Første Samuelsbog 14 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 En dag sagde Sauls søn Jonatan til sin våbendrager : "Kom , lad os gå over på den anden side til filistrenes forpost." Men han fortalte ikke sin far noget. | 1 Da hændte det en dag, at Sauls søn Jonatan sagde til sin våbendrager: »Kom, lad os gå over til filisternes forpost her lige overfor!« Men til sin fader sagde han intet derom. | 1 En dag skjedde det at Jonatan, Sauls sønn, sa til våpensveinen sin: "Kom, la oss gå over til hærstyrken til filisterne, som er på den andre siden." Men han sa ikke dette til sin far. |
| 2 På det tidspunkt sad Saul i udkanten af Gibea under granatæbletræet på tærskepladsen. Han havde omtrent seks hundrede mand hos sig. | 2 Saul sad just ved udkanten af geba under granatæbletræet ved tærskepladsen, og folkene, som var hos ham, var omtrent 600 Mand. | 2 Da satt Saul i utkanten av Gibea, under granatepletreet i Migron. Folket som var med ham, var omkring seks hundre menn. |
| 3 Akija bar efoden; han var søn af Akitub, en bror til Ikabod, der var søn af Pinehas og sønnesøn af Eli, Herrens præst i Shilo. Ingen vidste, at Jonatan var gået. | 3 Og Ahija, en søn af Ahitub, der var broder til Ikabod, en søn af Pinehas, en søn af Eli, Herrens præst i Silo, bar efoden. Men folkene vidste intet om, at Jonatan var gået. | 3 Akia var sønn av Akitub, bror til Ikabod, sønn av Pinhas, sønn av Eli, Herrens prest i Sjilo. Han bar en efod. Men folket visste ikke at Jonatan hadde dratt av sted. |
| 4 På begge sider af det pas, som Jonatan prøvede at komme igennem for at angribe filistrenes forpost, er der et klippefremspring; det ene hedder Boses, det andet Sene. | 4 I passet, som Jonatan søgte at komme over for at angribe filisternes forpost, springer en klippespids frem på hver side; den ene hedder bozez, den anden sene. | 4 Mellom passene som Jonatan prøvde å komme seg gjennom på vei til filisternes hærstyrke, var det en bratt klippe på den ene siden og en bratt klippe på den andre siden. Navnet på den ene var Boses, og navnet på den andre var Senne. |
| 5 Den ene spids rager i vejret på nordsiden ud for Mikmas og den anden på sydsiden ud for Geba. | 5 Den ene spids rager i vejret på nordsiden ud for mikmas, den anden på sydsiden ud for Geba. | 5 Forsiden på den ene klippen vendte nordover mot Mikmas og den andre sørover mot Gibea. |
| 6 Jonatan sagde altså til sin våbendrager: "Kom, lad os gå over til forposten hos disse uomskårne mennesker. Måske vil Herren hjælpe os, for der er intet, der hindrer Herren i at give sejr, uanset om vi er mange eller få." | 6 Jonatan sagde da til våbendrageren: »Kom, lad os gå over til disse uomskårnes forpost; måske vil Herren stå os bi, thi intet hindrer Herren i at give sejr, enten der er mange eller få!« | 6 Så sa Jonatan til våpensveinen sin: "Kom, la oss gå over til hærstyrken til disse uomskårne! Det kan hende at Herren vil gjøre noe for oss. For det er ingen ting som hindrer Herren fra å frelse, enten ved mange eller ved få." |
| 7 Våbendrageren sagde: "Gør det, du har i sinde! Gå i gang! Jeg går med dig, hvorhen du vil." | 7 våbendrageren svarede: »Gør, hvad du har i sinde! Jeg går med; som du vil, vil også jeg!« | 7 Da sa våpensveinen til ham: "Gjør alt som ligger deg på hjertet. Bare gå! Jeg er med deg, hva som enn ligger deg på hjertet." |
