Anden Kongebog 6 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Profeterne sagde engang til Elisa: "Vi har ikke plads nok her, hvor vi sidder foran dig. | 1 Profetsønnerne sagde engang til Elisa: »Se, der er for lidt plads til os her, hvor vi sidder hos dig. | 1 Profetdisiplene sa til Elisja: "Se nå, det stedet hvor vi bor sammen med deg, er altfor trangt for oss. |
| 2 Lad os gå ned til Jordan og hver især hente en træstamme der. Så kan vi bygge os et sted, hvor vi kan bo." Han svarede: "Gå bare!" | 2 Vi vil gå til Jordan og hver fage en bjælke og der indrette os et rum, vi kan sidde i!« Han sagde: »Ja, gør det!« | 2 La oss få gå til Jordan, og la hver mann ta en tømmerstokk derfra, og la oss der lage et sted hvor vi kan bo." Han svarte: "Bare gå!" |
| 3 Men en af dem sagde: "Gå dog med dine tjenere!" "Ja," sagde han | 3 Men en af dem sagde: »Vil du ikke nok følge med dine trælle!« Og han svarede: »Jo, det vil jeg!« | 3 Da sa en av dem: "Jeg ber deg, samtykk i å gå med tjenerne dine!" Og han svarte: "Jeg skal gå." |
| 4 og gik med dem. Da de kom til Jordan, gav de sig til at fælde træerne. | 4 Han gik så med, og da de kom til Jordan, gav de sig til at fælde træer. | 4 Så gikk han sammen med dem. Da de kom til Jordan, hogde de ned noen trær. |
| 5 Mens én nu var i færd med at fælde en stamme, faldt hans økse i vandet, og han råbte: "Ak, herre, det var endda en, jeg havde lånt!" | 5 Medens nu en af dem var ved at fælde en bjælke, faldt hans øksejern i vandet. Da gav han sig til at råbe: »Ak, min herre! Og det var endda lånt!« | 5 Men da en av dem hogde ned et tre, falt jernet i vannet. Han ropte og sa: "Å, min herre! Den var til og med lånt." |
| 6 Gudsmanden spurgte: "Hvor faldt den i?" Da han havde vist ham stedet, skar han et stykke træ af og kastede det derhen, og det fik øksen til at flyde ovenpå. | 6 Men den Guds mand sagde: »Hvor faldt det?« Og da han havde vist ham stedet, skar han en gren af og kastede den derhen. Da kom øksen op på overfladen; | 6 Da sa den Guds mann: "Hvor falt det?" Han viste ham stedet. Så hogg han av en stav og kastet den uti der. Og han fikk jernet til å flyte. |
| 7 Så sagde Elisa: "Tag den op!" og manden rakte hånden ud og tog den op. | 7 og han sagde: »Tag den op!« Så rakte han hånden ud og tog den. | 7 Han sa: "Ta det opp selv!" Så rakte han ut hånden og tok det. |
| 8 Engang aramæerkongen lå i krig med Israel, holdt han rådslagning med sine folk og sagde: | 8 Engang Arams konge lå i krig med Israel, aftalte han med sine folk, at de skulle lægge sig ibaghold på det og det sted. | 8 Syrias konge gikk til strid mot Israel. Han rådførte seg med tjenerne sine og sa: "Leiren min vil være på det og det stedet." |
| 9 "På det og det sted skal I gå i stilling." Men gudsmanden sendte bud til Israels konge: "Tag dig i agt for at passere det sted, for der har aramæerne lagt sig i stilling." | 9 Men den Guds, mand sendte bud til Israels konge og lod sige: »Vogt dig for at drage forbi det sted, thi der ligger aramæerne i baghold!« | 9 Guds mann sendte bud til Israels konge og sa: "Vokt deg så du ikke drar forbi dette stedet, for syrerne kommer ned dit." |
| 10 Israels konge sendte da folk ud til det sted, gudsmanden havde sagt ham, og hver gang han advarede ham, tog han sig i agt der, og det var ikke kun én eller to gange. | 10 Israels konge sendte da folk til det sted, den Guds mand havde sagt ham. Således mindede han ham om at være på sin post der; og det gjorde han ikke een, men flere gange. | 10 Så sendte Israels konge noen til det stedet som Guds mann hadde nevnt for ham og advart ham mot, og han voktet seg, og det ikke bare én eller to ganger. |
