Første Samuelsbog 25 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Så døde Samuel, og hele Israel samledes og holdt ligklage over ham, og man begravede ham i hans hus i Rama. David begav sig ned til Parans ørken. | 1 Da Samuel var død, samledes hele Israel og holdt klage over ham; og man jordede ham i hans hjem i Rama. Derpå brød David op og drog ned til Maons ørken. | 1 Så døde Samuel. Hele Israel samlet seg og sørget over ham, og de begrov ham i hans hjem i Rama. David brøt opp og drog ned til Paran-ødemarken. |
| 2 Der var en mand i Maon, som havde sin kvægavl i Karmel. Manden var meget velstående, han ejede tre tusind får og tusind geder. Han holdt netop fåreklipningsfest i Karmel. | 2 I Maon boede en mand, som havde sin bedrift i Karmel; denne mand var hovedrig, han havde 3000 får og 1000 geder; og han var netop i Karmel til fåreklipning. | 2 I Maon var det en mann som hadde arbeidet sitt i Karmel, og mannen var meget rik. Han eide tre tusen sauer og tusen geiter. Han holdt på å klippe sauene sine i Karmel. |
| 3 Manden hed Nabal og hans kone Abigajil. Hun var både klog og smuk; men han var hård og ond. Han var kalebit. | 3 Manden hed nabal, hans hustru Abigajil; hun var en klog og smuk kvinde, medens manden var hård og ond. Han var Kalebit. | 3 Denne mannen hadde navnet Nabal, og hans hustru hadde navnet Abigajil. Hun var en kvinne med god forstand, og hun hadde et vakkert utseende. Men mannen var streng og ond i alt han gjorde. Han var av Kalebs hus. |
| 4 Da David ude i ørkenen hørte, at Nabal holdt fåreklipningsfest, | 4 Da David ude i ørkenen hørte, at nabal havde fåreklipning, | 4 Da David ute i ødemarken fikk høre at Nabal holdt på å klippe sauene sine, |
| 5 sendte han ti unge mænd af sted og sagde til dem: "Drag op til Karmel og gå hentil Nabal; hils ham fra mig | 5 sendte han ti af sine folk af sted og sagde til dem: »Gå op til Karmel, og når I kommer til Nabal, så hils ham fra mig | 5 sendte David ti unge menn av sted. David sa til de unge mennene: "Gå opp til Karmel, gå til Nabal, og hils ham fred på mine vegne! |
| 6 og sig så til min broder: Fred være med dig, fred være med dit hus, og fred være med alt, hvad der er dit! | 6 Og sig til min broder: Fred være med dig, fred være med dit hus, og fred være med alt, hvad dit er! | 6 Dette skal dere si til ham: Må du leve lenge, og fred være med deg, fred være med ditt hus, og fred være med alt du har! |
| 7 Jeg har hørt, at du holder fåreklipningsfest. Nu er det sådan, at dengang dine hyrder holdt til hos os, forulempede vi dem ikke, og de har intet mistet, al den tid de har været i Karmel. | 7 Jeg har hørt, at du har fåreklipning. Nu har dine hyrder opholdt sig hos os; vi har ikke fornærmet dem, og de har intet mistet, i al den tid de har været i Karmel; | 7 Nå har jeg hørt at du har saueklippere. Gjeterne dine var sammen med oss, og vi gjorde dem ingen fortred. Det var heller ingenting som ble borte for dem hele den tiden de var i Karmel. |
| 8 Spørg selv dine folk, de kan fortælle dig om det. Gid mine unge mænd må finde nåde for dine øjne! Det er jo en festdag, vi kommer på, så giv dine tjenere og din søn David, hvad du har for hånden." | 8 spørg kun dine folk, så skal de fortælle dig det. Fat godhed for folkene! Vi kommer jo til en festdag; giv dine trælle og din søn David, hvad du vil unde os!« | 8 Spør dine unge menn, og de vil fortelle deg det. La derfor mine unge menn finne velvilje for dine øyne, for vi kommer hit på en festdag. Gi det du måtte ha for hånden til dine tjenere og til din sønn David!" |