| 8 Jonatan sagde: "Nu går vi over til mændene og sørger for at blive opdaget af dem. | 8 da sagde Jonatan: »Vi søger nu at komme over til de mænd og sørger for, at de får os at se. | 8 Da sa Jonatan: "Se, la oss gå over til disse mennene, så skal vi vise oss fram for dem. |
| 9 Hvis de siger til os: 'Rør jer ikke, førend vi når frem til jer,' så bliver vi stående, hvor vi er, og går ikke op til dem. | 9 Hvis de så siger til os: stå stille, vi kommer hen til eder! så bliver vi stående, hvor vi står, og går ikke op til dem. | 9 Hvis de sier til oss: Vent til vi kommer bort til dere, da blir vi stående der vi er og går ikke opp til dem. |
| 10 Men siger de: 'Kom op til os!' så går vi derop, for så har Herren givet dem i vores hånd. Det skal være vores tegn." | 10 Men siger de: kom op til os! går vi derop; thi så har Herren givet dem i vor hånd; det skal være vort tegn!« | 10 Men hvis de sier til oss: Kom opp til oss, da vil vi gå opp. For da har Herren overgitt dem i vår hånd, og da skal dette være et tegn for oss." |
| 11 Da nu filistrenes forpost opdagede dem, sagde filistrene: "Se, der er nogle hebræere, der er kommet ud af grotterne, hvor de gemte sig." | 11 da nu filisternes forpost fik øje på dem, sagde filisterne: »Se, der kommer nogle hebræere krybende ud af de jordhuller, de har skjult sig i!« | 11 Så viste de seg begge fram for hærstyrken til filisterne. Filisterne sa: "Se, hebreerne kommer ut av hulene der de har gjemt seg." |
| 12 Og mændene på forposten råbte til Jonatan og hans våbendrager: "Kom op til os, så skal vi fortælle jer noget." Jonatan sagde til sin våbendrager: "Følg med mig derop, for Herren har givet dem i Israels hånd." | 12 Og mændene, der stod påforpost, råbte til Jonatan og hans våbendrager: »Kom op til os, så skal vi lære jer!« Da sagde Jonatan til våbendrageren: »Følg med derop, thi Herren har givet dem i Israels hånd!« | 12 Da ropte mennene i hærstyrken til Jonatan og våpensveinen hans, og sa: "Kom opp til oss, så skal vi la dere få vite noe." Jonatan sa til våpensveinen sin: "Kom opp etter meg, for Herren har overgitt dem i Israels hånd." |
| 13 Så klatrede Jonatan derop på hænder og fødder fulgt af våbendrageren. Jonatan fældede filistrene, og våbendrageren kom bagefter og gav dem dødsstødet. | 13 Så klatrede Jonatan op på hænder og fødder, og våbendrageren bagefter. Da flygtede de for Jonatan; og han huggede dem ned, og våbendrageren fulgte efter og gav dem dødsstødet; | 13 Jonatan klatret opp på hender og knær, med våpensveinen etter seg. Og de falt for Jonatan. Da våpensveinen kom etter ham, drepte han dem. |
| 14 I dette første angreb, som Jonatan og hans våbendrager foretog, dræbte de omtrent tyve mand på en strækning af omtrent en halv plovfures længde. | 14 og i første omgang fældede Jonatan og hans våbendrager henved tyve mand på en strækning af omtrent en halv dags pløjeland. | 14 I det første slaget slo Jonatan og våpensveinen hans omkring tjue menn over et område omtrent halvparten så stort som det en pløyer på en dag. |
| 15 Da opstod der rædsel i lejren og i hele hæren; selv forposten og plyndringsstyrken blev grebet af rædsel. Jorden rystede, og der opstod en gudsrædsel. | 15 Da opstod der rædsel både i og uden for lejren. og alle krigerne, både forposten og strejfskaren, sloges med rædsel; tilmed kom der et jordskælv, og det fremkaldte en Guds rædsel. | 15 De skalv av redsel i leiren, omkring på marken og blant hele folket. Hærstyrken og de som hadde dratt ut for å plyndre, skalv også av redsel. Jorden ristet. Gud slo dem med redsel. |
