Galaterbrevet 3 1 I uforstandige galatere! hvem har forhekset jer, I, hvem Jesus Kristus blev malet for øje som korsfæstet? 2 Dette ene vil jeg have at vide af jer: var det i kraft af lovgerninger, I modtog Ånden, eller ved i tro at høre? 3 Er I da så uforstandige? I begyndte i Ånd; vil I nu »fuldende i kød«? 4 Har I da oplevet så meget til ingen nytte? hvis det da var til ingen nytte. 5 Mon han, som udruster jer med Ånden og virker undergerninger iblandt jer, gør det i kraft af lovgerninger eller ved, at I hører i tro? 6 Ligesom jo »Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.« 7 Derfor skal I vide, at de, som er af tro, de er Abrahams børn. 8 Og da skriften forudså, at det er af tro, Gud ville retfærdiggøre hedningerne, forkyndte den forud Abraham det evangelium: »I dig skal alle folkeslagene velsignes; 9 altså velsignes de, der er af tro, sammen med den troende Abraham. 10 Thi alle de, der er af lovgerninger, er under forbandelse; der står jo skrevet: »Forbandet enhver, som ikke bliver i alt det, der er skrevet i lovbogen, så han handler derefter.« 11 Og at ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved loven, er åbenbart, thi det hedder: »Den retfærdige skal leve af tro;« 12 loven derimod beror ikke på tro, men siger: »Den, som handler derefter, skal leve derved.« 13 Kristus løskøbte os fra lovens forbandelse, idet han blev en forbandelse for vor skyld (thi der står skrevet: »Forbandet hver den, der hænger på et træ«), 14 for at den velsignelse, som blev givet til Abraham, måtte blive hedningerne til del i Kristus Jesus, for at vi ved troen kunne få Ånden, som var forjættet os. 15 Brødre, jeg bruger et billede fra menneskelige forhold. Et menneskes testamente kan man dog ikke omstøde eller føje noget til, når det er retsgyldigt. 16 Nu blev forjættelserne tilsagt Abraham og hans afkom; det hedder ikke: »dine afkom« » som om det gjaldt mange, men »dit afkom«, som når der tales om én, og det er Kristus. 17 Jeg mener hermed: Et testamente, som forud er gjort retsgyldigt af Gud, kan loven, som blev til fire hundrede og tredive år senere, ikke gøre ugyldigt, så den skulle sætte forjættelsen ud af kraft. 18 Thi fås arven ved lov, da fås den ikke mere ved forjættelse; men til Abraham har Gud skænket den ved forjættelse. 19 Hvad skulle da loven? For overtrædelsernes skyld blev den føjet til, kun gyldig indtil det »afkom«, hvem forjættelsen gjaldt, kom, og formidlet ved engle, ved en mellemmands hånd. 20 Men er der en mellemmand, er det ikke for én alene; Gud derimod er en. 21 Er da loven i strid med Guds forjættelser? Nej, langtfra! Ja, var der givet en lov, som nægtede at levendegøre, så ville retfærdigheden virkelig fås ved loven. 22 Men skriften har indesluttet alt under synd, for at forjættelsen skulle af tro på Jesus Kristus gives dem, som tror. 23 Men førend troen kom, bevogtedes vi under loven, idet vi holdtes indesluttede, indtil den tro kom, som engang skulle åbenbares, 24 så at loven er blevet os en tugtemester til Kristus, for at vi skulle blive retfærdiggjorte af tro. 25 Men efter at troen er kommet, er vi ikke mere under tugtemester. 26 Alle er I nemlig i Jesus Kristus Guds børn ved troen. 27 Thi alle I, som blev døbt til Kristus, har iført jer Kristus. 28 Her er ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde; thi alle er I en i Kristus Jesus. 29 Men når I hører Kristus til, da er I jo Abrahams afkom, arvinger i kraft af forjættelse. |