Lukasevangeliet 18 1 Han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte: 2 »I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og heller ikke undså sig for mennesker. 3 Og der var en enke i den samme by, og hun kom stadig til ham og sagde: »Skaf mig min ret over min modpart!« 4 En tid lang ville han ikke. Men så sagde han ved sig selv: »Selv om jeg ikke frygter Gud og heller ikke undser mig for mennesker, 5 så vil jeg alligevel skaffe denne enke hendes ret, fordi hun plager mig sådan ellers kommer hun vel til sidst og slår mig i ansigtet!« 6 Og Herren sagde: »Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! 7 Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret, dem, som råber til ham dag og nat, og skulle han ikke være langmodig over for dem? 8 Jeg siger jer: Han skal skaffe dem ret i hast. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?« 9 Til nogle, som stolede på sig selv, at de var retfærdige, og ringeagtede de andre, fortalte han denne lignelse: 10 »Der var to mænd, som gik op til helligdommen for at bede; den ene var en farisæer, og den anden en tolder. 11 Farisæeren trådte frem og bad ved sig selv således: »Gud! Jeg takker dig fordi jeg ikke er som de andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, og heller ikke som denne tolder. 12 Jeg faster to gange om ugen, jeg giver tiende af hele min indtægt« 13 Tolderen derimod stod langt borte og ville ikke engang løfte sine øjne mod Himmelen, men slog sig for sit bryst og sagde: »Gud! vær mig synder nådig!« 14 Jeg siger jer: Han gik retfærdiggjort hjem til sit hus, men den anden ikke; thi enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges; men den, som ydmyger sig selv, skat ophøjes.« 15 De bar også deres spæde børn til ham, for at han skulle røre ved dem; men da disciplene så det, truede de ad dem. 16 Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »Lad de små børn komme til mig; dem må I ikke hindre, thi Guds rige hører sådanne til. 17 Sandelig siger jeg eder: den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, han kommer aldrig ind i det.« 18 Og en rådsherre spurgte ham og sagde: »Gode mester! hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« 19 Jesus svarede ham: »Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden én, nemlig Gud. 20 Du kender budene: Du må ikke bedrive hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk vidnesbyrd; ær din fader og din moder.« 21 Han sagde: »Det har jeg holdt alt sammen fra min ungdom af.« 22 Da Jesus hørte det, sagde han til ham: »En ting mangler du endnu; sælg alt det, du har, og del det ud til de fattige, så skal du have en skat i Himlene; og kom så og følg mig!« 23 Men da han hørte det, blev han dybt bedrøvet, thi han var meget rig. 24 Og idet Jesus så på han, sagde han: »Hvor er det dog vanskeligt før dem, der har rigdom, at komme ind i Guds rige! 25 Thi en kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige!« 26 De, som hørte det, sagde: »Hvem kan så blive frelst?« 27 Da svarede han: »Hvad der er umuligt for mennesker, det er muligt for Gud.« 28 Peter sagde så: »Se, vi har forladt vort eget og fulgt dig.« 29 Han svarede dem: »Sandelig siger jeg eder: der er ingen, som har forladt hus eller hustru eller brødre eller forældre eller børn for Guds riges skyld, 30 uden at han skal få det mangefold igen her i tiden, og i den kommende verden evigt liv.« 31 Og han tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi drager op til Jerusalem, og alt det, som står skrevet hos profeterne om Menneskesønnen, skal fuldbyrdes. 32 Thi han skal overgives til hedningerne og blive spottet, hånet og spyttet på, 33 og de skal piske ham og dræbe ham, og på den tredje dag skal han opstå.« 34 Men de fattede intet deraf, det var dunkel tale for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. 35 Og det skete, da han nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede; 36 og da han hørte en skare drage forbi, spurgte han, hvad det var. 37 De fortalte ham: »Jesus fra Nazaret går forbi.« 38 Så råbte han og sagde: »Jesus, du Davids søn, forbarm dig over mig!« 39 Og de, som gik foran, truede ad ham, for at han skulle tie; men han råbte endnu meget stærkere: »Du Davids søn, forbarm dig over mig!« 40 Da stod Jesus stille og bød, at han skulle føres til ham. Og da han var kommen derhen, spurgte han ham: 41 »Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre! lad mig få mit syn igen!« 42 Jesus sagde til ham: »Bliv seende! din tro har frelst dig.« 43 Og straks fik han sit syn igen, og han fulgte ham og priste Gud; og hele folket lovpriste Gud, da de så det. |