| 16 Da Sauls udkigsposter i Gibea i Benjamin så derover og opdagede forvirringen i den fjendtlige hær, | 16 Men da Sauls udkigsmænd i Geba i Benjamin så derhen, opdagede de, at det bølgede hid og did i lejren. | 16 Sauls vaktmenn i Gibea i Benjamin så opp, og se, en hel flokk løste seg opp. De for hit og dit. |
| 17 sagde Saul til sine folk: "Hold mønstring og find ud af, hvem vi mangler!" De holdt mønstring, og det viste sig, at Jonatan og hans våbendrager ikke var der. | 17 Da sagde Saul til sine folk: »Hold mønstring og se efter, hvem af vore der er gået bort!« Og ved mønstringen viste det sig, at Jonatan og hans våbendrager manglede. | 17 Da sa Saul til folket som var sammen med ham: "Ta et navneopprop og finn ut hvem som har forlatt oss." Da de hadde holdt navneoppropet, viste det seg at det var Jonatan og våpensveinen hans som ikke var der. |
| 18 Saul sagde til Akija: "Kom med Guds ark!" Guds ark befandt sig nemlig dengang hos israelitterne. | 18 Da sagde Saul til Ahija: »Bring efoden hid!« Han bar nemlig dengang efoden foran Israel. | 18 Saul sa til Akia: "Kom hit med Guds ark!" På den tiden var nemlig Guds ark hos Israels barn. |
| 19 Mens Saul talte med præsten, blev larmen i filistrenes lejr større og større. Så sagde Saul til præsten: "Lad det være!" | 19 Men medens Saul talte med præsten, blev forvirringen i filisternes lejr større og større. Saul sagde da til præsten: »Lad det kun være!« | 19 Mens Saul snakket med presten, skjedde det at larmen fra filisternes leir bare ble sterkere. Derfor sa Saul til presten: "La det være!" |
| 20 Derpå kaldte Saul alle sine folk sammen, og da de kom ud på slagmarken, så de, at filistrene rettede deres sværd mod hinanden, og det var én stor forvirring. | 20 Og alle Sauls krigere samlede sig om ham, og da de kom til kamppladsen, se, da var den enes sværd løftet mod den andens, og alt var i stor forvirring. | 20 Saul og hele folket som var sammen med ham, samlet seg, og de drog ut i striden. Hver mann rettet sverdet sitt mot sin neste, og det ble en overmåte stor forvirring. |
| 21 De hebræere, som tidligere havde væretpå filistrenes side, og som var draget i felten med dem, faldt fra og gik over til israelitterne, som havde sluttet sig til Saul og Jonatan. | 21 Og de hebræere, som tidligere havde stået under filisterne og havde gjort dem hærfølge, faldt fra og sluttede sig til Israel, som fulgte Saul og Jonatan. | 21 Også de hebreerne som holdt lag med filisterne før den tiden, og som hadde dratt opp med dem i leiren fra landområdene omkring, slo seg sammen med israelittene som var med Saul og Jonatan. |
| 22 Da alle de israelitter, som havde gemt sig i Efraims-bjergland, hørte, at filistrene var på flugt, gik de også med i krigen og forfulgte dem. | 22 Og da de israelitiske mænd, som havde skjult sig i Efraims bjerge, hørte, at filisterne var på flugt, satte også de efter dem for at bekæmpe dem. | 22 Alle de Israels menn som hadde gjemt seg i Efraim-fjellene, fulgte dem også ut i striden da de hørte at filisterne flyktet. |