| 11 Det blev aramæerkongen ophidset over; hantiLkaldte sine folk og sagde til dem: "Kan I ikke sige mig, hvem af vore det er, der sender bud til Israels konge?" | 11 Derover blev Arams konge urolig i sit sind, og han lod sine folk kalde og spurgte dem: »Han I ikke sige mig, hvem det er, der forråder os til Israels konge?« | 11 Derfor ble Syrer-kongen meget urolig på grunn av dette. Han kalte tjenerne sine til seg og sa til dem: "Vil dere ikke vise meg hvem det er blant oss som holder med Israels konge?" |
| 12 En af folkene svarede: "Det er ingen af os, herre konge. Men Elisa, profeten i Israel, fortæller Israels konge hvert ord, du siger i dit sovekammer." | 12 Da sagde en af hans hærførere: »Det er ingen af os, herre konge; det er profeten Elisa i Israel, der lader Israels konge vide, hvad du taler i dit sovekammer.« | 12 En av tjenerne hans sa: "Ingen, min herre konge. Men Elisja, profeten i Israel, forteller Israels konge de ordene som du taler i soverommet ditt." |
| 13 Så sagde han: "Gå hen og find ud af, hvor han er, så vil jeg sende folk ud og få fat på ham." Da han fik at vide, at han var i Dotan, | 13 Da sagde han: »Gå hen og se, hvor han er, for at jeg kan sende folk ud og lade ham gribe!« Da det meldtes ham, at han var i Dotan, | 13 Så sa han: "Gå og se hvor han er, så jeg kan sende noen for å ta ham." Det ble fortalt ham, og det ble sagt: "Sannelig, han er i Dotan." |
| 14 sendte han heste og vogne og en stor hærstyrke derhen, og de kom om natten og omringede byen. | 14 sendte han heste og vogne og en stor hærstyrke derhen; og de kom ved nattetide og omringede byen. | 14 Derfor sendte han hester og vogner og en stor hær dit, og de kom dit om natten og omringet byen. |
| 15 Da gudsmandens tjener tidligt næste morgen gik ud, opdagede han, at en hærstyrke med heste og vogne havde omringet byen. Den unge mand spurgte ham: "Ak, herre, hvad skal vi gøre?" | 15 Næste morgen tidlig, da den Guds mand gik ud, se, da var byen omringet af en hær og heste og vogne, da sagde hans tjener til ham: »Ak, herre, hvad skal vi dog gribe til?« | 15 Da tjeneren til Guds mann stod tidlig opp neste morgen og gikk ut, se, der var det en hær som omringet byen med hester og vogner. Tjeneren hans sa til ham: "Å, min herre! Hva skal vi gjøre?" |
| 16 Men han sagde: "Frygt ikke, der er flere på vores side end på deres!" | 16 Men han svarede: »Frygtikke, thi de, der er med os, er flere end de, der er med dem!« | 16 Da svarte han: "Frykt ikke, for de som er med oss, er flere en de som er med dem." |
| 17 Så bad Elisa: "Herre, åbn øjnene på ham, så han kan se!" Herren åbnede den unge mands øjne, og han så, at-bjerget var fuldt af ildheste og ildvogne rundt om Elisa. | 17 Og Elisa bad og sagde: »Herre, luk hans øjne op, så han kan se!« Da lukkede Herren tjenerens øjne op, og han så, at bjerget var fuldt af ildheste og ildvogne rundt om Elisa. | 17 Elisja bad og sa: "Herre, jeg ber Deg, åpne øynene hans så han kan se." Da åpnet Herren øynene til den unge tjeneren, og han så. Og se, overalt rundt Elisja var fjellet fullt av hester og vogner av ild. |
| 18 Da fjenderne kom ned mod Elisa, bad han til Herren: "Slå dog disse folk med blindhed!" og på Elisas bøn slog han dem med blindhed. | 18 Da nu fjenderne rykkede ned imod ham, bad Elisa til Herren og sagde: »Slå de folk med blindhed!« Og han slog dem med blindhed efter Elisas ord. | 18 Da syrerne kom ned mot ham, bad Elisja til Herren og sa: "Jeg ber Deg å slå dette folket med blindhet!" Og Han slo dem med blindhet etter Elisjas ord. |
