egypt og i ørkenen, har satt Meg på prøve disse ti gangene uten å høre på Min røst, |
| 23 skal få det land at se, som jeg har lovet deres fædre. Ingen af dem, der har hånet mig, skal få det at se. | 23 ingen af dem skal se det land, jeg tilsvor deres fædre! Ingen af dem, der har hånet mig, skal få det at se; | 23 så skal de sannelig heller ikke få se det landet Jeg tilsverget deres fedre. Heller ingen av dem som viste forakt for Meg, skal få se det. |
| 24 Men i min tjener Kaleb var der en anden ånd; han var fuldt og helt med mig, ham vil jeg føre ind i det land, han har været i, og hans efterkommere skal tage det i besiddelse." | 24 kun min tjener kaleb lader jeg komme til det land, han har været i, og hans efterkommere skal få det i eje, fordi han havde en anden ånd og viste mig fuld lydighed. | 24 Men fordi det er en annen ånd i Min tjener Kaleb og han har fulgt Meg helt og fullt, vil Jeg føre ham inn i det landet han kom inn i, og la etterkommerne hans få arve det. |
| 25 - I Slettelandet bor amalekitterne og kana'anæerne. - "I morgen skal I bryde op og begive jer ind i ørkenen i retning mod Sivhavet." | 25 Men amalekiterne og Kana'anæerne bor i lavlandet. Vend derfor om i morgen, bryd op og drag ud i ørkenen ad det Røde Hav til!« | 25 Nå bor amalekittene og kanaaneerne i dalen. I morgen skal dere snu og legge ut i ørkenen langs veien mot Rødehavet." |
| 26 Herren sagde til Moses og Aron: | 26 Fremdeles talede Herren til Moses og Aron og sagde: | 26 Herren talte til Moses og Aron og sa: |
| 27 "Hvor længe skal jeg holde denne onde menighed ud, som giver ondt af sig mod mig? Jeg har hørt, hvordan israelitterne giver ondt af sig mod mig. | 27 »Hvor længe skal jeg tåle denne onde menighed, dem, som bestandig knurrer imod mig? Jeg har hørt israelitternes knurren, hørt, hvorledes de knurrer imod mig. | 27 "Hvor lenge skal denne onde menigheten holde på med å klage til Meg? Jeg har hørt de klagene Israels barn fører mot Meg. |
| 28 Sig til dem: Så sandt jeg lever, siger Herren: "Som jeg selv har hørt jer sige, vil jeg gøre mod jer. | 28 Sig til dem: Så sandt jeg lever lyder det fra Herren, som I har råbt mig i øret, således vil jeg handle med eder! | 28 Si til dem: Så sant Jeg lever, sier Herren, slik dere har talt for Mine ører, slik skal Jeg gjøre med dere: |
| 29 Her i ørkenen skal jeres lig komme til at ligge i fuldt tal, alle som er blevet mønstret fra tyve år og opefter, fordi I har givet ondt af jer mod mig. | 29 I ørkenen her skal eders kroppe falde, alle I, der blev mønstret, så mange I er fra tyveårsalderen og opefter, I, som har knurret imod mig. | 29 I denne ørkenen skal likene deres falle, dere som har klaget til Meg, av alle dere som ble mønstret, så mange dere er, fra tjue år og over. |
| 30 Ingen af jer, undtagen Kaleb, Jefunnes søn, og Josva, Nuns søn, skal komme ind i det land, som jeg svor, jeg ville lade jer bo i. | 30 Sandelig, ingen af eder skal komme til det land, jeg med løftet hånd svor at ville giver eder at bo i, med undtagelse af kaleb, jefunnes søn, og Josua, Nuns søn. | 30 Dere skal sannelig ikke komme inn i det landet Jeg sverget at Jeg skulle la dere bo i. Bare Kaleb, Jefunnes sønn, og Josva, Nuns sønn, er unntatt. |
| 31 I sagde, at jeres familier ville blive taget som bytte, men dem vil jeg føre derind, og de skal lære det land at kende, som I har vraget. | 31 Eders små børn, som I sagde ville blive til bytte, dem vil jeg lade komme derhen, og de skal tage det land i besiddelse, som I har vraget, | 31 Men deres barn, dem dere sa ville bli tatt til bytte, dem skal Jeg føre inn. De skal få kjenne landet dere forkastet. |
| 32 Men jeres lig skal ligge her i ørkenen. | 32 men eders egne kroppe skal falde i ørkenen her, | 32 Men likene deres skal falle i denne ørkenen. |
| 33 Jeres sønner skal leve som hyrder i ørkenen i fyrre år, og de skal bære straffen for jeres utroskab, indtil I alle sammen ligger som lig i ørkenen. | 33 og eders sønner skal flakke om i ørkenen i fyrretyve år og undgælde for eders bolen, indtil eders kroppe er gået til grunde i ørkenen, | 33 Deres sønner skal være gjetere i ørkenen i førti år. Og de må bære straffen for deres horeliv, helt til likene deres blir borte i ørkenen. |
