Første Samuelsbog 1 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 I Ramatajim i Efraims-bjergland boede en mand af Suf?slægten. Han hed Elkana og var søn af Jeroham, søn af Elihu, søn af Tohu, søn af efraimitten Suf. | 1 Der var en mand fra Ramatajim, en Zufit fra Efraims bjerge ved navn Elkana, en søn af Jerobam, en søn af Elihu, en søn af tohu, en søn af Zuf, en Efraimit. | 1 Det var en mann fra Ramatajim-Sofim, fra Efraims fjelland. Hans navn var Elkana, sønn av Jeroham, sønn av Elihu, sønn av Tohu, sønn av Suf, en efraimitt. |
| 2 Han havde to koner; den ene hed Hanna, den anden Peninna. Peninna havde børn, men Hanna var barnløs. | 2 Han havde to hustruer; den ene hed Hanna, den anden Peninna; Peninna havde børn, men Hanna ikke. | 2 Han hadde to hustruer. Den ene hadde navnet Hanna, og den andre hadde navnet Peninna. Peninna hadde barn, men Hanna hadde ingen barn. |
| 3 Denne mand drog hvert år op fra sin by for at tilbede og ofre til Hærskarers Herre i Shilo. Der var Elis to sønner Hofni og Pinehas præster for Herren. | 3 Denne mand drog hvert år op fra sin by for at tilbede Hærskarers Herre og ofre til ham i Silo, hvor Elis to sønner Hofni og Pinehas var præster for Herren. | 3 Hvert år drog denne mannen opp fra sin by for å tilbe og ofre til hærskarenes Herre i Sjilo. Der var de to sønnene til Eli, Hofni og Pinhas, prester for Herren. |
| 4 Når Elkana holdt slagtoffer, gav han sin kone Peninna og alle hendes sønner og døtre flere portioner, | 4 en dag ofrede nu Elkana han plejede at give sin hustru Peninna og alle hendes sønner og døtre flere dele, | 4 Hver gang dagen kom da Elkana skulle ofre, pleide han å gi en andel til sin hustru Peninna og alle hennes sønner og døtre. |
| 5 mens han kun gav Hanna én portion. Men han elskede Hanna, skønt Herren havde lukket hendes moderliv. | 5 men skønt han elskede Hanna, gav han hende kun een del, fordi Herren havde tillukket hendes moderliv; | 5 Men til Hanna pleide han å gi en dobbel del, for han elsket Hanna, selv om Herren hadde lukket hennes morsliv. |
| 6 Hendes rivalinde hånede hende og ydmygede hende, fordi Herren havde lukket hendes moderliv. | 6 hendes medbejlerske tilføjede hende også grove krænkelser for den skam, at Herren havde tillukket hendes moderliv. | 6 Hennes rival egget henne kraftig for å gjøre henne vred, for Herren hadde lukket hennes morsliv. |
| 7 Sådan gik det år efter år; hver gang hun drog op til Herrens tempel, hånede Peninna hende. Engang da hun græd og ikke ville spise, | 7 Således gik det år efter år: hver gang de drog op til Herrens hus, krænkede hun hende således så skete det, at hun græd og ikke ville spise. | 7 Slik gjorde han år etter år. Når hun drog opp til Herrens hus, plaget hun henne. Derfor gråt hun og ville ikke spise. |
| 8 sagde hendes mand Elkana til hende: "Hanna, hvorfor græder du? Hvorfor vil du ikke spise? Hvorfor er du så ked af det? Betyder jeg ikke mere for dig end ti sønner?" | 8 Da sagde hendes mand Elkana til hende: »Hanna, hvorfor græder du, og hvorfor spiser du ikke? Hvorfor er du mismodig? Er jeg dig ikke mere værd end ti sønner?« | 8 Da sa hennes mann Elkana til henne: "Hanna, hvorfor gråter du? Hvorfor spiser du ikke? Og hvorfor har du sorg i ditt hjerte? Er ikke jeg bedre for deg enn ti sønner?" |
| 9 Så rejste Hanna sig efter måltidet i Shilo og trådte frem for Herrens ansigt; præsten Eli sad på sin stol ved dørstolpen i Herrens tempel. | 9 Men da de havde holdt måltid i Silo, stod Hanna op og trådte hen for Herrens åsyn, medens præsten Eli sad på sin stol ved en af dørstolperne i Herrens hus; | 9 Så reiste Hanna seg opp, etter at de hadde spist og drukket i Sjilo. Presten Eli satt på en stol ved dørstolpen til Herrens tempel. |