| 23 Således gav Herren Israel sejr den dag. Kampen bredte sig forbi Bet?Aven, og israelitterne var hårdt trængt den dag. Saul afkrævede folkene en ed og sagde: "Forbandet være den mand, som spiser, før det bliver aften, og jeg har taget hævn over mine fjender." Ingen spiste. | 23 Således gav Herren Israel sejr den dag. Da kampen havde strakt sig hen forbi Bet Horon - | 23 Slik reddet Herren Israel på den dagen, og striden flyttet seg bortenfor Bet-Aven. |
| 24 Således gav Herren Israel sejr den dag. Kampen bredte sig forbi Bet?Aven, og israelitterne var hårdt trængt den dag. Saul afkrævede folkene en ed og sagde: "Forbandet være den mand, som spiser, før det bliver aften, og jeg har taget hævn over mine fjender." Ingen spiste. | 24 24 Alle krigerne var med Saul, omtrent 10000 Mand, og kampen bredte sig over Efraims bjerge begik Saul den dag en stor dårskab, idet han tog folket i ed og sagde: »Forbandet være hver den, som nyder noget før aften, før jeg får taget hævn over mine fjender!« Og alt folket afholdt sig fra at spise. | 24 Israels menn kom i stor nød den dagen, for Saul hadde tatt folket i ed og sagt: "Forbannet er den mann som spiser noe før om kvelden, før jeg har tatt hevn over fiendene mine." Derfor var det ingen av folket som smakte mat. |
| 25 Nu var der honning på marken, | 25 Der fandtes nogle bikager på marken, | 25 Nå kom alle som var i det landområdet, inn i en skog. Der var det honning på marken. |
| 26 og da folkene kom hen til bikagerne, opdagede de, at der var en overflod af honning; men ingen førte hånden til munden af frygt for eden. | 26 og da folket kom til bikagerne, var bierne borte; men ingen førte hånden til munden; thi folket frygtede eden. | 26 Da folket hadde kommet inn i skogen, se, da strømmet det fram honning. Men ingen løftet hånden til munnen, for folket fryktet for eden. |
| 27 Jonatan havde imidlertid ikke hørt, at hans far havde taget folkene i ed. Han rakte den stav frem, han havde i hånden, dyppede spidsen af den i en bikage og førte hånden til munden, og så fik hans øjne ny glans. | 27 Jonatan havde dog ikke hørt, at hans fader tog folket i ed, og han rakte spidsen af den stav, han havde i hånden, ud, dyppede den i en bikage og førte hånden til munden; derved fik hans øjne atter glans. | 27 Men Jonatan hadde ikke hørt at hans far hadde tatt folket i denne eden. Derfor rakte han ut staven som han hadde i hånden, dyppet spissen av den i en vokskake og løftet så hånden til munnen. Og øynene hans klarnet. |
| 28 Da sagde en af mændene: "Din far har taget folkene i ed og sagt: Forbandet være den mand, som spiser i dag! Det er derfor, alle er så udmattede." | 28 Da tog en af krigerne til orde og sagde: »Din fader tog folket i ed og sagde: forbandet være hver den, som nyder noget i dag! Og dog var folket udmattet.« | 28 Da var det en av folket som sa: "Din far tok folket høytidelig i ed og sa: Forbannet er den mann som spiser mat på denne dagen." Folket var blitt trette. |
| 29 "Min far styrter landet i ulykke!" udbrød Jonatan, "se, hvordan mine øjne har fået ny glans, fordi jeg smagte lidt af denne honning. | 29 Men Jonatan sagde: »Min fader styrter landet i ulykke! Se, hvor mine øjne fik glans, fordi jeg nød den smule honning! | 29 Men Jonatan sa: "Min far har ført landet i ulykke. Se hvordan øynene mine har klarnet fordi jeg smakte litt på denne honningen. |