| 19 Derpå sagde Elisa til dem: "Det her er ikke den rigtige vej og heller ikke den rigtige by. Kom med mig, så vil jeg føre jer til den mand, I søger." Så førte han dem til Samaria. | 19 Da sagde Elisa til dem: »Det er ikke den rigtige vej eller den rigtige by; følg med mig, så skal jeg føre eder til den mand, I søger!« Han førte dem så til Samaria, | 19 Elisja sa til dem: "Dette er ikke veien, og dette er ikke byen. Følg bare meg, så skal jeg føre dere til mannen dere leter etter." Men han førte dem til Samaria. |
| 20 Da de var kommet ind i Samaria, sagde Elisa: "Herre, åbn øjnene på dem, så de kan se!" Herren åbnede deres øjne, og de opdagede, at de var midt inde i Samaria. | 20 og da de var kommet ind i Samaria, bad Elisa: »Herre, luk nu deres øjne op, så at de kan se!« Da lukkede Herren deres øjne op, og de så, at de var midt i Samaria. | 20 Da de kom til Samaria, skjedde det at Elisja sa: "Herre, åpne øynene til disse mennene, så de kan se." Og Herren åpnet øynene deres, og de så. Og se, der var de midt inne i Samaria. |
| 21 Da Israels konge så dem, spurgte han Elisa: "Skal jeg slå dem ihjel, fader?" | 21 Da Israels konge så dem, spurgte han Elisa: »Skal jeg hugge dem ned, min fader?« | 21 Da Israels konge så dem, sa han til Elisja: "Min far, skal jeg drepe dem? Skal jeg drepe dem?" |
| 22 Han svarede: "Slå dem ikke ihjel! Plejer du måske at slå dem ihjel, som du har taget til fange med sværd og bue? Nej, sæt mad og drikke for dem, lad dem spise og drikke og så vende hjem til deres herrer." | 22 Men han svarede: »Nej, du må ikke hugge dem ned! Bruger du at hugge folk ned, som du ikke har taget til fange med sværd eller bue? Sæt brød og vand for dem, at de kan spise og drikke, og lad dem så vende tilbage til deres herre!« | 22 Men han svarte: "Du skal ikke drepe dem. Ville du ha drept dem du har tatt til fange med sverdet og buen din? Sett fram brød og vann til dem, så de kan spise og drikke og dra tilbake til sin herre." |
| 23 Kongen anrettede så et festmåltid for dem, og da de havde spist og drukket, lod han dem gå, og de vendte hjem til deres herrer. Aramæerne foretog ikke flere strejftogter ind i Israel. | 23 Så gav han dem et godt måltid, og da de havde spist og drukket, lod han dem gå, og de drog tilbage til deres herre. Men fra den tid af kom der ikke flere aramaiske strejfskarer i Israels land. | 23 Så gjorde han i stand et stort gjestebud for dem. Etter at de hadde spist og drukket, sendte han dem av sted, og de drog tilbake til sin herre. Men det kom aldri mer noen flokker av syrere inn i Israels land for å plyndre. |
| 24 Siden hen samlede aramæerkongen Ben?Hadad hele sin hær og drog op og belejrede Samaria. | 24 Siden hændte det, at kong Benhadad af Aram samlede hele sin hær og drog op og belejrede Samaria; | 24 Etter dette skjedde det at Benhadad, Syrias konge, samlet hele sin hær og drog opp og beleiret Samaria. |
| 25 Der blev så stor hungersnød i Samaria under belejringen, at et æselhoved kostede firs sekel sølv og en kvart kab duemøg fem sekel. | 25 og under belejringen blev der stor hungersnød i byen, så at et æselhoved til sidst kostede tresindstyve sekel sølv og en fjerdedel kab duegødning fem. | 25 Det var en stor hungersnød i Samaria. Og sannelig, de beleiret den inntil et eselhode ble solgt for åtti sekel sølv, og en fjerdedels kab med dueskitt for fem sekel sølv. |
| 26 En dag Israels konge gik forbi på muren, råbte en kvinde til ham "Hjælp os, herre konge!" | 26 Da Israels konge en dag gik oppe på bymuren, råbte en kvinde til ham: »Hjælp, herre konge!« | 26 En gang Israels konge gikk forbi på muren, ropte en kvinne til ham og sa: "Hjelp, min herre konge!" |