| 10 I sin fortvivlelse bad hun til Herren, mens hun græd højt, | 10 og i sin vånde bad hun under heftig gråd til Herren | 10 Hun var bitter i sjelen, og hun bad til Herren og gråt heftig. |
| 11 og hun aflagde det løfte: "Hærskarers Herre, hvis du ser til din trælkvindes lidelse og husker på mig, hvis du ikke glemmer mig, men giver mig en søn, vil jeg overlade ham til Herren hele hans liv, og der skal aldrig komme en ragekniv på hans hoved." | 11 Og aflagde det løfte: »Hærskarers herre! Hvis du vil se til din tjenerindes nød og komme mig i hu og ikke glemme din tjenerinde, men give din tjenerinde en søn, så vil jeg give ham til Herren alle hans levedage, og ingen ragekniv skal komme på hans hoved!« | 11 Så avla hun et løfte og sa: "Hærskarenes Herre, hvis Du bare vil se til Din tjenerinnes ringe stand og huske på meg, og ikke glemme Din tjenerinne, men vil gi Din tjenerinne et guttebarn, da skal jeg gi ham til Herren alle hans levedager, og ingen rakekniv skal komme på hans hode." |
| 12 I lang tid bad hun for Herrens ansigt, og imens sad Eli og iagttog hendes mund. | 12 Således bad hun længe for Herrens åsyn, og Eli iagttog hendes mund; | 12 Mens hun fortsatte å be slik for Herrens åsyn, skjedde det at Eli la merke til munnen hennes. |
| 13 Hanna bad ved sig selv; kun hendes læber bevægede sig, hendes stemme kunne man ikke høre. Derfor troede Eli, at hun var beruset, | 13 men da Hanna talte ved sig selv, så kun hendes læber bevægede sig, og hendes stemme ikke kunne høres, troede Eli, at hun var beruset, | 13 Hanna talte i sitt hjerte. Bare leppene beveget seg, men stemmen hennes kunne ikke høres. Derfor tenkte Eli at hun var drukken. |
| 14 og sagde til hende: "Hvor længe vil du være beruset? Se dog at blive ædru!" | 14 og sagde til hende: »Hvor længe vil du gå og være drukken? Se at komme af med din rus!« | 14 Så sa han til henne: "Hvor lenge skal du gå drukken? Få vinen bort fra deg!" |
| 15 Men Hanna svarede: "Nej, herre, jeg er kun en fortvivlet kvinde, jeg har hverken drukket vin eller øl; jeg udøste mit hjerte for Herrens ansigt. | 15 Men Hanna svarede: »Nej, herre! Jeg er en hårdt prøvet kvinde; vin og stærk drik har jeg ikke drukket; jeg udøste kun min sjæl for Herrens åsyn. | 15 Men Hanna svarte og sa: "Nei, min herre, jeg er en kvinne med sorg i min ånd. Jeg har ikke drukket verken vin eller sterk drikk, men jeg har utøst min sjel for Herrens åsyn. |
| 16 Du må ikke anse mig for et slet menneske, herre, for det er ud af min store sorg og fortvivlelse, jeg hele tiden har talt." | 16 Regn ikke din trælkvinde for en dårlig kvinde! Nej, hele tiden har jeg talt ud af min dybe kummer og kvide!« | 16 Se ikke på din tjenerinne som en ondskapens datter, for det jeg har talt til nå, er bare ut fra min store nød og sorg." |
| 17 Da sagde Eli: "Gå med fred; Israels Gud vil give dig, hvad du har bedt ham om." | 17 Eli svarede: »Gå bort i fred! Israels Gud vil give dig, hvad du har bedt ham om!« | 17 Da svarte Eli og sa: "Gå bort i fred, og må Israels Gud gi deg det du har bedt Ham om!" |
| 18 Hun sagde: "Gid jeg må bevare din velvilje, herre!" og gik så sin vej. Hun begyndte igen at spise og så ikke længere bedrøvet ud. | 18 Da sagde hun: »Måtte din trælkvinde finde nåde for dine øjne!« Så gik kvinden sin vej, og hun spiste og så ikke længer forgræmmet ud. | 18 Og hun sa: "La din tjenerinne finne nåde for dine øyne!" Så gikk kvinnen sin vei og spiste, og ansiktet hennes var ikke lenger så trist. |
| 19 Tidligt næste morgen tilbad de Herren og vendte så hjem til Rama. Elkana lå med sin kone Hanna, og Herren huskede på hende. | 19 Næste morgen stod de tidligt op og kastede sig ned for Herrens åsyn; og så vendte de tilbage og kom hjem til deres hus i Rama. Og Elkana kendte sin hustru Hanna, og Herren kom hende i hu; | 19 Morgenen etter stod de tidlig opp og tilbad for Herrens åsyn. Så vendte de tilbake og kom til sitt hus i Rama. Elkana hadde samliv med sin hustru Hanna, og Herren husket på henne. |
