Første Kongebog 3 |
1992 | 1931 | Guds Ord |
| 1 Salomo bragte sig i familie med egypterkongen Farao; han giftede sig med Faraos datter og lod hende bo i Davidsbyen, indtil han havde fået sit palads, Herrens tempel og Jerusalems bymur bygget færdig. | 1 Da nu Salomo havde fået kongedømmet sikkert i hænde besvogrede han sig med Farao, ægypterkongen, idet han ægtede Faraos datter; og han førte hende ind i Davidsbyen, til han fik sit eget hus, Herrens hus og muren om Jerusalem bygget færdig. | 1 Salomo inngikk nå en overenskomst med Farao, Egypts konge, og giftet seg med Faraos datter. Så tok han henne med til Davids stad inntil han var ferdig med å bygge sitt eget hus, Herrens hus og muren rundt Jerusalem. |
| 2 Men folket bragte slagtofre på offerhøjene, for der var endnu ikke bygget et hus for Herrens navn. | 2 Kun ofrede folket på offerhøjene, thi hidindtil var der ikke bygget Herrens navn et hus. | 2 I mellomtiden ofret folket på offerhaugene, for det var ennå ikke bygd noe hus for Herrens navn i de dager. |
| 3 Salomo elskede Herren, såhan fulgte sin far Davids forordninger; dog bragte han slagtofre og tændte offerild påofferhøjene. | 3 Salomo elskede Herren, så at han vandrede efter sin fader Davids anordninger; kun ofrede han på højene og tændte offerild der. | 3 Salomo elsket Herren, og han vandret etter forskriftene til sin far David, bortsett fra at han ofret og brente røkelse på offerhaugene. |
| 4 Kongen tog til Gibeon for at ofre, for dér var den store offerhøj; tusind brændofre bragte Salomo på alteret dér. | 4 Og kongen begav sig til Gibeon for at ofre der; thi det var den store offerhøj; tusind brændofre ofrede Salomo på alteret der. | 4 Kongen drog til Gibeon for å ofre der, for der var den store offerhaugen. Salomo ofret tusen brennoffer på det alteret. |
| 5 I Gibeon viste Herren sig for Salomo i en drøm om natten. Gud sagde "Sig, hvad jeg skal give dig!" | 5 I Gibeon lod Herren sig til syne for Salomo i en drøm om natten. Og Gud sagde: »Sig, hvad du ønsker, jeg skal give dig!« | 5 I Gibeon viste Herren seg for Salomo i en drøm om natten, og Gud sa: "Be Meg! Hva skal Jeg gi deg?" |
| 6 Salomo svarede: "Du har vist min far, din tjener David, stor godhed, fordi han vandrede for dit ansigt i troskab og retfærdighed og i hjertets oprigtighed imod dig; denne store troskab har du bevaret ved at give ham en søn, der i dag sidder på hans trone. | 6 Da sagde Salomo: »Du viste stor miskundhed mod din tjener, min fader David, der jo også vandrede for dit åsyn i troskab, retfærdighed og hjertets oprigtighed; og du lod denne store miskundhed blive over ham og gav ham en søn, der nu sidder på hans trone. | 6 Salomo svarte: "Du har vist stor miskunnhet mot Din tjener David, min far, fordi han vandret for Ditt åsyn i sannhet og i rettferdighet, og med et oppriktig hjerte sammen med Deg. Du har fortsatt å vise ham denne store miskunnheten, og Du har gitt ham en sønn til å sitte på hans trone, slik det er i dag. |
| 7 Nu har du, Herre min Gud, gjort din tjener til konge efter min far David, skønt jeg er ganske ung og uerfaren. | 7 Ja, nu har du, Herre min Gud, gjort din tjener til konge i min fader Davids sted. Men jeg er ganske ung og ved ikke, hvorledes jeg skal færdes ret; | 7 Nå, Herre min Gud, har Du gjort Din tjener til konge i stedet for min far David. Men jeg er et lite barn, jeg vet knapt hvordan jeg skal gå ut eller komme inn. |
| 8 Din tjener er midt i det folk, du har udvalgt, som er så stort, at det ikke kan tælles, og så mange, at de ikke kan opregnes. | 8 og din tjener står midt i det folk, du udvalgte, et stort folk, som ikke kan tælles eller udregnes, så mange er de. | 8 Din tjener står midt iblant Ditt folk, som Du har utvalgt, et stort folk, altfor tallrikt til å bli telt eller regnet. |
| 9 Giv derfor din tjener et lydhørt hjerte, så jeg kan herske over dit folk og skelne mellem godt og ondt; for hvem kan herske over dit folk, som er så stort?" | 9 Giv derfor din tjener et lydhørt hjerte, så han kan dømme dit folk og skelne mellem godt og ondt; thi hvem kan dømme dette dit store folk!« | 9 Gi derfor Din tjener et lydhørt hjerte til å være dommer for Ditt folk, til å skjelne mellom godt og ondt. For hvem er i stand til å være dommer for dette store folket Ditt?" |