| 9 Davids folk kom så til Nabal og sagde alt det til ham fra David, og så stod de og ventede. | 9 Davids folk kom hen og sagde alt dette til nabal fra David og biede så på svar. | 9 Da Davids unge menn kom dit, talte de alle disse ordene til Nabal i Davids navn, og de stod og ventet. |
| 10 Men Nabal svarede Davids tjenere: "Hvem er David? Hvem er Isajs søn? Nu om dage er der så mange trælle, der rømmer fra deres herre. | 10 Men Nabal svarede Davids folk: »Hvem er David, hvem er Isajs søn? Nu til dags er der så mange trælle, der løber fra deres herre. | 10 Men Nabal svarte Davids tjenere og sa: "Hvem er David, og hvem er Isais sønn? Nå om dagen finnes det mange slaver som hver for seg river seg løs fra herrene sine. |
| 11 Skulle jeg så tage mit brød og vand og mit kvæg, som jeg har slagtet til mine fåreklippere, og give det til nogle, som jeg ikke ved hvor er fra?" | 11 Skulle jeg tage mit brød, min vin og mit slagtekvæg, som jeg har slagtet til mine fåreklippere, og give det til mænd, jeg ikke ved, hvor er fra?« | 11 Skal jeg da ta av mitt brød og mitt vann og mitt slaktefe som jeg har slaktet til mine saueklippere, og gi det til menn som jeg ikke vet hvor kommer fra?" |
| 12 Så gik Davids folk deres vej, og da de kom hjem, fortalte de ham det hele. | 12 Så begav Davids folk sig på hjemvejen, og da de kom tilbage, fortalte de ham det hele: | 12 Da snudde Davids unge menn seg og drog tilbake. De kom og fortalte ham alle disse ordene. |
| 13 Da sagde David til sine mænd: "Spænd alle sammen sværdet om lænden!" Det gjorde de, og David spændte også sit sværd om lænden. Omkring fire hundrede mand fulgte David, mens to hundrede mand blev tilbage ved trosset. | 13 Da sagde David til sine folk: »Spænd alle eders sværd ved lænd!« Da spændte de alle deres sværd om, også David. Og henved 400 mand fulgte David, medens 200 blev ved trosset. | 13 Da sa David til sine menn: "Hver av mennene skal spenne sverdet på seg." Så spente hver mann sverdet på seg, og David spente også sverdet på seg. Omkring fire hundre menn gikk sammen med David, og to hundre ble igjen ved forsyningene. |
| 14 Nu havde en af karlene sagt til Nabals kone Abigajil: "David har sendt nogle folk fra ørkenen med ønsket om lykke for vores herre, og han overfusede dem. | 14 Men en af folkene fortalte Nabals hustru Abigajil det og sagde: »David sendte bud fra ørkenen for at hilse på vor herre; men han overfusede dem, | 14 En av de unge mennene fortalte dette til Abigajil, Nabals hustru, og sa: "Se, David sendte budbærere fra ødemarken for å hilse på vår herre. Og han skjelte dem ut. |
| 15 Men de mænd har været meget gode imod os; de har ikke forulempet os, og vi har intet mistet, al den tid vi drog omkring hos dem, mens Vi var ude på græsgangene. | 15 skønt de mænd har været meget gode mod os og ikke fornærmet os, og vi har intet mistet, i al den tid vi færdedes sammen med dem, da vi var ude i marken. | 15 Men mennene var meget gode mot oss, og de gjorde oss ingen fortred. Det var heller ingen ting som ble borte så lenge vi var sammen med dem, da vi var ute på marken. |