| 20 Hanna blev gravid og fødte en søn, før året var omme, og hun kaldte ham Samuel. "For jeg har bedt Herren om ham," sagde hun. | 20 og hun blev frugtsommelig og fødte en søn året efter og gav ham navnet Samuel; »Thi,« sagde hun, »Jeg har bedt mig ham til hos Herren!« | 20 Etter at alle dagene var fullført, skjedde det: Hanna ble med barn og fødte en sønn, og hun kalte ham med navnet Samuel og sa: "Fordi jeg har bedt om å få ham fra Herren." |
| 21 Da Elkana med hele sin husstand drog op for at bringe det årlige slagtoffer og sit løfteoffer til Herren, | 21 Da Elkana nu med hele sit hus drog op for at bringe Herren det årlige offer og sit løfteoffer, | 21 Mannen Elkana og hele hans hus drog nå opp for å ofre sitt årlige offer til Herren og avlegge sitt løfte. |
| 22 gik Hanna ikke med, for hun sagde til sin mand: "Når drengen er vænnet fra, vil jeg bringe ham derhen. Så kan vi se Herrens ansigt, og han skal blive der altid." | 22 drog Hanna ikke med; thi hun sagde til sin mand: »Jeg vil vente, til drengen er vænnet fra, så vil jeg bringe ham derhen, for at han kan stedes for Herrens åsyn og blive der for stedse!« | 22 Men Hanna drog ikke opp, for hun sa til sin mann: "Ikke før gutten er avvent. Da vil jeg føre ham dit, så han kan stilles fram for Herrens åsyn og bli der for alltid." |
| 23 Hendes mand Elkana sagde til hende: "Gør, som du synes; bliv her, indtil du har vænnet ham fra. Måtte Herren holde sit løfte!" Så blev hun hJemme og ammede sin søn, til han var vænnet fra. | 23 Da sagde hendes mand Elkana til hende: »Gør, som du synes! Bliv her, indtil du har vænnet ham fra! Måtte Herren kun gøre dit ord til virkelighed!« Så blev kvinden hjemme og ammede sin søn, indtil hun vænnede ham fra. | 23 Da sa hennes mann Elkana til henne: "Gjør det som er godt i dine øyne. Vent til du har avvent ham. La bare Herren få stadfeste Sitt ord." Så ble kvinnen igjen og ammet sin sønn til hun hadde avvent ham. |
| 24 Da hun havde vænnet ham fra, tog hun ham med op til Herrens tempel i Shilo tillige med en treårig tyr, en efamel og en krukke vin; drengen var endnu lille. | 24 Men da hun havde vænnet ham fra, tog hun ham med, desuden en treårs tyr, en efa mel og en dunk vin, og hun kom til Herrens hus i Silo og havde drengen med. | 24 Da hun hadde avvent ham, reiste hun opp med ham, og hun hadde med seg tre okser, en efa mel og en skinnsekk med vin. Hun førte ham inn i Herrens hus i Sjilo. Gutten var bare et lite barn. |
| 25 De slagtede tyren og førte drengen hen til Eli, | 25 Da nu tyren var slagtet, kom drengens moder til Eli | 25 Så slaktet de en okse og førte barnet inn til Eli. |
| 26 og Hanna sagde: "Hør mig, herre! Så sandt du lever, herre: Jeg er den kvinde, der stod her hos dig og bad til Herren. | 26 Og sagde: »Hør mig, herre! Så sandt du lever, herre, jeg er den kvinde, som stod her ved din side og bad til Herren. | 26 Og hun sa: "Min herre! Så sant din sjel lever, min herre, jeg er den kvinnen som stod her hos deg for å be til Herren. |
| 27 Jeg bad om denne dreng, og Herren gav mig, hvad jeg bad ham om. | 27 Om denne dreng bad jeg, og Herren gav mig, hvad jeg bad ham om. | 27 Jeg bad om denne gutten, og Herren har gitt meg det jeg bad Ham om. |
| 28 Nu overgiver jeg ham til Herren; hele sit liv skal han tilhøre Herren." Og de tilbad Herren der. | 28 Derfor vil jeg også overlade ham til Herren; hele sit liv skal han være overladt til Herren!« Og hun lod ham blive der for Herrens åsyn. | 28 Derfor gir jeg ham også til Herren. Så lenge han lever, skal han tilhøre Herren." Så tilbad de Herren der. |