Første Kongebog 19 1 Og Akab fortalte Jesabel om alt det, som Elias havde gjort, og om alle dem, han havde ihjelslaget med Sværdet, nemlig alle Profeterne. 2 Da sendte Jesabel et Bud til Elias og lod sige: Guderne gøre mig nu og fremdeles så og så, om jeg ikke i Morgen på denne Tid gør imod din Sjæl, ligesom der er gjort imod en af disses Sjæle. 3 Der han så det, da stod han op og gik bort for at redde sit Liv og kom til Beersaba, som tilhører Juda; og han lod sin Dreng blive der. 4 Og han gik selv i Ørken en Dags Rejse og kom og satte sig under et Enebærtræ; og han ønskede sig Døden og sagde: Det er nok, tag nu min Sjæl, Herre! thi jeg er ikke bedre end mine Fædre. 5 Så lagde han sig og sov under et Enebærtræ; og se, der var en Engel, som rørte ved ham og sagde til ham: Stå op, æd! 6 Og han så til, og se, ved hans Hovedgærde var en Kage, bagt på Gløder, og en Krukke med Vand; så åd og drak han og lagde sig igen. 7 Og Herrens Engel kom anden Gang igen og rørte ved ham og sagde: Stå op, æd; thi Vejen er for lang for dig. 8 Og han stod op og åd og drak, og han gik ved den samme Mads Kraft i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter indtil Guds Bjerg Horeb. 9 Og der gik han ind i en Hule og blev der om Natten; og se, Herrens Ord kom til ham og sagde til ham: Hvad har du her at gøre, Elias? 10 Og han sagde: Jeg har været nidkær for Herren Zebaoths Gud, fordi Israels Børn have forladt din Pagt, de have nedbrudt dine Altre og slaget dine Profeter ihjel med Sværd; og jeg alene er bleven tilovers, og de søge efter mit Liv for at tage det fra mig. 11 Og han sagde: Gak ud, og du skal stå ved Bjerget for Herrens Ansigt; og se, Herren gik forbi, og et stort og stærkt Vejr, som sønderrev Bjergene og sønderbrød Klipperne for Herrens Ansigt: Herren var ikke i Vejret; og der kom et Jordskælv efter Vejret: Herren var ikke i Jordskælvet. 12 Og efter Jordskælvet kom en Ild: Herren var ikke i Ilden; men efter Ilden kom der en stille, sagte Lyd. 13 Og det skete, der Elias hørte det da tilhyllede han sit Ansig med sin Kappe og gik ud og stod i Døren på Hulen, og se, da kom der en Røst til ham og sagde: Hvad har du her at gøre, Elias 14 Og han sagde: Jeg har været nidkær for Herren Zebaoths Gud, fordi Israels Børn have forladt din Pagt, nedbrudt dine Altre og ihjelslaget dine Profeter med Sværd, og jeg alene er bleven tilovers, og de søge efter mit Liv for at tage det fra mig. 15 Og Herren sagde til ham: Gak, vend tilbage ad din Vej igennem Ørken til Damaskus, og du skal gå ind og salve Hasael til Konge over Syrien; 16 og du skal salve Jehu, Nimsis Søn, til Konge over Israel og salve Elisa, Safats Søn fra Abel-Mehola, til Profet i dit Sted 17 Og det skal ske, at hvo som undkommer fra Hasaels Sværd, den skal Jehu ihjelslå, og hvo som undkommer fra Jehus Sværd, den skal Elisa ihjelslå. 18 Og jeg har ladet syv Tusinde blive tilovers i Israel, nemlig alle Knæ, som ikke have bøjet sig for Bål, og hver Mund, som ikke har kysset ham. 19 Så gik han derfra og fandt Elisa, Safats Søn, der pløjede med tolv Spand Øksne foran sig, og han selv var med det tolvte; og Elias gik over til ham og kastede sin Kappe på ham. 20 Og han forlod Øksnene og løb efter Elias og sagde: Kære, lad mig kysse min Fader og min Moder, så vil jeg følge dig! og han sagde til ham: Gak, kom igen, thi hvad har jeg gjort dig? 21 Så gik han fra ham igen, og han tog et Spand Øksne og ofrede dem og kogte deres Kød ved Tøjet på Øksnene,og gav Folket, og de åde; og han stod op og fulgte Elias og tjente ham. |