| 10 Herren syntes godt om, at det var det, Salomo bad om, | 10 Det vakte Herrens velbehag, at Salomo bad derom; | 10 Denne bønnen var god i Herrens øyne, at Salomo hadde bedt om nettopp dette. |
| 11 og Gud sagde til ham: "Fordi du bad om dette og ikke om et langt liv, ikke om rigdom, ikke om dine fjenders død, men om evne til at høre, hvad der er ret, | 11 og Gud sagde til ham: »Fordi du bad om dette og ikke om et langt liv, ej heller om rigdom eller om dine fjenders liv, men om forstand til at skønne, hvad ret er, | 11 Så sa Gud til ham: "Fordi du har bedt om dette, og ikke har bedt om et langt liv for deg selv, og ikke har bedt om rikdom til deg selv, og ikke har bedt om å få ta livet av fiendene dine, men har bedt om forstand til å dømme på en rett måte, |
| 12 så vil jeg gøre, som du bad. Nu giver jeg dig så stor visdom og forstand i hjertet, at der aldrig tidligere har været og hel ler ikke siden skal komme nogen som dig. | 12 se, derfor vil jeg gøre, som du beder: se, jeg giver dig et viist og forstandigt hjerte, så at din lige aldrig før har været, ej heller siden skal fremstå; | 12 se, da gjør Jeg etter dine ord. Se, Jeg gir deg et vist og forstandig hjerte, så det aldri før har vært noen som er din like, og heller ikke skal stå fram noen etter deg. |
| 13 Men jeg vil også give dig, hvad du ikke bad om, både rigdom og ære, så der ikke vil være nogen som dig blandt konger, så længe du lever. | 13 men jeg giver dig også, hvad du ikke bad om, både rigdom og ære, så at du ikke skal have din lige blandt konger, så længe du lever. | 13 Jeg gir deg også det du ikke har bedt om, både rikdom og ære, så det ikke skal være noen konge som deg alle dine dager. |
| 14 Og hvis du vandrer ad mine veje og holder mine love og befalinger, sådan som din far David gjorde, vil jeg give dig et langt liv." | 14 Og hvis du vandrer på mine veje, så du holder mine anordninger og bud, således som din fader David gjorde, vil jeg give dig et langt liv.« | 14 Så hvis du vandrer på Mine veier og du holder Mine lover og Mine bud, slik din far David vandret, da skal Jeg la dine dager bli mange." |
| 15 Salomo vågnede og forstod, at han havde haft en drøm. Da han kom til Jerusalem, trådte han frem foran Herrens pagts ark. Han bragte brændofre og måltidsofre og holdt festmåltid for alle sine folk. | 15 Da vågnede Salomo, og se, det var en drøm. Derpå begav han sig til Jerusalem og stillede sig foran Herrens pagts ark og ofrede brændofre, bragte takofre og gjorde et gæstebud for alle sine folk. | 15 Da våknet Salomo, og sannelig, det hadde vært en drøm. Han kom til Jerusalem og stod framfor Herrens paktsark, ofret brennoffer, ofret fredsoffer og laget et gjestebud for alle tjenerne sine. |
| 16 Engang kom to skøger til kongen. De trådte frem for ham, | 16 På den tid kom to skøger til kongen og trådte frem for ham. | 16 To kvinner som var skjøger, kom nå til kongen og stilte seg foran ham. |
| 17 og den ene kvinde sagde: "Hør mig, herre! Denne kvinde og jeg bor i samme hus, og jeg fik et barn derhjemme. | 17 Den ene kvinde sagde: »Hør mig, herre! Jeg og den kvinde der bor i hus sammen. Hjemme i vort hus fødte jeg i hendes nærværelse et barn, | 17 Den ene kvinnen sa: "Å, min herre, jeg og denne kvinnen bodde i samme hus. Og jeg fødte mens hun var i huset. |
| 18 To dage efter at jeg havde født, fik ogsa denne kvinde et barn. Vi var sammen, og der var ikke nogen anden hos os i huset; vi to var alene derhjemme. | 18 og tre dage efter min nedkomst fødte også hun et barn. Vi var sammen; der var ingen andre hos os i huset, vi to var ene i huset. | 18 På den tredje dagen etter at jeg hadde født, skjedde det at denne kvinnen også fødte. Vi var der sammen. Det var ingen fremmed sammen med oss i huset, bare vi to var i huset. |
| 19 Så døde denne kvindes søn om natten, fordi hun kom til at ligge på ham, | 19 Så døde hendes dreng om natten, fordi hun kom til at ligge på ham; | 19 Sønnen til denne kvinnen døde om natten, fordi hun hadde ligget på ham. |