| 16 Nat og dag var de en mur omkring os al den tid, Vi vogtede småkvæget i nærheden af dem. | 16 De var en mur om os både nat og dag, i al den tid vi vogtede småkvæget i nærheden af dem. | 16 De var som en mur rundt oss både natt og dag, hele den tiden vi var sammen med dem og gjette sauene. |
| 17 Find ud af, hvad du kan gøre, for en ulykke truer vores herre og hele hans hus. Selv er han jo så ondsindet, at man ikke kan sige noget til ham." | 17 Se nu til, hvad du vil gøre, thi ulykken hænger over hovedet på vor herre og hele hans hus; han selv er jo en usling, man ikke kan tale med!« | 17 Nå må du finne ut og bli klar over hva du skal gjøre, for noe ondt er bestemt for vår herre og for hele hans hus. For han er selv en ondskapens sønn, så ingen vil snakke til ham." |
| 18 Abigajil tog i en fart to hundrede brød, to krukker vin, fem tilberedte får og fem sea ristet korn, hundrede rosinkager og to hundrede figenkager. Hun læssede det på æslerne | 18 Så gik Abigajil straks hen og tog 200 brød, to dunke vin, fem tillavede får, fem sea ristet korn, 100 rosinkager og 200 figenkager, lagde det på æslerne | 18 Da skyndte Abigajil seg og tok to hundre brød, to skinnsekker med vin, fem sauer som allerede var laget i stand, fem mål ristet korn, hundre klaser med rosiner og to hundre fikenkaker, og la dem på eslene. |
| 19 og sagde til sine karle, at de skulle gå i forvejen, så ville hun følge efter dem. Men sin mand Nabal fortalte hun ikke noget. | 19 Og sagde til sine karle: »Gå i forvejen, jeg kommer bagefter!« Men sin mand Nabal sagde hun intet derom. | 19 Hun sa til tjenesteguttene sine: "Dra i forveien for meg! Se, jeg kommer etter dere." Men hun sa ikke noe om dette til sin mann Nabal. |
| 20 Mens hun nu red på sit æsel i skjul af-bjerget, mødte hun David og hans mænd, der var på vej mod hende. | 20 Som hun nu på sit æsel red ned ad vejen i skjul af bjerget, kom David og hans mænd ned imod hende, så hun mødte dem. | 20 Da hun red av sted på eselet i ly av fjellhenget, skjedde det at hun fikk se David og mennene hans på vei ned mot henne, så hun fikk møte dem. |
| 21 David havde sagt: "Det var altså helt forgæves, at jeg i ørkenen vogtede alt det, som tilhører det menneske. Han har intet mistet af sin ejendom, og alligevel gengælder han mig godt med ondt. | 21 Men David havde sagt: »Det er slet ingen nytte til, at jeg i ørkenen har værnet om alt, hvad den mand ejede, så intet deraf gik tabt; han har gengældt mig godt med ondt. | 21 David hadde sagt: "Sannelig, til ingen nytte har jeg beskyttet alt denne mannen har i ørkenen, så ingen ting ble borte av alt som tilhører ham. Han har gjengjeldt meg godt med ondt. |
| 22 Gud ramme David igen og igen, hvis jeg i morgen har levnet nogen af mandkøn hos ham!" | 22 Gud ramme David både med det ene og det andet, om jeg levner noget mandligt væsen af alt, hvad hans er, til morgenens frembrud!« | 22 Må Gud ramme Davids fiender både nå og siden, hvis jeg lar det bli igjen noen av hannkjønn av alle som tilhører ham når det lysner i morgen." |
| 23 Da Abigajil fik øje på David, sprang hun hurtigt ned af æslet og kastede sig til jorden for David. | 23 Da Abigajil fik øje på David, sprang hun straks af æselet og kastede sig ned for David på sit ansigt, bøjede sig til jorden, | 23 Da Abigajil fikk øye på David, skyndte hun seg å stige ned fra eselet, falt på sitt ansikt foran David og bøyde seg til jorden. |