| 30 Hvad så, hvis folkene i dag havde spist sig mætte i det bytte, de havde taget fra deres fjender! Nu bliver filistrenes nederlag ikke stort." | 30 Nej, havde folket blot i bag spist dygtigt af byttet, det tog fra fjenden! Thi nu blev filisternes nederlag ikke stort.« | 30 Hvor mye bedre hadde det ikke vært om folket i dag hadde fått spise fritt av det byttet de fant hos fienden. Ville ikke da mannefallet blant filisterne blitt mye større?" |
| 31 Den) dag slog de filistrene og forfulgte dem fra Mikmas til Ajjalon. Folkene var meget udmattede | 31 De slog da den dag filisterne fra Mikmas til Ajjalon, og folket var meget udmattet. | 31 Den dagen hadde de slått filisterne fra Mikmas til Ajjalon. Derfor var folket meget trette. |
| 32 og kastede sig derfor over byttet, tog får og køer og kalve og begyndte at slagte dem på den bare jord og spise kødet med blodet i. | 32 Derfor kastede folket sig over byttet, tog småkvæg, hornkvæg og kalve og slagtede dem på jorden og spiste kødet med blodet i. | 32 Folket stormet rett mot byttet og tok sauer, okser og kalver. De slaktet dem på marken, og folket spiste kjøttet med blodet i. |
| 33 Da Saul fik at vide, at folket syndede mod Herren ved at spise blodet med, sagde han: "I er troløse! Rul straks en stor sten herhen til mig!" | 33 Da meldte man det til Saul og sagde: »Se, folket synder mod Herren ved at spise kødet med blodet i!« Og han sagde: »I forbryder eder! Vælt mig en stor sten herhen!« | 33 Da var det noen som fortalte dette til Saul og sa: "Se, folket synder mot Herren ved å spise kjøtt med blod i." Da sa han: "Dere har handlet troløst. Rull en stor stein bort til meg i dag!" |
| 34 Og han sagde videre: "Gå rundt til folkene og sig, at de skal komme hen til mig med deres okser og får og slagte dem her og spise dem. De må ikke synde mod Herren ved at spise blodet med." I nattens løb kom de alle med det, de havde, og slagtede det dér. | 34 Derpå sagde Saul: »Gå rundt iblandt folket og sig til dem: enhver skal bringe sin okse eller sit får hen til mig og slagte det her! Så kan I spise; men synd ikke mod Herren ved at spise kødet med blodet i!« Da bragte hver og en af folket, hvad han havde, og slagtede det der. | 34 Så sa Saul: "Spre dere omkring blant folket og si til dem: Hver mann med sin okse og hver mann med sin sau skal komme hit til meg. Slakt dem her og spis! Synd ikke mot Herren ved å spise kjøtt med blod i." Så førte hver mann i folket på egen hånd oksen sin til ham den kvelden, og de slaktet den der. |
| 35 Og Saul byggede et alter for Herren; det var det første alter, han byggede for Herren. | 35 Og Saul byggede Herren et alter; det var det første alter, han byggede Herren. | 35 Så bygde Saul et alter for Herren. Dette var det første alteret han bygde for Herren. |
| 36 Derefter sagde Saul: "Lad os sætte efter filistrene i nat og udplyndre dem til daggry; vi lader ingen af dem være tilbage." De svarede: "Gør, som du synes." Menpræsten sagde: "Lad os først træde frem her for Gud." | 36 Derpå sagde Saul: »Lad os drage ned efter filisterne i nat og udplyndre dem, før dagen gryr, og ikke lade nogen af dem blive tilbage!« De svarede: »Gør, hvad du under for godt!« Men præsten sagde: »Lad os her træde frem for Gud!« | 36 Saul sa: "La oss dra ned mot filisterne i natt! Så kan vi plyndre dem, helt til det blir lyst i morgen tidlig. La oss ikke spare en eneste mann blant dem!" De sa: "Gjør det som er godt i dine øyne." Så sa presten: "La oss tre fram for Gud her!" |
