Anden Samuelsbog 18 1 Og David talte Folket, som var hos ham, og han satte over dem Høvedsmænd over Tusinde og Høvedsmænd over Hundrede. 2 Og David udsendte Folket, den tredje Part under Joabs Hånd og den tredje Part under Abisaj, Zerujas Søns, Joabs Broders, Hånd og den tredje Part under Githitererr Ithais Hånd, og Kongen sagde til Folket: Også jeg vil drage ud med eder. 3 Men Folket sagde: Du skal ikke drage ud, thi om vi flyede, da vilde man ikke lægge sig det på Hjerte for os, eller om Halvdelen af os døde, da vilde man ikke lægge sig det på Hjerte for os, men nu er du ligesorn ti Tusinde af os: Så er det nu bedre, at du kommer os til Hælp fra Staden. 4 Og Kongen sagde til dem: Hvad som godt er for eders Øjne, vil jeg gøre. Så stod Kongen ved Siden af Porten, og alt Folket drog ud ved Hundreder og ved 'I'usinder. 5 Og Kongen bød Joab og Abisaj og Ithaj og sagde: Farer mig lemfældeligt med den unge Mand, med Absalom; og alt Folket hørte det, at Kongen bød alle Høvedsmændene angående Absalom. 6 Og der Folket kom ud på Mar ken imod Israel, da stod Slaget i Efraims Skov. 7 Og Israels Folk blev der slaget for Davids Tjeneres Ansigt, og der skete samme Dag et stort Nederlag på tyve Tusinde. 8 Og Krigen udbredte sig over hele Landet, og Skoven fortærede mangfoldige af' Folket, flere end Sværdet fortærede den samme Dag. 9 Og Absalom kom lige imod Davids Tjenere, og Absalom red på en Mule, og der Mulen kom under de indviklede Grene af den store Eg, da holdtes hans Hoved fast ved Egen, og han blev hængende imellem Himmelen og Jorden, men Mulen, som var under ham, løb videre. 10 Der en Mand så det, da gav han Joab det til Kende, og han sagde: Se, jeg så Absalom hænge i Egen. 11 Og Joab sagde til Manden, som gav ham det til Kende: Men se, så du det, hvorfor slog du ham da ikke der til Jorden? så vilde jeg have givet dig ti Sekel Sølv og et Bælte. 12 Men Manden sagde til Joab: Ja, havde jeg end fået vejet tusinde Sekel Sølv i mine Hænder, da vilde jeg dog ikke have udrakt min Hånd imod Kongens Søn; thi Kongen bød dig og Abisaj og Ithaj for vore Øren og sagde: Tager Vare, hvo I end ere, på den unge Mand, på Absalom. 13 Eller dersom jeg havde gjort nogen Svig imod hans Liv (efterdi ingenting bliver dulgt for Kongen), da havde du selv sat dig derimod. 14 Da sagde Joab: Jeg kan ikke således tøve hos dig. Så tog han tre små Spyd i sin Hånd og stødte dem i Absaloms H jerte, medens han endnu levede, midt i Egen. 15 Og ti unge Karle, som bare Joabs Våben, omringede og sloge Absalom og dræbte ham. 16 Da blæste Joab i Trompeten, og Folket kom tilbage fra at forfølge Israel; thi Joab forhindrede Folket derfra. 17 Og de toge Absalom og kastede ham i i Skoven i en stor Hule og oprejste en såre stor Dynge Sten over ham, og al Israel flyede hver til sine Telte. 18 Og Absalom havde i levende Live taget og oprejst sig en Støtte, som står i Kongens Dal; thi han sagde: Jeg har ingen Søn, derfor skal denne være til mit Navns Ihukommelse; og han kaldte denne Støtte efter sit Navn, og den kaldes Absaloms Mindesmærke indtil denne Dag. 19 Og Ahimåz, Zadoks Søn, sagde: Kære, lad mig løbe og bringe Kongen Budskab, at Herren har skaff'et ham Ret og friet ham af hans Fjenders Hånd. 20 Men Joab sagde til ham: Du bliver ikke i Dag en Mand med et glædeligt Budskab, men en anden Dag kan du bringe Budskab; men i Dag kan du ikke bringe noget godt Budskab, fordi Kongens Søn er død. 21 Og Joab sag de til Kusiten: Gak hen, sig til Kongen det, som du har set; og Kusiten bøjede sig ned for Joab og løb. 22 Men Ahimåz, Zadoks Søn, blev endnu ved og sagde til Joab: Det gå, som det vil, kære, lad mig også løbe efter Kusiten og Joab; sagde: Hvorfor vil du løbe, min Søn? du har dog ikke et godt Budskab at bringe. 23 Det gå, som det vil, så vil jeg løbe; og han sagde til ham: Løb! så løb Ahimåz ad Vejen over Sletten og løb forbi Kusiten. 24 Og David sad imellem de to Porte, og Skildvagten gik på Portens Tag over Muren og opløftede sine Øjne og så, og se, en Mand kom løbende alene. 25 Da råbte Skildvagten og gav Kongen det til Kende, og Kongen sagde. Dersom han er alene, da er der et godt Budskab i hans Mund; og han kom stedse nærmere. 26 Da så Skildvagten en anden Mand løbende, og Skildvagten råbte til Portneren og sagde: Se, en Mand kommer løbende alene, og Kongen sagde: Denne bringer også et godt Budskab. 27 Og Skildvagten sagde: Jeg ser, den førstes Løb er som Ahimåz, Zadoks Søns Løb, og Kongen sagde: Det er en god Mand, og han kommer med et godt Budskab. 28 Og Ahimåz råbte og sagde til Kongen: Fred! og bøjede sig ned for Kongen på sit Ansigt til Jorden, og han sagde: Velsignet være Herren din Gud, som har overantvordet dig de Mænd, der opløftede deres Hånd imod min Herre, Kongen! 29 Og Kongen sagde: Går det den unge Mand Absalom vel? og Ahimåz sagde: Jeg så det store Bulder, der Joab sendte Kongens Tjener og mig, din Tjener; men jeg ved ikke, hvad det var. 30 Og Kongen sagde: Gak omkring, stil dig her; og han gik omkring og blev stående. 31 Og se, da kom Kusiten, og Kusiten sagde: Det Budskab bringes min Herre Kongen, at Herren har skaffet dig Ret i Dag og friet dig af alle deres Hånd, som stode op imod dig. 32 Og Kongen sagde til Kusiten: Går det den unge Mand Absalom ve? Og Kusiten sagde: Min Herre Kongens Fjender og alle de, som stå op imod dig til ondt, vorde som den unge Mand! 33 Da blev Kongen heftig bevæget og gik op på Salen over Porten og græd, og der han gik, sagde han således: Min Søn Absalom! min Søn, min Søn Absalom! gid jeg var død for dig, Absalom, rnin Søn, min Søn. |