| 24 Hun faldt ned for hans fødder og sagde: "Skylden er min, herre! Lad mig tale tildig. Hør mig, herre! | 24 faldt ned for hans fødder og sagde: »Skylden er min, herre! Lad din trælkvinde tale til dig og hør din trælkvindes ord! | 24 Så falt hun ned for føttene hans og sa: "Over meg, min herre, la denne misgjerningen hvile over meg! Men la din tjenerinne få tale mens du hører, og hør på ordene fra din tjenerinne. |
| 25 Tag dig ikke af Nabal, det ondsindede menneske. Han svarer til sit navn; Nabal hedder han, og tåbeligt handler han. Herre, jeg så ikke de unge mænd, du sendte. | 25 Min herre må ikke regne med den usling fil nabal! Han svarer til sit navn; nabal hedder han, og fuld af dårskab er han; men jeg, din trælkvinde, så ikke min herres folk, som du sendte hid. | 25 Min herre må ikke akte på denne ondskapens mann, Nabal. For som navnet hans er, slik er han. Nabal er hans navn, og dårskapen følger ham. Men jeg, din tjenerinne, fikk ikke se de unge mennene som min herre sendte. |
| 26 Men, herre, så sandt Herren lever, og så sandt du lever, har Herren holdt dig fra at pådrage dig blodskyld og tage dig selv til rette. Gid det dog må gå dine fjender og dem, der søger din ulykke, som Nabal. | 26 Men nu, min herre, så sandt Herren lever, og så sandt du lever, du, hvem Herren har holdt fra at pådrage dig blodskyld og tage dig selv til rette: måtte det gå dine fjender og dem, som pønser på ondt mod min herre, som Nabal! | 26 Og nå, min herre, så sant Herren lever og din sjel lever, fordi Herren har hindret deg fra å gå til blodsutgytelse og fra å ta hevn ved din egen hånd, skal du la dine fiender og de som søker det onde for min herre, være som Nabal. |
| 27 Men lad nu folkene i min herres følge få den gave, som din trælkvinde har bragt dig. | 27 Lad nu folkene, som følger min herre, få denne gave, som din trælkvinde bringer min herre. | 27 Denne gaven som din tjenerinne har tatt med til min herre, la den bli gitt til de unge mennene som følger min herre. |
| 28 Tilgiv din trælkvindes frimodighed, for Herren vil jo skabe min herre et hus, der står fast. Min herre fører jo Herrens krige, og der skal ikke ske dig noget ondt, så længe du lever. | 28 Tilgiv dog din trælkvinde hendes brøde; thi Herren vil visseligbygge min herre et hus, som skal stå, eftersom min herre fører Herrens krige, og der ikke har været noget ondt at finde hos dig, så længe du har levet. | 28 Jeg ber deg, tilgi din tjenerinnes overtredelse! For Herren skal sannelig reise et trygt hus for min herre, for min herre strider Herrens strider, og det er ikke blitt funnet ondskap hos deg alle dine dager. |
| 29 Skulle nogen give sig til at forfølge dig og stræbe dig efter livet, så skal min herres liv være bundet i de levendes knippe hos Herren, din Gud. Men dine fjenders liv skal han slynge ud af slyngelæderet. | 29 Og skulle nogen rejse sig for at forfølge dig og stå dig efter livet, måtte da min herres liv være bundet i de levendes knippe hos Herren din Gud; men dine fjenders liv slynge han bort med slyngeskålen! | 29 Likevel har en mann stått fram for å forfølge deg og stå deg etter livet. Men min herres sjel skal være bundet i de levendes knippe hos Herren din Gud. Men dine fienders sjeler skal Han slynge ut av slyngelæret. |
| 30 Og når Herren opfylder alt det gode, han har lovet dig, herre, og indsætter dig som fyrste over Israel, | 30 Når Herren så for min herre opfylder alt det gode, han lovede dig, og sætter dig til fyrste over Israel, | 30 Når Herren har gjort for min herre etter alt det gode Han har talt til deg, og når Han har utvalgt deg til fyrste over Israel, skal det skje: |
