Romerbrevet 4 1 Hvad skal vi da sige, at Abraham, vor kødelige stamfader, har opnået? 2 Hvis Abraham blev retfærdiggjort af gerninger, har han jo noget at rose sig af; dog ikke over for Gud. 3 Hvad siger nemlig skriften? »Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.« 4 Men den, som har gerninger at opvise, ham tilregnes lønnen ikke af nåde, men efter fortjeneste; 5 anderledes med den, som ikke har gerninger at opvise, men tror på Han, som retfærdiggør den ugudelige: han regnes hans tro til retfærdighed. 6 Således priser også David det menneske saligt, som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger: 7 »Salige de, hvis overtrædelser er forladt, og hvis synder er skjult; 8 salig den mand, som Herren ikke tilregner synd!« 9 Gælder nu denne saligprisning de omskårne alene eller tillige de uomskårne? vi siger jo: »Troen blev regnet Abraham til retfærdighed.« 10 Hvorledes blev den ham da tilregnet? efter at han var blevet omskåret, eller medens han endnu var uomskåren? Ikke efter at han var blevet omskåret, men medens han endnu var uomskåren. 11 Og omskærelsens tegn fik han som et segl på den retfærdighed af tro, han havde som uomskåren; og således skulle han blive fader til alle uomskårne, som tror, så at retfærdighed kunne blive dem tilregnet, 12 og tillige fader til omskårne, til dem, der ikke alene er omskårne, men også vandrer i sporene af den tro, vor fader Abraham havde som uomskåren. 13 Thi det var ikke ved loven, at Abraham eller hans slægt fik den forjættelse, at han skulle arve verden, men ved trosretfærdighed. 14 Thi hvis de, der bygger på loven, er arvinger, så er troen uden betydning og forjættelsen sat ud af kraft. 15 Thi loven fremkalder Guds vrede; men hvor der ingen lov er, er der heller ingen overtrædelse. 16 Derfor skete det ved tro, for at det kunne være af nåde, så at forjættelsen kunne stå fast for hele slægten, ikke alene for den, der er af loven, men også for den, der er af Abrahams tro. Han er jo fader til os alle 17 (som der står skrevet: »Jeg har sat dig til mange folkeslags fader«) over for Gud, som han troede på, Gud, som gør de døde levende og nævner det, der ikke er, som om det var. 18 Og han troede mod håb med håb, så han blev fader til mange folkeslag, som det var sagt: »Således skal dit afkom være.« 19 Og uden at svækkes i troen kunne han se på, at hans eget legeme allerede var udlevet (han var nær ved hundrede år), og at Saras moderliv var udlevet; 20 på Guds forjættelse tvivlede han ikke i vantro, men han blev styrket i troen og gav Gud æren, 21 fuldt forvisset om, at det, Gud har forjættet, har han også magt til at gøre. 22 Derfor blev det også regnet ham til retfærdighed. 23 Men ikke for hans skyld alene står der skrevet, at det blev ham tilregnet, 24 men også for vor skyld, hvem det skal tilregnes, os, som tror på ham, som opvakte Jesus fra de døde, vor Herre, 25 der blev givet hen for vore overtrædelsers skyld og opvakt for vor retfærdiggørelses skyld. |