| 27 Han svarede: "Hvis ikke Herren hjælper dig, hvordan skulle jeg så hjælpe dig? Fra tærskepladsen? Eller fra vinpersen?" | 27 han svarede: »Hjælper Herren dig ikke, hvor skal så jeg skaffe dig hjælp fra? Fra tærskepladsen eller vinpersen?« | 27 Han sa: "Hvis ikke Herren hjelper deg, hvor skal da jeg finne hjelp til deg? Fra treskeplassen eller fra vinpressen?" |
| 28 Så spurgte kongen hende: "Hvad er deri vejen?" Hun svarede: "Kvinden der sagde til mig: Kom med din søn, så spiser vi ham i dag, og min søn kan Vi spise i morgen. | 28 Og kongen spurgte hende vi dere: »Hvad fattes dig?« Da sagde hun: »Den kvinde der sagde til mig: hom med din dreng, så fortærer vi ham i dag; i morgen vil vi så fortære min dreng! | 28 Så spurte kongen henne: "Hva er det som plager deg?" Hun svarte: "Denne kvinnen sa til meg: Kom med sønnen din, så vi kan spise ham i dag, og i morgen skal vi spise sønnen min. |
| 29 Så kogte vi min søn og spiste ham. Men næste dag sagde jeg til hende: Kom med din søn, så spiser vi ham. Men så gemte hun sin søn." | 29 Så kogte vi min breng og fortærede ham. Næste dag sagde jeg til hende: Kom nu med din dreng, at vi kan fortære ham! Men hun holdt drengen skjult.« | 29 Så kokte vi sønnen min og spiste ham. Neste dag sa jeg til henne: Kom nå med sønnen din, så vi kan spise ham. Men hun hadde gjemt sønnen sin." |
| 30 Da kongen hørte kvindens ord, flængede han sine klæder, mens han gik på muren, og folk så, at han indenunder havde sæk på kroppen. | 30 Da kongen hørte kvindens ord, sønderrev han sine klæder, som han stod der på muren; og folket så da, at han indenunder har sæk på den bare krop. | 30 Da kongen hørte disse ordene kvinnen sa, skjedde det at han flerret klærne sine. Da han gikk forbi på muren, fikk folket se at han hadde sekk på kroppen under klærne. |
| 31 Han udbrød: "Gud ramme mig igen og igen, hvis hovedet bliver siddende dagen ud på Elisa, Shafats søn!" | 31 Og han sagde: »Gud ramme mig både med det ene og det andet, om Elisas, Sjafats søns, hoved skal blive siddende mellem skuldrene på ham dagen til ende!« | 31 Så sa han: "Må Gud ramme meg både nå og siden, hvis hodet blir sittende på Elisja, Sjafats sønn, i dag!" |
| 32 Elisa sad netop i sit hus, og de ældste sad hos ham, da kongen sendte en mand i forvejen. Men før budet nåede derhen, sagde Elisa til de ældste: "Er I klar over, at denne morder har sendt en mand for at hugge mit hoved af? Sørg for at lukke døren, når budet kommer, og stem døren imod ham. Jeg kan allerede høre hans herres fodtrin bag ham." | 32 Elisa sad imidlertid i sit hus sammen med de ældste; da sendte kongen en mand i forvejen. Men før sendebudet kom til ham, sagde han til de ældste: »Ved I, at denne mordersjæl har sendt en mand herhen for at tage mit hoved? Se, når budet kommer, skal I lukke døren og stemme jer imod den! Allerede hører jeg hans herres trin bag ham.« | 32 Men Elisja satt i huset sitt, og de eldste satt sammen med ham. Kongen sendte en mann i forveien for seg, men før utsendingen kom til ham, sa han til de eldste: "Ser dere hvordan denne morder-sønnen har sendt noen for å hogge hodet av meg? Se, når utsendingen kommer, så steng døren og hold ham fast ved døren! Kan ikke lyden av hans herres føtter allerede høres bak ham?" |
| 33 Mens han talte med dem, kom kongen ned til ham, og han sagde: "Denne ulykke er kommet fra Herren. Hvorfor skal jeg længere vente på Herren?" | 33 Og medens han endnu talte med dem, kom kongen ned til ham og sagde: »Se, hvilken ulykke Herren har bragt over os! Hvorfor skal jeg da bie længer på Herren?« | 33 Mens han fremdeles snakket med dem, se, der var utsendingen nede hos ham. Han kom ned til ham. Da sa kongen: "Sannelig, se denne ulykken er fra Herren. Hvorfor skulle jeg vente lenger på Herren?" |