| 31 skal du ikke få anfægtelse og samvittighedskval, herre, over at du skulle have udgydt uskyldigt blod, og at du, herre, skulle have taget dig selv til rette. Men når Herren viser min herre godhed, så glem ikke din trælkvinde!" | 31 da får du ikke dette at bebrejde dig selv, og min herre får ikke samvittighedsnag af, at han uden grund udgød blod, og at min herre tog sig selv til rette. Og når Herren gør vel imod min herre, kom da din trælkvinde i hu!« | 31 Dette skal ikke bli til sorg for deg, og ikke til anstøt for min herres hjerte. Verken dette at min herre har utgytt blod uten grunn, eller at han har tatt hevn på egen hånd. Men når Herren har gjort godt mot min herre, så husk på din tjenerinne." |
| 32 David svarede Abigajil: "Lovet være Herren, Israels Gud, fordi han i dag har sendt dig til mig! | 32 Da sagde David til Abigajil: »Priset være Herren, Israels Gud, som i dag sendte mig dig i møde, | 32 Da sa David til Abigajil: "Lovet være Herren, Israels Gud, som sendte deg for å møte meg i dag. |
| 33 Velsignet være din dømmekraft, og velsignet være du selv, fordi du i dag har forhindret mig i at pådrage mig blodskyld og tage mig selv til rette. | 33 priset være din klogskab, og priset være du selv, som i bag holdt mig fra at pådrage mig blodskyld og tage mig selv til rette! | 33 Og velsignet er ditt råd og velsignet er du, fordi du i dag har hindret meg fra å utgyte blod og fra å ta hevn ved min egen hånd. |
| 34 Så sandt Herren, Israels Gud, lever, han som har holdt mig fra at volde dig ulykke: Var du ikke ilet mig imøde, havde Nabal ikke haft en eneste af mandkøn tilbage ved daggry." | 34 Men så sandt Herren, Israels Gud, lever, som holdt mig fra at gøre dig men: hvis du ikke var ilet mig i møde, var ikke et mandligt væsen levnet nabal til i morgen!« | 34 For sannelig, Herren, Israels Gud, lever. Det er Han som har holdt meg tilbake fra å skade deg. Hadde du ikke skyndt deg å komme meg i møte, ville det ikke vært noen igjen av hannkjønn hos Nabal i morgen tidlig." |
| 35 Så tog David imod det, hun havde bragt ham, og han sagde til hende: "Gå hjem i fred! Jeg har lyttet til dig og vil opfylde din bøn." | 35 Og David modtog af hende, hvad hun havde bragt ham, og sagde til hende: »Gå op til dit hus i fred! Jeg har lånt dig øre og opfyldt dit ønske.« | 35 Det hun hadde tatt med til ham, tok David så imot fra hennes hånd, og han sa til henne: "Dra opp til ditt hus i fred! Se, jeg har hørt på din røst, og jeg skal gjøre etter ditt ønske." |
| 36 Da Abigajil kom hjem til Nabal, holdt han netop et gilde i sit hus, som var han en konge. Nabal var kommet i stemning og var stærkt beruset, derfor fortalte hun ham intet som helst før næste morgen. | 36 Da abigajil kom hjem til nabal, holdt han netop i sit hus et gæstebud som en konges; og da han var glad og stærkt beruset, sagde hun ham ikke det mindste, før det dagedes. | 36 Abigajil kom til Nabal, og se, nettopp da ble det holdt en stor fest for ham i hans hus, et gjestebud som hos en konge. Nabal hadde et lystig hjerte, for han var sterkt beruset. Derfor sa hun ikke noe til ham, verken lite eller mye, før det grydde av morgen. |