| 20 og midt om natten stod hun op og tog min søn fra mig, mens jeg sov, herre; hun lod ham ligge i sin favn og lagde sin døde søn i min favn. | 20 men midt om natten, medens din trælkvinde sov, stod hun op og tog min dreng fra min side og lagde ham ved sit bryst; men sin døde dreng lagde hun ved mit bryst. | 20 Så stod hun opp midt på natten og tok min sønn fra min side, mens din tjenerinne sov, og hun la ham ved barmen sin. Sin egen døde sønn la hun ved barmen min. |
| 21 Da jeg stod op om morgenen for at amme min søn, var han død; men da jeg så nærmere på ham i morgenlyset, var det slet ikke min søn, ham jeg havde født." | 21 Da jeg så om morgenen rejste mig for at give min dreng at die, se, da var han død; men da jeg så nøje på ham om morgenen, se, da var det ikke min dreng, ham, som jeg havde født!« | 21 Da jeg stod opp om morgenen for å amme sønnen min, se, da var han død. Men da jeg hadde undersøkt ham nøyere om morgenen, se, da var det ikke min sønn, den jeg hadde født." |
| 22 Den anden kvinde sagde: "Nej, det er min søn, der lever, og din, der er død." Men den første sagde: "Nej, det er din søn, der er død, og min, der lever." Sådan skændtes de foran kongen. | 22 Men den anden kvinde sagde: »Det er ikke sandt; den levende er min dreng, og den døde er din!« Og den første sagde: »Nej, den døde er din dreng, og den levende er min!« Således mundhuggedes de foran kongen. | 22 Da sa den andre kvinnen: "Nei! Den som er i live, er min sønn, og den døde er din sønn." Men den første kvinnen sa: "Nei! Den døde er din sønn, og den som er i live, er min sønn." Slik talte de foran kongen. |
| 23 Da sagde kongen: "Den ene siger: Det er min søn, der lever, og din, der er død. Den anden siger: Nej, det er din søn, der er død, og min, der lever." | 23 Da sagde kongen: »Den ene siger: han her, den levende, er min dreng, den døde er din! Og den anden siger: nej, den døde er din dreng, den levende min!« | 23 Kongen sa: "Den ene sier: Dette er min sønn, den som er i live, og den døde er din sønn. Og den andre sier: Nei! Den døde er din sønn, og min sønn er den som er i live." |
| 24 Kongen sagde: "Hent mig et sværd!" Og da de havde bragt ham sværdet, | 24 Derpå sagde kongen: »Hent mig et sværd!« Og de bragte kongen et. | 24 Så sa kongen: "Kom hit med et sverd." Så kom de fram for kongen med et sverd. |
| 25 sagde han: "Hug den levende dreng i to stykker og giv hver af dem en halvdel." | 25 Da sagde kongen: »Hug det levende barn over og giv hver af dem det halve!« | 25 Kongen sa: "Del det levende barnet i to, og gi halvparten til den ene, og halvparten til den andre." |
| 26 Men da vældede moderfølelsen op i hende, der var mor til det levende barn, og hun sagde til kongen: "Nej, herre, giv hende det levende barn, du må ikke dræbe ham!" Men den anden sagde: "Hug til! Han skal hverken tilhøre dig eller mig." | 26 Da rørte kærligheden til barnet sig heftigt i den kvinde, som var moder til det levende barn, og hun sagde til kongen: »Hør mig, herre! Giv hende det levende barn; dræb det endelig ikke!« Men den anden sagde: »Det skal hverken tilhøre mig eller dig, hug det kun over!« | 26 Kvinnen som var mor til den levende sønnen, talte da til kongen, for hun hadde inderlig medynk med sin sønn. Hun sa: "Å, min herre, gi det levende barnet til henne, men drep ham for all del ikke!" Men den andre sa: "Verken du eller jeg skal ha ham, så bare del ham!" |
| 27 Da sagde kongen: "Giv hende det levende barn, dræb ham ikke; det er hende, der er barnets mor." | 27 Da tog kongen til orde og sagde: »Giv hende der det levende barn og dræb det ikke; thi hun er moderen!« | 27 Så svarte kongen og sa: "Gi det levende barnet til den første kvinnen, og drep ham for all del ikke! Det er hun som er hans mor." |
| 28 Hele Israel hørte om den dom, kongen havde fældet, og de fik ærefrygt for kongen, for de forstod, at Guds visdom var i ham, så han dømte ret. | 28 Og da Israel hørte om den dom, kongen havde fældet, fyldtes de alle af ærefrygt for kongen; thi de så, at han sad inde med Guds visdom til at skifte ret. | 28 Hele Israel fikk høre om dommen som kongen hadde avsagt. De fikk frykt for kongen, for de så at Guds visdom var i ham så han kunne dømme rett. |