Første Samuelsbog 13 1 Saul var... *År, da han blev Konge, og han regerede på andet År over Israel. 2 Da udvalgte Saul sig tre Tusinde af Israel, og to Tusinde vare med Saul i Mikmas og på Bethels Bjerg, og tusinde vare med Jonathan i Benjamins Gibea; men de øvrige Folk lod han fare, hver til sine Telte. 3 Og Jonathan slog Filisternes Besætning, som var på Højen, og Filisterne hørte det; derfor lod Saul blæse i Trompeten i hele Landet og sige: Lad Hebræerne høre det! 4 Og al Israel hørte, at der sagdes: Saul har slaget Filisternes Besætning, og Israel har gjort sig forhadt hos Filisterne; da blev Folket sammenkaldt efter Saul til Gilgal. 5 Og Filisterne samledes til at stride med Israel, tredive Tusinde Vogne og seks Tusinde Ryttere og Folk som Sand, der er ved Havbredden i Mangfoldighed; og de droge op og lejrede sig i Mikmas, Østen for Beth-Aven. 6 Der Israels Mænd så sig i Nød (thi Folket blev trængt), da skjulte Folket sig i Hulerne og i Tornebuskene og i Klipperne og i de faste Tårne og i Grøfterne. 7 Og Hebræere gik over Jordanen til Gads Land og til Gilead; og Saul var endnu i Gilgal, og alt Folket var forskrækket og fulgte efter ham. 8 Og han tøvede i syv Dage til den Tid, som var bestemt af Samuel, men Samuel kom ikke til Gilgal; da adspredtes Folket fra ham. 9 Da sagde Saul: Fører hid til mig Brændofret og Takofrene; og han ofrede Brændofret. 10 Og det skete, der han var færdig med at ofre Brændofret, se, da kom Samuel! og Saul gik ud imod ham at hilse på ham. 11 Da sagde Samuel: Hvad har du gjort? og Saul sagde: Da jeg så, at Folket adspredtes fra mig, og du kom ikke til den bestemte Tid, og Filisterne vare samlede udi Mikmas, 12 da sagde jeg: Nu komme Filisterne ned mod mig i GiIgaI, og jeg har ikke bedet for Herrens Ansigt; da tog jeg Mod til mig og ofrede Brændofret. 13 Da sagde Samuel til Saul: Du har handlet dårligen; du har ikke holdt Herren din Guds Bud, som han bød dig; så havde Herren nu stadfæstet dit Kongedømme over Israel evindelig. 14 Men nu skal dit Kongedømme ikke bestå; Herren har opsøgt sig en Mand efter sit Hjerte, og ham har Herren budet at være en Fyrste over sit Folk, fordi du ikke har holdt det, som Herren har befalet dig. 15 Og Samuel gjorde sig rede og gik op fra Gilgal til Gibea i Benjamin; og Saul talte det Folk, som fandtes hos ham, ved seks Hundrede Mand. 16 Og Saul og Jonathan hans Søn, og det Folk, som fandtes hos dem, bleve i Gibea i Benjamin; men Filisterne havde lejret sig i Mikmas. 17 Og der uddrog en ødelæggende Skare af Filisternes Lejr i tre Hobe; den ene Hob vendte sig ad Vejen imod Ofra, til Landet Sual; 18 og den anden Hob vendte sig ad Vejen til Beth-Horon; og den tredje Hob vendte sig mod Vejen ved Skellet, der rager frem over Zeboims Dal, ad Ørken til. 19 Og der blev ingen Smed funden i al Israels Land; thi Filisterne sagde: At Hebræerne ikke skulde gøre Sværd eller Spyd. 20 Derfor måtte al Israel fare ned til Filisterne, at hver kunde få sit Plovjern og sin Hakke og sin Økse og sin Spade skærpet; 21 og de havde skarpe File til Spader og Hakker og Treforke og Økser, og så ofte Æggen var sløvet på Spader, og når de skulde have en Bråd sat ind. 22 Og det skete på Stridens Dag, at der ikke blev funden Sværd eller Spyd i nogen af Folkets Hånd, som var med Saul og med Jonathan; dog fandtes der hos Saul og hos Jonathan, hans Søn. 23 Og Filisternes Besætning drog ud til Kløftvejen ved Mikmas. |