| 37 Men da vinen om morgenen var gået Nabal af hovedet, og hans kone fortalte ham, hvad der var sket, stod hjertet stille i livet på ham, og han blev helt forstenet. | 37 Men om morgenen, da nabals rus var ovre, fortalte hans hustru ham sagen. Da lammedes hjertet i hans bryst, og han blev som sten; | 37 Da morgenen kom og virkningen av vinen var over hos Nabal, skjedde det at hans kone fortalte ham alt som hadde hendt, og hans hjerte ble dødt i hans indre, og han ble som en stein. |
| 38 Efter ti dages forløb ramte Herren Nabal, så han døde. | 38 og en halv snes dage efter slog Herren nabal, så han døde. | 38 Omkring ti dager senere skjedde det at Herren slo Nabal så han døde. |
| 39 Da David hørte, at Nabal var død, sagde han: "Lovet være Herren, fordi han har skaffet mig oprejsning for den forhånelse, Nabal tilføjede mig, og har skånet mig for at handle ondt. Herren har ladet Nabals ondskab ramme ham selv." Så sendte David bud til Abigajil om, at han gerne ville giftes med hende. | 39 Da David fik at vide, at nabal var død, sagde han: »Lovet være Herren, som har hævnet den krænkelse, nabal tilføjede mig, og holdt sin tjener fra at gøre ondt; Herren har ladet nabals ondskab falde tilbage på hans eget hoved!« Derpå sendte David bud og bejlede til abigajil. | 39 Da David hørte at Nabal var død, sa han: "Lovet være Herren, som har gitt meg hevn over Nabal for den vanæren han førte over meg, og som har bevart sin tjener fra det onde. For Herren har gjengjeldt Nabals ondskap så den kom over hans eget hode." David sendte bud og fridde til Abigajil for å få henne til hustru. |
| 40 Davids folk kom til Abigajil i Karmel og fortalte hende, at David havde sendt dem for at sige, at han gerne ville giftes med hende. | 40 Og da Davids trælle kom til abigajil i Karmel, talte de således til hende: »David har sendt os til dig for at bejle til dig!« | 40 Da Davids tjenere kom til Abigajil på Karmel, talte de til henne og sa: "David sendte oss til deg for å spørre deg om du vil bli hans hustru." |
| 41 Da rejste hun sig, kastede sig til jorden og sagde: "Jeg er rede til som en trælkvinde at vaske støvet af min herres tjeneres fødder." | 41 Da rejste hun sig, bøjede sig med ansigtet mod jorden og sagde: »Din tjenerinde er rede til at blive min herres trælkvinde og tvætte hans trælles fødder!« | 41 Da reiste hun seg, falt på kne med ansiktet mot jorden og sa: "Se, her er din tjenestekvinne, en tjenerinne som vasker føttene til min herres tjenere." |
| 42 Abigajil satte sig straks på sit æsel, og hendes fem piger fulgte med hende. Hun fulgte Davids mænd og blev hans hustru. | 42 Så stod Abigajil hastigt op og satte sig på sit æsel, og hendes fem piger ledsagede hende; og hun fulgte med Davids sendebud og blev hans hustru. | 42 Så skyndte Abigajil seg å gjøre seg ferdig, og hun red av sted på et esel, fulgt av fem av tjenestepikene sine. Hun fulgte med Davids budbærere og ble hans hustru. |
| 43 David havde også giftet sig med Akinoam fra Jizre'el. | 43 Desuden havde David ægtet ahinoam fra Jizre'el. Således blev de begge to hans hustruer. | 43 David hadde også tatt seg ut Akinoam fra Jisre'el, og slik ble de begge hans hustruer. |
| 44 De var begge to hans hustruer. Men Saul havde givet sin datter Mikal, Davids kone, til Palti, en søn af Lajish fra Gallim. | 44 Men Saul gav sin datter Mikal, Davids hustru, til palti, Lajisj's søn, fra Gallim. | 44 Men sin datter Mikal, Davids hustru, hadde Saul gitt til Palti, som var sønn av Lajisj fra Gallim. |