Lukasevangeliet 14 1 Det skete på en sabbat, at han kom ind hos en af de ledende farisæere for at holde måltid, og de holdt øje med ham. 2 Og se, der stod foran ham en mand, som havde vattersot. 3 Da tog Jesus til orde og sagde til de lovkyndige og farisæerne: »Har man lov til at helbrede på sabbaten eller ej?« 4 Men de tav. Så tog han på ham, og helbredte ham og lod ham gå igen. 5 Derefter sagde han til dem: »Hvem af jer ville ikke, hvis hans søn eller okse faldt i en brønd, straks drage dem op, selv om det var på en sabbatsdag?« 6 Og det kunne de ikke give svar på. 7 Da han nu lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse; han sagde til dem: 8 »Når nogen indbyder dig til gæstebud, så sæt dig ikke øverst til bords; måske er der indbudt en, som er fornemmere end du, 9 så han, som indbød både dig og ham, kommer og siger til dig: »Lad denne mand få din plads! « og da vil du med skam få den nederste plads. 10 Nej, når du bliver indbudt, så gå hen og sæt dig nederst; når så han kommer, som har indbudt dig, kan det være, han siger til dig: »Ven! sæt dig højere op!« så bliver det til ære for dig i alle gæsternes påsyn. 11 Thi enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges; og den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes.« 12 Han sagde også til ham, som havde indbudt ham: »Når du beder gæster til middag eller aften, så indbyd ikke dine venner eller dine brødre eller dine slægtninge eller dine rige naboer, for at de måske skal indbyde dig igen og du få gengæld. 13 Men når du gør et gilde, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde! 14 Da skal du være salig; thi de har intet at gengælde dig med; men det skal blive gengældt dig ved de retfærdiges opstandelse.« 15 Da en af gæsterne hørte dette, sagde han til ham: »Salig er den, som holder måltid i Guds rige!« 16 Så sagde Jesus til ham: »Der var en mand, som ville gøre et stort festmåltid og indbød mange. 17 Og ved den tid, da festen skulle holdes, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: »Kom! for nu er det rede. « 18 Men de begyndte alle som én at undskylde sig. Den første sagde til ham: »Jeg har købt en mark og er nødt til at gå ud og se på den; jeg beder dig have mig undskyldt! « 19 Og en anden sagde: »Jeg har købt fem par okser, og nu skal jeg ud og prøve dem; jeg beder dig have mig undskyldt.« 20 Og en sagde: »Jeg har taget mig en hustru til ægte, og derfor kan jeg ikke komme« 21 Og tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre det; da blev husbonden vred og sagde til sin tjener: »Gå straks ud på byens gader og stræder og før fattige og vanføre og blinde og lamme herind! « 22 Og tjeneren meldte: »Herre! det er sket, som du befalede, men der er plads endnu.« 23 Da sagde herren til ham: »Gå ud på vejene og ved gærderne og nød dem til at gå ind, så mit hus kan blive fuldt. 24 Thi jeg siger jer, at ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.« 25 Medens store skarer fulgtes med ham, vendte ham sig og sagde til dem: 26 »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin fader og moder og hustru og børn og brødre og søstre, ja endog sit eget liv, kan han ikke være min discipel. 27 Den, som ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. 28 Thi hvis nogen af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først hen og regner ud, hvad det vil koste om han har nok til at få det færdigt? 29 For har han lagt grunden uden at kunne fuldføre det, så vil alle, som ser det, give sig til at spotte ham og sige: 30 »Den mand begyndte at bygge og kunne ikke fuldføre det.« 31 Eller hvis en konge vil drage ud for at føre krig mod en anden konge, sætter han sig så ikke først hen og rådslår, om han er i stand til med ti tusinde at møde den, som kommer imod ham med tyve tusinde? 32 Hvis ikke, sender han udsendinge hen og underhandler om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. 33 Således kan da ingen af jer være min discipel, uden at han giver afkald på alt, hvad han har. 34 Salt er en god ting; men når saltet selv mister sin kraft, hvordan skal det så få den igen? 35 Det dur hverken til jord eller til gødning; man kaster det ud. Den, som har øren at høre med, han høre!« |