| 34 Ligesom I brugte fyrre dage til at udspejde landet, skal I bære jeres straf i fyrre år, et år for hver dag, og I skal erfare,hvad det vil sige at have mig til fjende. | 34 som I brugte fyrretyve dage til at undersøge landet, således skal I undgælde for eders misgerninger i fyrretyve år, eet år for hver dag, og således få mit mishag at føle. | 34 Ut fra hvor mange dager dere speidet på landet, førti dager, skal dere bære skylden i førti år, ett år for hver dag. Dere skal få kjenne at Jeg står dere imot. |
| 35 Jeg, Herren, har talt! Ja, sådan vil jeg handle mod hele denne onde menighed, der har rottet sig sammen mod mig. Her i ørkenen skal de omkomme, her skal de dø!" | 35 jeg Herren har sagt det: sandelig, således vil jeg handle med hele denne onde menighed, der har rottet sig sammen imod mig; i ørkenen her skal de gå til grunde, i den skal de dø!« | 35 Jeg, Herren, har talt dette: Jeg skal sannelig gjøre dette mot hele denne onde menigheten som har samlet seg mot Meg. I denne ørkenen skal de forgå; her skal de dø." |
| 36 De mænd, Moses havde sendt af sted for at udspejde landet, og som kom tilbage og fik hele menigheden til at give ondt af sig mod ham ved at udsprede rygter om landet, | 36 Og de mænd, Moses havde udsendt for at undersøge landet, og som efter deres tilbagekomst havde fået hele menigheden til at knurre imod ham ved at tale nedsættende om landet, | 36 Mennene som Moses sendte ut for å speide på landet, og som vendte tilbake og ved å tale ille om landet fikk hele menigheten til å klage til ham, |
| 37 de mænd, der havde udspredt onde rygter om landet, led en brat død for Herrens ansigt. | 37 de mænd, der havde talt nedsættende om landet, fik en brat død for Herrens åsyn: | 37 nettopp disse mennene som talte ille om landet, de døde i pesten framfor Herrens åsyn. |
| 38 Og af de mænd, der var draget ud for at udspejde landet, blev kun Josva, Nuns søn, og Kaleb, Jefunnes søn, i live. | 38 Kun Josua, Nuns søn, og Kaleb, Jefunnes søn, blev i live af de mænd, der var draget hen for at undersøge landet. | 38 Men Josva, Nuns sønn, og Kaleb, Jefunnes sønn, var de som overlevde av mennene som hadde dratt av sted for å speide på landet. |
| 39 Da Moses sagde dette til alle israelitterne, blev folket grebet af sorg. | 39 Men da Moses forebragte alle israelitterne disse ord, grebes folket af stor sorg; | 39 Så talte Moses alle disse ordene til alle Israels barn, og folket sørget dypt. |
| 40 Næste morgen ville de drage højt op i-bjerglandet, og de sagde: "Vi har syndet! men nu vil vi drage op til det sted, Herren talte om." | 40 og tidligt næste morgen drog de op mod det øverste af bjerglandet og sagde: »Se, vi er rede til at drage op til det sted, Herren har talet om, thi vi, har syndet.« | 40 Neste morgen stod de tidlig opp og gikk opp mot toppen av fjellet og sa: "Her er vi, og vi vil dra opp til det stedet Herren har lovt oss, for vi har syndet." |
| 41 Men Moses sagde: "Hvorfor vil I overtræde Herrens befaling? Det vil mislykkes! | 41 da sagde Moses: »Hvorfor vil I overtræde Herrens bud? Det vil ikke gå godt! | 41 Men Moses sa: "Hvorfor går dere nå imot Herrens befaling? For dette vil ikke lykkes. |
| 42 Drag ikke op, for Herren vil ikke være hos jer. I må ikke blive slået af jeres fjender! | 42 drag ikke derop, thi Herren er ikke iblandt eder; gør I det, bliver I slået af eders fjender! | 42 Dra ikke dit opp, så dere ikke skal bli slått av fiendene deres, for Herren er ikke iblant dere. |
| 43 Der vil I blive mødt af amalekitterne og kana'anæerne, og I vil falde for sværdet. I har jo vendt jer fra Herren; derfor vil han ikke være med jer." | 43 Thi amalekiterne og Kana'anæerne vil møde eder der, og I skal falde for sværdet; I har jo vendt eder fra Herren, og Herren er ikke med eder!« | 43 For amalekittene og kanaaneerne er der foran dere, og dere skal falle for sverdet. Fordi dere har vendt dere bort fra Herren, vil ikke Herren være med dere." |
| 44 Alligevel var de overmodige nok til at drage højt op i-bjerglandet, men hverken Herrens pagts ark eller Moses veg fra lejren. | 44 Alligevel formastede de sig til at drage op mod det øverste af bjerglandet; men Herrens pagts ark og Moses forlod ikke lejren. | 44 Men de var trassige og drog opp mot fjelltoppen. Men verken Herrens paktsark eller Moses forlot leiren. |
| 45 Og amalekitterne og kana'anæerne, som boede i-bjerglandet, drog ned og slog dem og splittede dem, helt til Horma. | 45 Da steg amalekiterne og Kana'anæerne, der boede der i bjerglandet, ned og slog dem og adsplittede dem lige til horma. | 45 Amalekittene og kanaaneerne som bodde på det fjellet, kom ned og slo dem og knuste dem så de ble fordrevet til Horma. |