Johannesevangeliet 12 1 Jesus kom nu seks dage før påske til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde opvakt fra de døde. 2 Der gjorde de da et gæstebud for ham, og Marta vartede op; Lazarus var en af dem, som sad til bords sammen med ham. 3 Maria tog da et pund ægte, meget kostbar nardussalve og salvede Jesu fødder og tørrede hans fødder med sit hår; og huset fyldtes af salvens duft. 4 Så siger en af hans disciple, Judas Iskariot, han, som siden forrådte ham: 5 »Hvorfor er denne salve ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?« 6 Men det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; og da han havde pengepungen, stak han jævnlig til sig, hvad der blev lagt i den. 7 Da sagde Jesus: »Lad hende i fred, så hun kan gemme den til min begravelsesdag! 8 De fattige har I jo altid hos jer; men mig har I ikke altid.« 9 En stor mængde af jøderne fik nu at vide, at han var der; og de kom derud ikke alene for Jesu skyld, men også for at se Lazarus, som han havde opvakt fra de døde. 10 Men ypperstepræsterne besluttede, at de også ville slå Lazarus ihjel; 11 thi for hans skyld gik mange af jøderne der hen og troede på Jesus. 12 Den næste dag, da den store skare, som var kommet til højtiden, hørte, at Jesus var på vej til Jerusalem, 13 tog de palmegrene og gik ham i møde og råbte: »Hosianna«! velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!« og: »Israels konge!« 14 Og Jesus fandt et ungt æsel og satte sig på det således som der står skrevet: 15 »Frygt ikke, Zions datter«! se, din konge kommer, ridende på et æselføl.« 16 Dette forstod hans disciple ikke fra først af; men da Jesus var herliggjort, kom de i hu, at dette stod skrevet om ham, og at man havde gjort dette for ham. 17 Således vidnede altså den skare, som havde været med ham, dengang han kaldte Lazarus frem fra graven og opvakte ham fra de døde. 18 Det var også derfor, at folkeskaren gik ham i møde, fordi de havde hørt, at han havde gjort dette tegn. 19 Da sagde farisæerne til hverandre: »Der kan I se, at I slet ikke udretter noget; alverden løber jo efter ham.« 20 Blandt dem, der plejede at drage op for at tilbede på højtiden, var der også nogle grækere. 21 De kom nu til Filip, som var fra Betsajda i Galilæa, bad ham og sagde: »Herre, vi vil gerne se Jesus.« 22 Filip kommer og siger det til Andreas; Andreas og Filip kommer og siger det til Jesus. 23 Da svarede Jesus dem og sagde: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. 24 Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvis hvedekornet ikke lægges i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det megen frugt. 25 Den, som elsker sit liv, mister det; men den, som hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. 26 Vil nogen tjene mig, da skal han følge mig, og hvor jeg er, der skal også min tjener være; vil nogen tjene mig, ham skal Faderen ære. 27 Nu er min sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time! dog, derfor er jeg kommen til denne time. 28 Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra Himmelen: »Jeg har allerede herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« 29 Da sagde skaren, som stod og hørte det: »Det tordnede;« andre sagde: »Det var en engel, der talte til ham.« 30 Jesus svarede og sagde: »Ikke for min skyld lød denne røst, men for jeres skyld. 31 Nu går der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste kastes ud. 32 Og jeg når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« 33 Dette sagde han for at betegne, på hvilken måde han skulle dø. 34 Skaren svarede ham: »Vi har hørt af loven, at Kristus bliver til evig tid. Hvordan kan du da sige, at Menneskesønnen skal ophøjes? Hvem er den Menneskesøn?« 35 Da sagde Jesus til dem: »Endnu en kort tid er lyset hos jer. I skal vandre, mens I har lyset, for at ikke mørket skal få bugt med jer. Og den, der vandrer i mørket, ved ikke, hvor han går hen. 36 Tro på lyset, mens I har lyset, så I kan blive lysets børn!« Det sagde Jesus og gik så bort og skjulte sig for dem. 37 Men skønt han havde gjort så mange tegn for deres øjne, troede de dog ikke på ham, 38 så det ord gik i opfyldelse, som profeten Esajas sagde: »Herre, hvem troede det, vi forkyndte, og for hvem åbenbaredes Herrens arm?« 39 Derfor kunne de ikke tro; Esajas har jo et andet sted sagt: 40 »Han har blindet deres øjne og forhærdet deres hjerte, for at de ikke skal se med øjnene og fatte med hjertet og omvende sig, så jeg kan læge dem.« 41 Det sagde Esajas, fordi han så hans herlighed og talte om ham. 42 Alligevel var der mange, endog af rådets medlemmer, der troede på ham; men for farisæernes skyld ville de ikke være det bekendt, for at de ikke skulle blive udelukket af synagogen; 43 thi de ville hellere have ære fra mennesker end ære fra Gud. 44 Men Jesus råbte og sagde: »Den, som tror på mig, tror ikke på mig, men på ham, som har sendt mig; 45 og den, som ser mig, ser den, som har sendt mig. 46 Som lys er jeg kommen til verden, for at enhver, som tror på mig, ikke skal blive i mørket. 47 Og hvis nogen hører mine ord og ikke overholder dem, så dømmer jeg ham ikke; thi jeg er ikke kommen for at dømme verden, men for at frelse verden. 48 Den, der ringeagter mig og ikke tager imod mine ord, har sin dommer: det ord, som jeg har talt, det skal dømme ham på den yderste dag. 49 Thi jeg har ikke talt af mig selv; men Faderen, som har sendt mig, han har givet mig befaling om, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale; 50 og jeg ved, at hans befaling er evigt liv. Derfor, hvad jeg taler, taler jeg således, som Faderen har sagt mig.« |