| 37 Saul spurgte da Gud: "Skal jeg sætte efter filistrene? Giver du dem i Israels hånd.?" Men denne gang fik han ikke noget svar. | 37 Så rådspurgte Saul Gud: »skal jeg drage ned efter filisterne? Vil du give dem i Israels hånd?« Men han svarede ham ikke den dag. | 37 Deretter bad Saul om råd fra Gud: "Skal jeg dra ned mot filisterne? Vil du overgi dem i Israels hånd?" Men Han svarte ham ikke den dagen. |
| 38 Da sagde Saul: "Alle høvdinge, kom herhen! Find ud af, hvad det er for en synd, der er begået i dag. | 38 Da sagde Saul: »Kom hid, alle folkets øverster, og se efter, hvad det er for en synd, der er begået i dag; | 38 Saul sa: "Kom over hit, alle dere høvdinger i folket, så dere kan erkjenne og se hvordan det er med den synden som ble gjort i dag. |
| 39 For så sandt Herren lever, han som giver Israel sejr: Om det så er min søn Jonatan, der er den skyldige, skal han dø!" Ingen svarede ham. | 39 thi så sandt Herren lever, han, som har givet Israel sejr: om det så er min søn Jonatan, der har begået den, skal han dø!« Men ingen af folket svarede. | 39 For så sant Herren lever, Han som frelser Israel, selv om den skulle være hos min sønn Jonatan, skal han sannelig dø." Men det var ikke en eneste mann blant folket som svarte ham. |
| 40 Så sagde han til hele Israel: "I skal stå til den ene side, og jeg og min søn Jonatan til den anden side." "Gør, som du synes," svarede de. | 40 Da sagde han til hele Israel: »I skal være den ene part, jeg og min søn Jonatan den anden!« Folket svaredeSaul: »Gør, hvad du finder for godt!« | 40 Da sa han til hele Israel: "Dere skal stå på den ene siden, og min sønn Jonatan og jeg skal stå på den andre siden." Folket sa til Saul: "Gjør det som er godt i dine øyne." |
| 41 Da sagde Saul til Herren, Israels Gud: "Lad sandheden komme frem!" Loddet faldt på Jonatan og Saul, og folket gik fri. | 41 Derpå sagde Saul til Herren: »Israels Gud! Hvorfor svarer du ikke din tjener i dag? Hvis skylden ligger hos mig eller min søn Jonatan, herre, Israels Gud, så lad urim komme frem; men ligger den hos dit folk Israel, så lad tummim komme frem!« Da ramtes Jonatan og Saul af loddet, men folket gik fri. | 41 Derfor sa Saul til Herren, Israels Gud: "Gi et fullkomment svar!" Så ble Saul og Jonatan tatt ut, men folket slapp fri. |
| 42 "Kast lod mellem mig og min søn Jonatan," sagde Saul, og loddet faldt på Jonatan. | 42 Saul sagde da: »Kast lod mellem mig og min søn Jonatan!« Så ramtes Jonatan. | 42 Saul sa: "Kast lodd mellom meg og min sønn Jonatan." Så ble Jonatan tatt ut. |
| 43 Så sagde Saul til Jonatan: "Fortæl, hvad du har gjort," og Jonatan sagde: "Jeg har smagt lidt honning på spidsen af min stav. Jeg er rede til at dø!" | 43 Da sagde Saul til Jonatan: »Sig mig, hvad du har gjort!« Jonatan svarede: »Jeg nød lidt honning på spidsen af staven, jeg havde i hånden. Se, jeg er rede til at dø!« | 43 Da sa Saul til Jonatan: "Fortell meg hva du har gjort!" Jonatan fortalte ham det og sa: "Jeg smakte på litt honning, som jeg tok på spissen av staven jeg hadde i hånden. Her er jeg, nå skal jeg dø." |
| 44 Saul sagde: "Gud ramme mig igen og igen, om ikke du skal dø, Jonatan!" | 44 Da sagde Saul: »Gud ramme mig både med det ene og det andet! Du skal visselig dø, Jonatan!« | 44 Saul svarte: "Må Gud ramme meg både nå og siden, om ikke så skjer. For du skal sannelig dø, Jonatan." |
| 45 Men folkene sagde til ham: "Skal Jonatan, som har vundet så stor en sejr for Israel, virkelig dø? Ikke tale om! Så sandt Herren lever: Der skal ikke krummes et hår på hans hoved, for det er med Guds hjælp, han har vundet i dag." Derefter købte de Jonatan fri, så han undgik døden. | 45 Men folket sagde til Saul: »Skal Jonatan dø, han, som har vundet Israel denne store sejr? Det være langt fra! Så sandt Herren lever, ikke et hår skal krummes på hans hoved; thi med Guds hjælp vandt han sejr i dag!« Da udløste folket Jonatan, og han blev friet fra døden. | 45 Men folket sa til Saul: "Skal Jonatan dø, når han har skaffet Israel denne store utfrielsen? Slett ikke! Så sant Herren lever, ikke et hår på hans hode skal falle til jorden, for han har handlet med Guds hjelp i dag." Slik reddet folket Jonatan, så han slapp å dø. |
| 46 Saul opgav nu at forfølge filistrene og vendte hjem, mens filistrene drog tilbage til deres eget område. | 46 Men Saul holdt op med at forfølge filisterne og drog hjem, medens filisterne trak sig tilbage til deres land. | 46 Så vendte Saul tilbake fra å forfølge filisterne, og filisterne drog tilbake til sitt eget sted. |
| 47 Da Saul havde vundet kongedømmet over Israel, gik han i krig mod sine fjender på alle sider, moabitterne, ammonitterne, edomitterne, Sobas konger og filistrene, og hvorhen han vendte sig, sejrede han. | 47 Da Saul havde vundet kongedømmet over Israel, førte han krig med alle sine fjender rundt om, Moab, ammoniterne, Edom, kongen af Zoba og filisterne, og sejren fulgte ham overalt, hvor han vendte sig hen. | 47 Slik befestet Saul sitt kongedømme over Israel. Han kjempet mot alle fiendene sine rundt på alle kanter, mot Moab, mot Ammons barn, mot Edom, mot kongene fra Soba, og mot filisterne. Hvor han enn vendte seg, undertrykte han dem. |
| 48 Han vandt sejr i et slag mod amalekitterne og reddede Israel fra de folk, der udplyndrede det. | 48 Han udførte heltegerninger, slog Amalek og befriede Israel fra dem, som hærgede det. | 48 Han gikk mektig fram og slo amalekittene, og han fridde Israel ut fra grepet til dem som plyndret dem. |
| 49 Sauls sønner var Jonatan, Jishviog Malkishua. Den ældste af hans to døtre hed Merab, den yngste Mikal. | 49 Sauls sønner var Jonatan, Jisjvi og malkisjua; af hans to døtre hed den førstefødte merab og den yngste Mikal. | 49 Sauls sønner var Jonatan, Jisjvi og Malkisjua. Dette var navnene på hans to døtre: Navnet på den førstefødte var Merab, og navnet på den yngste var Mikal. |
| 50 Hans hustru hed Akinoam; hun var datter af Akima'as. Hans hærfører hed Abner; han var søn af Sauls farbror Ner. | 50 Sauls hustru hed Ahinoam, en datter af Ahima'az; hans hærfører hed Abiner, en søn af Sauls farbroder Ner; | 50 Navnet på Sauls hustru var Akinoam, Akima'as datter. Navnet på hærføreren for hæren hans var Abner, sønn av Ner, Sauls farbror. |
| 51 Sauls far Kish og Abners far Ner var sønner af Abiel. | 51 Sauls fader Kisj og Abners fader ner var sønner af abiel. | 51 Kisj var Sauls far, og Ner, Abners far, var sønn av Abiel. |
| 52 Krigen med filistrene var hård, så længe Saul levede. Hver gang Saul så en heltemodig og tapper mand, tog han ham i sin tjeneste. | 52 Men krigen med filisterne var hård, lige så længe Saul levede; og hver gang Saul traf en heltemodig og tapper mand, knyttede han ham til sig. | 52 Striden mot filisterne var voldsom alle Sauls dager. Når Saul så en sterk mann eller krigsdyktig mann, tok han ham til seg selv. |